Ruslands militaer har skiftet gear og står rustet til storkrig

Gennem 30 år er Rusland militaert kommet langt med relativt enkle midler. Massiv oprustning det seneste årti har skaerpet appetitten hos landets vaebnede styrker, der i øjeblikket marcherer op ved Ukraines graenser.

Kolonnen med de pansrede mandskabsvogne og de mange lastbiler med faldskaermsjaegere ankom ud på morgenen og blev modtaget med jubel af de lokale serbere, der begejstret viftede med den russiske trikolore.

Bataljonen af Ruslands lyseblå baretter havde ikke underrettet den internationale militaere ledelse i eks-Jugoslavien om sine hensigter oven på den formelle afslutning på krigen i Kosovo.

Efter instruktion fra Moskva havde den bare sat kursen fra Bosnien mod syd til Pristina, Kosovos hovedstad, den 11. juni 1999.

Med den overraskende og dristige aktion nåede den russiske bataljon frem til Slatinalufthavnen uden for Pristina og fik etableret kontrol over den, nogle timer før slukørede tropper fra bl.a. Storbritannien dukkede op på stedet.

Episoden fra sommeren 1999 er gået over i historien som ”ilmarchen til Pristina”.

Den har i Rusland antaget legendarisk karakter som et eksempel på, hvad landet kan opnå med sin militaere styrke, når man er parat til at tage chancer og ikke underordne sig de vestmagter, som russiske beslutningstagere i stigende grad opfatter som direkte modstandere både politisk og militaert.

En af deltagerne i det kontroversielle togt, som kortvarigt udløste en krise mellem stormagterne, var den da 37-årige officer Andrej Serdjukov.

Han har siden fremhaevet begivenheden som et vendepunkt i nyere, russisk militaerhistorie.

»Saerligt betydningsfuld var den 600 km lange march, som en kombineret bataljon af faldskaermsjaegere foretog lige for naesen af Nato,« sagde han i et interview med det russiske forsvarsministeriums avis, Krasnaja Zvezda (Den Røde Stjerne), i 2020.

For mange professionelle soldater, der som Andrej Serdjukov havde påbegyndt karrieren i sovjetårene, var 1990’erne ellers en lang trøstesløs nedtur.

Putin gav militaeret revanche

En blodig krig mod oprørere i Tjetjenien, en russisk provins i Nordkaukasus, udstillede på dramatisk vis manglerne hos den russiske haer. På under to år fra 1994 til 1996 blev over 5.000 russiske soldater draebt – mens titusinder af oprørere og civile ligeledes måtte lade livet.

Historier om korrupte generaler og desillusionerede officerer, der levede i dybeste armod, kunne man traeffe overalt i russisk presse, og mange forlod de vaebnede styrker for altid. Men episoden i eks-Jugoslavien gav moralen et rygstød – og få måneder efter indtraf noget, der skulle aendre dynamikken for både det russiske militaer og samfundet som helhed.

Ruslands svaekkede praesident, Boris Jeltsin, udnaevnte en ny premierminister i Vladimir Putin, som i løbet af få uger satte kursen mod en skånselsløst brutal, men, skulle det vise sig, også mere succesfuld revanchematch mod de tjetjenske oprørere.

Andrej Serdjukov og faldskaermsjaegerne spillede en vaesentlig rolle i begivenhederne:

»Vi kan alle huske, hvordan konflikten i Nordkaukasus blussede op i 1990’erne. Og igen var faldskaermsjaegerne blandt de første, der rejste sig og forsvarede landets enhed,« sagde Serdjukov i 2020.

Uden for Ruslands graenser var militaeret også engageret i en raekke interventioner typisk efter en model, hvor et begraenset russisk troppekontingent bed sig fast i et hjørne af en nabostat.

Sådan var det f.eks. i Transnistrien, en slavisk region i den sydøstlige del af Moldova, og i udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien i Georgien, hvor Rusland har kunnet spille en spoiler-rolle siden begyndelsen af 1990’erne.