Vi har hjemme i det europæiske kludetæppe. Briterne hører til ude på havet

I gamle dage i EU var der tit en atmosfære af kunstigt ”kammerateri” efter topmøderne. De dunkede hinanden på ryggen i en påtaget tak for kampen-indforståethed og grinede lidt for højt af hinandens morsomheder.

Briterne driver længere og længere væk fra Europa. Så hvorfor er det, at vi ikke interesserer os mere for Tyskland, tysk sprog og kultur, men i stedet taler engelsk og følger intenst med i alt, der sker i USA?

De europæiske politikere så pudsige ud, da de omsider kunne forlade maratonforhandlingerne efter den sidste meget lange weekend i Bruxelles til topmødet om EU’S post-coronafremtid og -budget. Stats- og regeringscheferne så ud, som om de havde været på druk i Gammel Skagen i mindst en uge. Matte øjne, der udtrykte længsel efter åndelig og fysisk renselse og genfødsel efter orgiet.

I gamle dage i EU var der tit en atmosfære af kunstigt ”kammerateri” efter topmøderne. De dunkede hinanden på ryggen i en påtaget tak for kampen-indforståethed og grinede lidt for højt af hinandens morsomheder. Denne gang i Bruxelles så lederne blot ud, som om de gerne hurtigt ville i bad og derefter sove længe. Måske er det, fordi der er kommet flere kvinder i lederkredsen, at den politiske mandehørm er dampet af blandt toppolitikere. De nåede også et kompromis.

Det var iøjnefaldende, hvor lidt de britiske medier beskæftigede sig med det store Eu-maraton i Bruxelles i forhold til før og i forhold til de kontinental europæiske mediers dækning og beskrivelser af begivenheden som historisk.

Det er naturligvis, fordi briterne ikke er med ved bordet længere, at historiens bølgeskvulp ikke ramte strandene på de britiske øer. Der beskæftigede de sig med det indviklede forhold til Kina i de dage, mens europæerne beskæftigede sig med sig selv. Premierminister Boris Johnson beskrev den svære politiske spagat mellem at bevare en åben dialog med den kinesiske supermagt, der – som han sagde – ville spille en voksende rolle i den verden, vores børn og børnebørn skal leve i. Og så på den anden side forpligtelsen til at støtte demokrati i Kina og især i Hongkong. Briterne har sagt, at klemte Hongkong-kinesere kan komme og bo hos dem. Velkommen til tre millioner. De kan få britisk statsborgerskab, lyder løftet.

Dermed slås det fast, at den britiske brexit-regering ikke er fremmedfjendsk, som kritikerne af brexit i sin tid hævdede. Hongkong var engang britisk, og London lever op til en forpligtelse overfor Hongkong-borgerne nu. Mange af dem er hightech-talenter, som enhver tænksom nation gerne vil have som indvandrere. Men tilbuddet gælder alle, også dem uden en efterspurgt uddannelse. Kineserne fra Hongkong kan tage deres nærmeste familie med ifølge den britiske indenrigsminister Priti Patel, der selv er af indisk oprindelse.

Så kontinentet blev strikket tættere sammen, mens briterne flød væk. Vi deler gæld nu med de andre i EU. Briterne bliver strikket tættere sammen med anglo-sfæren, den engelsktalende verden og især med USA, og med tidligere kolonier og Commonwealth. Det kommer til at gå hurtigt, tror jeg. Historie og rødder betyder noget. Vi danskere hører hjemme i kludetæppet på det europæiske fastland, sat sammen med klister, sikkerhedsnåle og tøjklemmer. Briterne hører til ude på havet.

Min gamle bekendte Ritt Bjerregaard skrev en tankevækkende kommentar for nylig i denne avis. Hvorfor ikke mere Tyskland i Danmark? Hvorfor ikke mere om Tyskland i medierne, mere kulturelt samarbejde, flere, der rejser på ferie i Tyskland, flere, der kan sproget?

Ritt har naturligvis evigt ret, især set i Eu-perspektivet nu. Briterne er ikke med i EU mere; ok, irerne taler engelsk og er stadig i EU. Men der er flest tysktalende i Europa nu; tyskerne plus østrigerne. Man kan godt bevare engelsk som det overordnede Eu-fællessprog, selv om briterne er væk. For det engelske sprog er nemt på det primitive niveau. Men flere burde lære tysk.

Færre og færre danskere kan tysk, det er en skam. Mine forældre kunne tysk, min storesøster og jeg kan tysk, men vi er ældgamle ligesom Ritt, unge danskere kan sjældent. Når unge danskere tager til Berlin for at have det skægt, så bestiller de deres fadøl på engelsk hos tjenerne, ikke på tysk.

Kultur og underholdning i medierne er sjældent tysk. Hvis der derimod er en oversvømmelse i USA, så hører og ser vi det i medierne, fordi oversvømmelsen finder sted i et engelsktalende land, og billedernes ledsagende tekst er på engelsk. Så det er nemt at gå til på redaktionerne, hvor mange kun kan engelsk. Af og til får man indtrykket af, at Danmark er en amerikansk delstat, så meget fylder USA i mediebilledet. Det vigtigste land i Europa ligger lige ved siden af os; vi ignorerer det tit, vi orker ikke at lære et sprog, der ligger meget tæt på vores eget.

Fremfor at fortvivle over brexit, så ønsk briterne god rejse ude på havet, også god tur til de Hongkong-kinesere, der ønsker at finde demokratisk tryghed i andre ø-samfund end deres eget. Og, ja, hvis engelske sprog også er deres sprog. Og lær så tysk og læs de interessante tyske mediers kommentarer til udviklingen i verden fremfor at opsøge de engelsktalende medier. Også fordi de britiske medier efter brexit med tiden vil holde op med at beskæftige sig ret meget med det europæiske fastland. Vi skal fange forandringer. Og så er tysk heller ikke sværere …

Fremfor at fortvivle over brexit, så ønsk briterne god rejse ude på havet.