Det er synd for det stakkels, lille komma

Få sproglige ting kan hidse ordmennesker op som kommatering. Jovist, en på papiret lille ting, men det kan få afgørende betydning for det, man læser, hvis kommaet er sat efter den ene eller anden regel – eller som følge af en fri, personlig fortolkning.

GUNNAR LIND HAASE SVENDSEN professor, Syddansk Universitet, Esbjerg

En af vor tids store svøber er vores trang til at offergøre os selv og hinanden. Resultatet er, at vi ofte bortforklarer egne fejl og mangler ved at påstå, at det er nogets eller nogens skyld. Diskrimination. Dårlige gener. Skolelærere, der ikke var forstående nok. En ufølsom sagsbehandler. Etnisk herkomst. Uheld. Mobning. Dårlig barndom. Osv. Bagsiden er: Det gør os bestemt ikke bedre til noget som helst. Vi opper os ikke på den måde. Vi forsøger ikke aktivt at løse problemerne. Som oftest synker vi blot længere og længere ned i selvmedlidenhedens hængedynd.

Helt i tråd med denne tidsånd vil jeg nu ynke – bestemt ikke mig selv – men kommaet. Det stakkels, lille komma. Fra at være en nærmest bombastisk skråstreg i renæssancen sank det efterhånden ned og blev til en mikroskopisk haletudse. Om end kommaet i dag er diskret, er det dog stadig værdifuldt. Sammen med punktummet – også en truet art i nutidig, skriftlig dansk – ”punkterer” kommaet så at sige talens endeløse flow. Kommaet disciplinerer sproget og som sådan tanken. Kommaet tvinger os til at udtrykke os præcist. Kommaet modvirker intetsigende smalltalk.

Og hvorfor er jeg så bekymret for det lille, kære komma? Fordi jeg som universitetsansat har erfaret, at mindst 90 procent af de studerende ikke behersker korrekt kommatering. Min egen kommasætning er heller ikke perfekt, skal det lige nævnes. Men de unge har åbenbart slet ikke noget begreb om, hvornår de skal sætte komma. De gør det nærmest på slump, i blinde. Intuitivt. Jeg kommer her altid til at tænke på den ”gammeldaws”, klassiske musik (hvor noder tages seriøst) i forhold til den nutidige, rytmiske musik

(hvor noder som oftest slet ikke anvendes).

Det ”rytmiske”, impressionistiske komma akkompagneres ofte af en sværm af stavefejl og grammatiske fejl, som stavekontrolprogrammet ikke formår at opfange. Her er nogle eksempler på stavefejl fra opgaver, jeg har læst, enten som eksaminator eller ekstern censor: ”for” i stedet for ”får”, ”standarter” (en fane for fodfolk) i stedet for ”standarder”, ”komplimentere” i stedet for

”komplementere”, ”genere” i stedet for ”generere”, ”formerede” i stedet for ”formede”, ”ligge” i stedet for ”lægge”, ”forholdende” i stedet for ”forholdene”. Osv.

Og så er der de grammatiske fejl. Et par eksempler på typiske fejl: ”har kunne” i stedet for ”har kunnet”, ”den inkorporeret form” i stedet for ”den inkorporerede form”, intet nutids-r (”Disse både udtrykker og manifestere” i stedet for ”Disse både udtrykker og manifesterer”), ingen infinitiv-endelse på e (”Hun forsøger at tydeliggør denne pointe” i stedet for ”Hun forsøger at tydeliggøre denne pointe”). Ikke mindst er der store problemer med ejestedordene ”hans”, ”hendes”, ”sin” og ”sit”. Her laver nærmest alle studerende fejl, dygtige såvel som mindre dygtige. Et par eksempler: ”Hun er gift og bor i Vejle med hendes mand” (øh, hvemses mand – eller jeg mener vems mand – eller hvem sin mand – eller hedder det: hvis mand?), ”Her forklarer Bourdieu hans teori om…” (øh, hvis teori?), ”i et brev fra Freud til hans kone” (øh, hvis kone?). Osv.

En af årsagerne til miseren er vores meget tolerante omgang med sproget – eller man skulle måske snarere sige: vores ukritiskhed. Jeg kan med lidt god vilje godt forstå det, du skriver. Og efterhånden bliver dette til: Everything goes. Vi er gået fra musikkonservatoriets kultur (noderne skal spilles korrekt) til højskole/aftenskole fyre-den-af-kulturen (det skal bare ”lyde godt”).

Denne tolerance har også smittet af på reglerne, f.eks. kommareglerne. Valgfrihed skal eksistere. Vi danskere afskyr åbenbart ”rigide” regler, der skal følges. Det sidste er tilfældet med det grammatiske komma, der baserer sig på grammatisk definerede sætninger, der rummer grundled og udsagnsled. Dette system har altid eksisteret.

”Nyt komma”-systemet har eksisteret siden 1996. I 2004 blev de to systemer anerkendte side om side, nemlig ”det nye komma” (uden startkomma) og ”det traditionelle komma” (med startkomma). Det har derfor siden 2004 været officielt valgfrit, om man vil sætte startkomma eller ej (”Jeg mener, at han kommer” versus ”Jeg mener at han kommer”; ”Manden, der kalder, er min bror” versus ”Manden der kalder, er min bror”; ”Jeg gør det, hvis hun kommer” versus ”Jeg gør det hvis hun kommer”).

Jeg tror ikke, denne valgfrihed har gjort kommasætningen lettere. Den er naturligvis indført med de bedste intentioner, men sandsynligvis gør den mere skade end gavn. Det er i hvert fald en kendsgerning, at mange universitetsstuderende kun har en tåget fornemmelse af, hvornår de skal sætte komma. Det kan undre, for der eksisterer i dag glimrende hjælpemidler på nettet som f.eks. Sproget.dk og Dansk Sprognævn, hvor man både kan læse om kommateringsregler og tage gratis kommakurser.

Jeg forsøger hårdnakket at få mine studerende til at tage disse kurser, men der er vistnok kun få, der gør det. De anser det ikke for vigtigt nok til, at de vil bruge et par timer af deres liv på at få det lært. På baggrund af mangeårige erfaringer som eksaminator og censor vil jeg ligefrem sige, at der hersker et kommakaos. Lad mig give nogle få eksempler herpå i det følgende. Bemærk, at jeg gengiver alle citater fuldstændigt ordret.

En typisk fejl er, at man automatisk sætter komma foran ”at”, ”som” og ”der” uden at skele til disse ords funktion i sætningen. Eksempler: ”Grundet manglende erfaring har vi ikke været gode nok til, at validere undervejs i interviewsene.” ”Han opstiller arbejderog middelklassen, som to klasser med vidt forskellige emotionelle behov.” ”Dog er tilgangen og konteksten med begge teoriers pointe anderledes fra hinanden, men stadig med psykologiens rolle og hvilke terapeutiske tilgange der tages i brug, som fokus.”

Det anglo-saksiske komma, der sættes efter en indledende forholdsordsforbindelse, er nu virkelig slået igennem: ”I henhold til indsamling af data, har vi også været i korrespondance med en analytiker fra rigspolitiet.” ”I ovenstående citat, beskriver han …” ”For at udføre dette sprog, er det vigtigt at være ærlig omkring sine følelser og ønsker, samt at dele dem.”

Endelig er der masser af de ”kunstnerisk” udstrøede kommaer som f.eks.: ”De har så at sige, taget et standpunkt.” ”Dette sprog er indlært af psykologer, og er med til at afgøre hvilken rang man befinder sig i.” ”Derfor er det mere udfordrende for arbejderklassemændene at skulle kombinere, den forventede intimiteten med deres arbejdsopgaver.” ”Kulturelt set, var det mest markante element at lykke, selvrealisering og metal sundhed, både i familie- og arbejdsøjemed blev en offentlig ressource.” Osv.

Valgfrihed skal eksistere. Vi danskere afskyr åbenbart rigide regler, der skal følges. Det sidste er tilfældet med det grammatiske komma.

Der er mange bump på vejen, når man skal læse en tekst med så mange kommafejl, stavefejl og grammatiske fejl. Og det kan være svært at vurdere, hvor meget det sproglige skal trække ned.

Jeg bruger meget tid på at være dansklærer for mine studerende – i særdeleshed i min vejledning. Hvis sproget er ukorrekt og/eller upræcist, formidles det fulde, nuancerede indhold ikke til læseren. Hvad angår kommasætningen, tager jeg det efterhånden for givet, at de studerende ikke har lært denne disciplin. Ja, jeg forsøger faktisk at se bort fra de små, kære haletudser, for der er mange opgaver, der skal læses, og det er jo først og fremmest indholdet, jeg skal bedømme.

Det er måske i grunden også lige meget? Vi må bare indrette os på, hvad stavekontrolprogrammerne kan og ikke kan. Og så må vi gamle, sprogligt konservative folk forsøge, indvendigt, at oversætte sætninger som: ”Han kysser, hans kone, som vanligt”.