Undskyld mig, hvem dælen har drysset hvid peber i min hvidvin?

Østrigs nationaldrue, grüner veltliner, står fadder til nogle af vinverdenens mest interessante og alsidige nichevine; lige fra lette, læskende og peberkrydrede udgaver til decideret storslåede, længelevende versioner, der fortjener anerkendelse som nogle af verdens største.

Man skal nordpå. Fra hovedstaden ud forbi det prægtige augustinerkloster Klosterneuburg, der knejser mod himlen over Donaus smulte vande. Og så videre stik vest op ad floden, der slanger sig igennem et af Europas mest enestående kulturlandskaber frem til landsbyen Melk, 90 km fra Wien.

Det er på denne strækning, de små mirakler kan ske. Det er lige her i det lune klima langs floden, dens bifloder og sidedale, at grüner veltliner synes at have fundet sit fuldendte habitat. Godt nok trives den grønne drue i de fleste af Østrigs vinområder. Alt andet ville være underligt, når man tænker på, hvor dominerende denne nationale stolthed er i det lille alpeland.

Grüner veltliner er nemlig Østrigs suverænt mest udbredte sort og udgør ca. halvdelen af landets hvidvinsareal, men intet andet sted opnår landets producenter så konsistente og overbevisende resultater med druen som i de fem vinområder på den førnævnte strækning langs Donau; Wachau, Kremstal, Kamptal, Traisental og Wagram.

Områderne er mere eller mindre bundet af af det smukkeste kludetæppe af vinmarker, der står mellem landsbyer, gamle borgruiner, slotte og klostre.

Områderne har det til fælles, at de råder over ideelle klimatiske forhold til dyrkning af hvidvin. Her er ganske tørt og solrigt med relativt store temperaturudsving mellem nat og dag, hvilket er med til at sikre en lang vækstsæson og en harmonisk modning.

Dertil kommer de veleksponerede jorde – ofte på terrasserede, sydvendte skråninger tæt på floden – med bjergarter som gnejs og granit samt særlige sandaflejringer, som vinden har ført hertil bl.a. fra Alperne igennem tusindvis af år og deponeret oven på det forvitrede grundfjeld.

Netop jorde med denne mineralrige, ofte meterdybe, sandede jordbundstype – kaldet løss – er det perfekte tilholdssted for grüner. Alt for næringsfattig og tør jord, som man finder længst oppe ad de stejleste skråninger, bliver for ugunstigt for grüner. Omvendt bør jorden ikke være for frugtbar, da grüner ellers har tendens til at sætte for meget frugt og blive overproduktiv.

Alsidig drue

Grüner er en uhyre alsidig drue, og der produceres i et hav af stilarter og vintyper – lige fra mousserende vin over lette, sprøde, hvide til kraftfulde mineralske udgaver, orangevin og ædesøde versioner.

De simpleste versioner er friske og syrerige med moderat alkohol, urtede, grønne og græssede i stil med sauvignon blanc. De dufter typisk af gær og grønne æbler, limeskal og stikkelsbær. Men grüner har tilmed sin egen pebrede karakter.

I 2008 opdagede man den kemiske bestanddel rotundone i druens skind, som netop giver en distinkt duft af hvid peber, og det lader sig smage i mange af vinene – især hvis skallerne har været udblødt i mosten under vinifikationen. Til tider er aromaen så udtalt, at man næsten skulle tro, at nogen har været i gang med kværnen. Man finder også rotundone i sorte og hvide peberkorn.

De mest imponerende udgaver af druen fra de bedste marker har et helt andet register at spille på; kraftfulde, rige vine med en udtalt mineralsk karakter og en ødsel, til tider barok, frugt. Vinøse bautasten så at sige; længelevende og aromatisk komplekse, og de kræver typisk nogle år lagring på flaske for at vise, hvad de kan.

Jeg har tidligere smagt gamle grüner-vine helt tilbage fra Mellemkrigstiden, og de var i fuldt vigør og chokerende friske. Endnu et af druens mange talenter, som man kan dyrke på mange måder alt efter temperament, ikke mindst prismæssigt, og som ugens testvine også indikerer, er det sjældent spild af tid og penge at begive sig i lag med grüner veltliners facetterede væsen.

FÅ VIN I ØRERNE