Bjergbestiger nåede toppen, men triumfen havde en høj pris

Efter flere års kompromisløs kamp nåede eventyrlystne Rasmus Kragh toppen af verden, men prisen var uventet høj. Pludselig var det et bjerg i sig selv at komme ud af sengen, og så er det i øvrigt ikke let igen at blive et almindeligt menneske med plads til følelser, når man har trænet sig til at skubbe dem til side.

Har du nogensinde tænkt på, hvordan det mon føles at kæmpe sig mod toppen af verdens højeste bjerg? Udmærket, luk øjnene og forestil dig dette: Du er alene i en kæmpe dybfryser med en temperatur på minus 30 grader. Inde i dybfryseren er der et løbebånd. Den tramper du af sted på i et raskt tempo i et lille døgns tid, mens du er iklædt et astronautkostume, som ligner en omformet sovepose med arme og ben.

Ikke andet? Jo, du kan udelukkende trække vejret gennem et sugerør. Dine lunger arbejder på højtryk, og samtidig har du de værste tømmermænd, du overhovedet kan forestille dig. En hidsig hovedpine og en konstant trang til at kaste op. Din krop er så udmattet, at den er tæt på et sammenbrud. Måske har du allerede nået punktet, hvor du hallucinerer og hører stemmer.

Sådan føles det at befinde sig i knap 9.000 meters højde – på vej mod toppen af selveste Mount Everest, giganten af død og drømme.

For lidt over et år siden lykkedes det for en eventyrlysten mand fra Skive – som den første dansker nogensinde – at nå toppen af jordkloden uden brug af medbragt ilt. Selvfølgelig var Rasmus Kragh pavestolt af sig selv. To gange tidligere havde han på grund af dårlige vejrforhold været nødsaget til at vende om få hundrede meter fra målet, men tidligt om morgenen den 23. maj 2019 indfriede han sin største ambition.

I 12 minutter stod han på et punkt på størrelse med en lille dobbeltseng blandt alverdens bedeflag og farverige dundragter. Han afsendte en satellitbesked i morgensolens skær. Vinden puffede let til ham, og med hætten trukket op over hovedet og sin stivfrosne halsedise omkring hagen stirrede han ud over alt og ingenting. En ubeskrivelig udsigt. Han følte sig opfyldt og kortvarigt uovervindelig.

»Alting er under mig. Jeg er for fanden den højeste person i hele verden,« tænkte han, mens han dokumenterede sin præstation med et par selfies og et fastgjort dannebrogsflag.

»Og lige nu er jeg den eneste dansker, der har bragt sig selv i den position med sine lungers egen kraft. Jeg føler mig hævet over alting.«

Sådan beskriver Rasmus Kragh selv sejrsfølelsen i bogen ”Egotrip”, der er hans personlige beretning om nå at det højeste punkt i verden for efterfølgende at ramme sit livs lavpunkt. En krise med bl.a. ensomhed, alkohol, en psykiske lidelse og en krop i forfald.

Bjergbestiger uden et bjerg

Kun de færreste topatleter med et ego på størrelse med Rasmus Kraghs tør træde frem og fortælle om den ultimative triumfs bagside. Om skrøbeligheden og nedturene.

Det har han intet problem med, tvært

»Jeg pressede mig selv så meget, at min krop troede, den skulle dø, og derfor er der i dag færre mennesker, jeg kan relatere til end for fire år siden, fordi jeg nu fokuserer på andre ting end mange andre. Det gør mig ikke til et bedre menneske, men det er sværere for mig at befinde mig hjemme i vores samfund. Derfor er der venskaber, som ikke kan og skal være mere. Det er min erkendelse,« siger Rasmus Kragh.