SMITTEFOREBYGGENDE TILTAG I PARKEN
Der skal bruges fabriksfremstillede engangsmundbind i de fem store forlystelser; Piraten, Juvelen, Dragekongen, Skatteøen og Tigeren.
Mundbind kan købes i parken til 5 kr. pr. stk.
Skilte rundt i parken med covid-19-retningslinjer.
Håndsprit er tilgængeligt i hele parken.
Afstandsmarkeringer i bl.a. køsystemer ved forlystelser og salgssteder.
Personalet benytter værnemidler, hvor det har tæt kontakt til gæsterne.
Læs mere på djurssommerland.dk/coronavirus.
Jeg var vel egentlig ikke højere og ret meget kraftigere end stangen til et hjørneflag, da jeg som 9-10-årig dreng første gang løb ind på græsset på AGF’S træningsanlæg – det vil sige, vi trænede på grusbanen.
Vi er her midt i 1960’erne, og mine forældre lod mig vokse op på Holme Møllevej i udsparksafstand ned til træningsanlægget Fredensvang.
For allerede som knægt trak det i mig at blive en del af AGF – jeg kendte allerede flere af divisionspillerne, som jeg havde klippet ud fra bagsiden af havregrynspakkerne, min fætter, der er en del år ældre end jeg, havde en kammerat, der spillede på holdet, inden han kom til østrigsk fodbold, samtidig med at jeg følte stor glæde for legen med bolden. Både som spiller hjemme i haven, ude på vejen og oppe på engen i Holme. Så jeg ville også gerne være det i en klub – og allerhelst aarhusianske AGF.
Stor glæde – intet talent
Min glæde for fodbold var desværre fra naturens hånd ikke tilnærmelsesvis ledsaget af et talent af samme størrelse, hvilket min mor ikke havde den fjerneste anelse om, da hun gav tilsagn om at betale et drengekontingent til AGF – og en spilledragt, som blev købt hos Rytter Sport i M.P. Bruuns Gade.
Her var Ib Karlsmose førstemand. Frem til slut-1970’erne, hvor han købte butik på hjørnet af Frederiks Allé og Banegårdsgade. AGF flyttede med over til, hvad der blev Ib Sport. Siden har Ib Karlsmose i 40 år været frivillig leder i klubben, og han er bare en af de mange Agf’ere, min tur gennem livet har krydset spor med. Andre er eller har været nogle af AGF’S ansatte, enkelte ledere og flere spillere fra flere generationer af Agf-hold. Og ikke mindst har jeg krydset spor med en stadig voksende skare af fans, som jeg mange søndage har nikket dav og på gensyn til på stadion. Samt nogle fra vennekredsen, naboer og en del fra gadebilledet, der iført et Agf-logo altid hilser anerkendende, når man selv er hvid i blusen. Sammen giver det en fællesskabsfølelse, der er uvurderlig, og det er mennesker, som jeg føler en slags blå-hvidt bånd til. For fælles for de fleste ’Gf-fans er, at vi er gentlemen. Og sådan nogle kan jeg godt li’. Og jeg kan li’ det fællesskab, vi fans føler. Man ved, når én aarhusianer er ”’Gf’er i hjartet” og en, man deler passion med. For mig at se er det lige så godt at være en del af noget – som at være noget.
Som Agf’ere er vi næsten en slags logeagtigt broderskab.
Et logo på brystet
Tilbage til butikken, hvor jeg fik min første hvide trøje og et blåt to-tal, som min mor syede på ryggen. Min første træner havde nemlig hurtigt indset, at det nok var bedst, at jeg ikke fik en plads, hvor det kræver for meget overblik, teknik og taktisk forståelse. Så derfor blev jeg straks sat ned som back.
Efter kort tid faldt jeg endnu mere tilbage og blev sat på mål. Og fik en ny trøje fra Ib Karlsmose med puder på albuerne og et ettal, min mor også syede på ryggen, og et klublogo med byvåbenet til brystet.
Jeg husker det, som det i drengeårene var dejligt at være med på et fodboldhold. Kammeratskabet, glæden, når vi vandt en kamp, og skuffelsen, når vi tabte. Klubbens værdier om ordentlighed og kammeratskab blev vores. Vi var en del af noget større, og selv om det ikke var til vores kampe, at talentspejderne tog plads på sidelinjen sammen med de forældre, der trofast lagde bil til til udekampene i Hasle, Åbyhøj, Brabrand og Risskov, så var vi alligevel en del af klubben. Vi fik skældud, hvis vi vovede os ind på opvisningsbanen eller ikke rengjorde vores støvler, inden vi tog dem med ind i klubhuset. Men vi følte os velkomne – også når klubben lørdag eftermiddage viste tipsfodbold fra England. I farver. At være AGF’ER blev en del af min identitet og selvforståelse.
En af de største fordele ved at have et medlemskort var dog, at jeg kunne komme gratis ind på stadion, når de hvide spillede hjemmekampe, mens pensionister og menige soldater skulle betale halv pris. Vi cyklede om kap fra Holme ned ad Jyllands Allé ned til cykelbanen og stadion og stillede os på vores vante pladser på den billige langside ovre ved kastegården. Længst væk fra Ebeltoft-tribunen, der havde sit navn, fordi den havde plads til ca. 4.000 tilskuere – lig med datidens indbyggertal i Ebeltoft.
Vi stormede gerne grønsværen efter kampen og blev glade, hvis en af spillerne sagde dav. Desværre spillede jeg på – tror jeg – tredjeholdet, og det var kun drenge fra første- og andetholdet, der fik tjans som bolddrenge. Det gad jeg ellers godt. På vej hjem kørte vi om kap igen – op ad Jyllands Allé og forbi Fredensvang.
Når jeg stakåndet kom hjem, spurgte min mor aldrig, hvordan det var gået. Mange år senere sagde hun: »Det var simpelthen så nemt at se på dig. Havde AGF vundet, var du glad og grinende – havde de tabt, var du sur, irritabel og stille, hvilket du ellers aldrig var.«
Min kolde kone
Min kone siger, at sådan er det stadigvæk. Hun kan dog ikke dy sig for at spørge til resultatet, når hun ved, at De Hviie har sat point til. Når de har tabt, er hendes yndlingsspørgsmål: »Jamen, er det godt?«
Hun er i øvrigt ikke nogen stor Agf-fan: Hun nægter at sove med Agf-sengetøj, hvorfor vores dyner er forskelligt klædt på: For jeg nægter at sove med andet. Vores håndklæder og tæpper er også forskellige. Mit AGF-UR hænger bag en dør på det mindste værelse på 1.-salen. Jeg har et Agf-badeforhæng, som aldrig har måttet tages i brug, og hun er heller ikke specielt ulykkelig, hvis hun slog skår af et krus med klub-logoet. Jeg får dog sommetider Agf-t-shirts, bluser, jakker, bøger og sokker m.m. i jule- eller fødselsdagsgave, da jeg næsten aldrig ønsker mig andet end et godt helbred eller noget fra Agf-butikken! Til hendes store ros skal dog siges, at hun så godt som aldrig spørger ind til, om vores investering i Agf-aktier har været en god forretning!
Fra fodbold til flaskedreng
Min tid som aktiv fodboldspiller i AGF stoppede allerede i de allerførste teenageår. Talentet var der ikke, og jeg blev ikke nævneværdig bedre af at træne – og så kunne jeg jo lige så godt bruge fritiden på at tjene lidt penge som flaskedreng i Rundhøj Super. Hvilket jeg så gjorde.
Men jeg blev ved med at komme på stadion og tog flere gange med ned i næstbedste række og op igen. Ud i Europa – og hurtigt hjem.
Jeg har gennem årene haft forskellige stampladser ude på stadion, men er de senere år faldet lidt af på den. De mange dårlige år for AGF – spille- og resultatmæssigt – sled på mig. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at fodbold jo egentlig ikke er noget særlig vigtigt for livskvaliteten som sådan. For som den gamle Liverpool-manager Bill Shankly sagde: »Nogle tror, fodbold er et spørgsmål om liv eller død.«
Nemlig. Netop.
Men så tilføjede han: »Det er meget, meget vigtigere end det.«
Jeg kunne da heller ikke aflægge mig – trods en indstilling om det modsatte – at AGF’S kampe påvirkede mig og mit humør. Alle drillerier om, hvor sølle det stod til på Fredens
vang, gik mig stadig på. Skuffelserne over alle de nye spillere, som skulle have gjort en forskel, men ikke gjorde det. Kaosset i forretningen, og når man troede, at en ny træner ville vende det hele, hvilket ikke skete, før David Nielsen kom til.
Så turen ind i skabet blev kort ( ja, en halvleg, siger konen) – og det er nu en del år siden, at jeg igen sprang ud som helhjertet ’Gf-fan.
Jeg holder med to hold
Så når nu AGF får medaljer søndag aften, skal jeg vist igen have et sæsonkort, og mon ikke fruen også kan bruge et julegaveønske.
I hvert fald glæder jeg mig til kampen, der starter klokken 19.
For siden midten af 1980erne, hvor medstuderende fra Djævleøen på journalisthøjskolen havde fornøjelse med at drille mig som AGF’ER (det var i de år, hvor Brøndby fik mere guld end De Hviie), har De Pisgule fra Vestegnen været holdet, jeg elsker at hade.
Så jeg holder trofast med to hold i Superligaen: AGF og dem, der spiller mod Brøndby. Og det er jo i aften et og samme hold.
KSDH