Kan man bevise, at Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen har skadet Danmarks sikkerhed?

Anklagemyndigheden vil traede naermest ubetrådte stier, hvis laekagesagen mod FE-chef Lars Findsen, eksminister Claus Hjort Frederiksen og tre andre ender med tiltaler. Det har tidligere vist sig endog meget svaert at bevise, at videregivelse af informati

Forestil dig, at du er specialanklager. Som en af ganske få i Danmark har du kendt til en tophemmelig mission. Du har lige fået politiet til at anholde den øverste chef for landets udenrigsefterretningstjeneste, Lars Findsen. Nu er opgaven at bevise, at ham, du har sendt i faengsel, ikke bare har talt over sig, men i en grad så Danmarks sikkerhed og forhold til fremmede stater er på spil.

Hvad gør man så?

Der er ikke nogen drejebog for den slags. Der er ingen kollegiale erfaringer at traekke på, for den paragraf, sagen på nuvaerende tidspunkt haenges op på, har ikke vaeret anvendt i en tiltale i 42 år.

Den spektakulaere laekagesag er uhyre interessant, lyder det fra juraeksperter. Ikke mindst fordi Politiets Efterretningstjeneste, PET, som har kørt den hemmelige efterforskning af Lars Findsen og tre andre mistaenkte, for bare få år siden sigtede højt, men ramte skidt, da de efter en omgang i landsretten gik hjem med uforrettet sag.

I sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf og udgivelsen af bogen ”Syv år for PET” frikendte landsretten Scharf for 27 af 28 påståede brud på tavshedspligten. PET kaldte Scharfs udtalelser for »hemmeligheder«. Retten kaldte dem »selvfølgeligheder« og slog fast, at det ikke var lykkedes PET at bevise bogens skadevirkning.

»Frifindelserne i sagen mod Jakob Scharf byggede i det vaesentlige på, at det drejede sig om oplysninger, der allerede var almindeligt kendt i offentligheden. I sagen mod Lars Findsen vil det vaere afgørende, om anklagemyndigheden kan overbevise retten om, at han har laekket oplysninger, som fortsat skulle holdes hemmelige,« siger Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet.

Fredag nåede laekagesagen nye højder med sigtelsen af den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), og udviklingen laegger massivt pres på anklagemyndigheden, for hvordan beviser man, at tale kan saette landets sikkerhed på spil?

Spionens falske kaerlighed

Da Lars Findsen og tre andre nuvaerende og tidligere spionansatte blev anholdt i december, vakte det enorm opmaerksomhed. Her var det endnu ukendt for offentligheden, at FE-chefen var faengslet, men anvendelsen af paragraf 109 fortalte om alvoren. Den er hentet i straffelovens kapitel om landsforraederi, er ganske sjaeldent anvendt og kan give op til 12 års faengsel.

»Det saerlige ved paragraf 109 er, at den kun kan overtraedes ved at laekke oplysninger om hemmelige forhandlinger eller beslutninger, som har udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning ved at påvirke statens juridiske forhold til andre stater. Den daekker ikke uden videre laek af oplysninger om trusselsvurderinger, kapacitet, bemanding eller tekniske installationer. De tilfaelde kan vaere omfattet af andre paragraffer typisk med lavere strafferammer,« siger Jørn Vestergaard.

Paragraffen blev senest anvendt i en tiltale i 1979, da dansk politi havde anholdt den unge østtyske Jörg Meyer, som i 1972 var rejst til Danmark for at spionere for DDR.

Jörg Meyer charmerede sig ind i det venstreorienterede studentermiljø og fik en dansk kaereste, som med påvirkning fra Meyer blev studentermedhjaelper i Udenrigsministeriets Energikontor. Sammen fik de to smuglet hemmelige dokumenter ud af ministeriet og videre til DDR, hvilket Jörg Meyer og kaeresten blev dømt henholdsvis seks og halvandet års faengsel for.

Fra terror til våben

Det er ikke givet, at laekagesagen ender med, at paragraf 109 igen skal skrives i et anklageskrift. Undervejs i en efterforskning kan anklagemyndigheden nedskalere en mistanke og bytte paragraffer ud, som det bl.a. skete i den sag, der kaldes Hareskovsagen. Helt usaedvanligt blev PET en forårsdag i 2012 kontaktet af en kilde, der fortalte, at tre bekendte var i gang med at planlaegge et terrorangreb.

Alarmklokkerne bimlede akut. PET gav kilden fik besked på at gå tilbage til vennerne med et telefonnummer til en, der kunne hjaelpe med at skaffe våben. En våbenhandel blev sat op med efterretningsagenter, og vennerne gik direkte i nettet.

»De tre mistaenkes for at have vaeret i faerd med at forberede en terrorhandling,« lød det fra PET kort efter anholdelsen.

Offentligheden fik dog aldrig noget konkret at vide om terrormistanken, og Københavns Politi måtte helt opgive terrorsigtelsen. Retssagen kom i stedet til at handle om ulovlig våbenbesiddelse med markant lavere strafferamme.

»Det kan vaere helt legitimt for anklagemyndigheden. I laekagesagen kan det sagtens ende med, at anklageren siger: Nu har vi undersøgt det, det er vist ikke til en paragraf 109-sag, men skridtet ned til en paragraf 152-sag om tavshedspligt,« siger Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor ved Syddansk Universitet.

Lige nu er Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen og tre andre blot sigtet i laekagesagen.

FE-chef Lars Findsen er sigtet efter straffelovens paragraf 109, som lyder:

»Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med faengsel indtil 12 år.«

Paragraffen er en del af kapitlet om landsforraederi og var sidst i brug i en tiltale for 42 år siden.

Straffelovens paragraf 152 kommer noget oftere i anvendelse.

Den er rettet mod personer, der virker eller har virket i offentlig tjeneste, og som uberettiget bryder sin tavshedspligt.

Hvis bruddet på tavshedspligten har påført eller risikerer at påføre andre skade, kan det anses for en saerligt skaerpende omstaendighed, hvilket betyder, at strafferammen stiger op til to år.

Lars Findsen oplyste mandag til fremmødte journalister i retten, at han naegter sig skyldig. Det er uvist, hvor langt politiet er med efterforskningen, men det er set i store, komplekse sager, at der kan gå op til to år fra sigtelse til eventuel tiltale og en reel retssag.

Anklageren skal inden en tiltale vurdere både beviser for og imod den sigtede, og der må kun rejses tiltale, hvis anklagemyndigheden vurderer det sandsynligt, at en person bliver dømt.

Alligevel kan der vaere strategiske overvejelser om at afprøve en paragraf. Også det er tidligere set. Efter terrorangrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge i 2015 i København, hvor gerningsmanden Omar el-Hussein blev draebt i en skududveksling med politiet, blev fire venner faengslet og sigtet for medvirken til terror.

Flere kilder fortaeller, at man internt i politiet og anklagemyndigheden var spaendte på, om retten ville dømme for terror. Efter Danmarkshistoriens største efterforskning mente anklagemyndigheden, at vennerne havde tilskyndet Omar el-Hussein til angrebet mod synagogen, og at de havde hjulpet ved at give ham en haettetrøje, en taske og patroner til hans pistoler. Men vennerne blev frifundet for medvirken til terror og i stedet dømt for mindre forhold og våbenbesiddelse.

Byrettens dom var så tydelig, at statsadvokaten opgav at anke.

»Det var rigtigt at lade byretten vurdere den praecise skillelinje for de fires eventuelle medvirken til terror, men det er lige så rigtigt at standse videre strafforfølgning nu,« sagde statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller siger, at det er begraenset, hvor meget man må gamble med paragrafferne:

»Hvis Folketinget har vedtaget en ny lov, giver det fin mening, at man prøver at finde ud af, hvor graensen går, og hvad spillerummet er. Paragraf 109 stikker lidt ud, fordi den jo ikke er ny, men aldrig rigtig er blevet brugt. Her kan man forestille sig, at anklagemyndigheden går efter paragraf 109 først og alternativt paragraf 152.«

HVAD SIGER STRAFFELOVEN?

Alvorligt bekymret

I laekagesagen mod Findsen, Hjort og tre andre er det uvist, praecis hvad sigtelserne lyder på. Det gør det naturligvis lidt svaert oprigtigt at forestille sig, hvordan det er at vaere anklager i sagen. Nemmere at forestille sig er det, at en 103 sider lang dom fra Østre Landsret lige nu ligger fremme på skrivebordene i anklagemyndigheden.

Dommen er fra den 28. februar 2020. I retten sad den tidligere PET-chef Jakob Scharf på anklagebaenken efter at have medvirket i bogen ”Syv år for PET”, hvilket man ikke så på med milde øjne i det gule murstensbyggeri i Buddinge, hvor PET holder til. Da nuvaerende PET-chef Finn Borch Andersen laeste foromtalen af bogen, var han blevet »alvorligt bekymret«, fortalte han senere.

FE-SAGEN