»Jeg elsker at se og opleve ting, jeg ikke har set og oplevet før«

Min drøm om lykken?

»At have en fordomsfri nysgerrighed over for alt det, jeg ikke er. Jeg drømmer om at få indblik i så mange hjørner af verdens indretning som overhovedet muligt. Også dem jeg har fordomme over for. ”Sapere aude,” sagde den romerske digter Horatius. Det betyder ”Vov at vide”. Det er et klogt råd. Et godt levet liv er et konstant opgør med ens egne fordomme.«

Min sindsstemning netop nu?

»Jeg blev 50 år, lige inden corona lukkede samfundet ned første gang. I månederne efter blev det tydeligt for mig, at jeg mentalt altid var på vej videre. Til det naeste møde, den naeste bog, den naeste titel, den naeste stilling, den naeste bevilling. Det betød helt banalt, at jeg aldrig for alvor var til stede der, hvor jeg befandt mig, og det fik tiden til at gå afsindig hurtigt. Det skraemte mig. Derfor var jeg nødt til at finde en måde, hvorpå jeg kunne få tiden til at gå langsommere. I sagens natur lader det sig ikke gøre, for sekunderne på uret lever jo deres eget liv, men man kan rokke ved sin perception af tiden. Jo mere travlt man har, jo hurtigere føles tiden, så jo mere ro man får ind i sit liv, jo langsommere opleves tiden også. Men det er ikke nogen let øvelse at vaere helt og aldeles til stede i det, man er i, når man er et rastløst menneske. Det kraever opmaerksomhed og et vist element af kraftanstrengelse, ligesom hvis man vil tabe sig, stoppe med at ryge eller bruge mindre tid på sin mobil. Det er en daglig disciplinering af ens instinkter.«

Det primaere traek ved min karakter?

»Utålmodig, nysgerrig og lys af sind. Hvad angår det sidste, så plejer jeg at sige, at jeg har det ligesom Ingeborg Skjern i Matador, da hun møder den indremissionske faster Anna, som er sur for en sikkerheds skyld. På et tidspunkt kigger Ingeborg på sin mands søster og siger: ”Jeg elsker at leve.” Me too.«

Min største fejl?

»Da jeg laeste min ph.d. i USA, stod det pludseligt klart for mig, at mine megalomane forestillinger om mit eget intellektuelle vaerd ikke holdt stik. Jeg har ikke mere på øverste etage end gennemsnittet. Når dét står klart for én, bliver man klar over, at man er nødt til at kaste al sin arbejdskraft ind på det, man gerne vil opnå. Og det har jeg gjort med både fornøjelse og til tider forbitrelse. Men det har også betydet, at jeg nogle gange har ladet mine faglige ambitioner overstråle mine eksistentielle ambitioner. At jeg fra tid til anden har lagt mine ambitioner om at vaere en god far, en god ven, en god kaereste på hylden for at opnå nogle faglige mål. Sådan er det nok for mange. Isaer i de unge år, hvor man har brug for at saette sit aftryk – både over for sig selv og for omverdenen. Det handler selvfølgelig også om, at nogle af mine faglige ambitioner har vaeret forudsaetninger for, at jeg kunne udleve nogle af mine eksistentielle ambitioner. Jeg elsker frihed, og det kraever altså, at man indimellem saetter snuden i sporet og arbejder, til blodet springer. Semper ardens, altid braendende, er ikke bare et slogan på en øletikette fra Carlsberg. Men det kommer med en pris.«

Hvad ville vaere den største ulykke for mig?

»Min søns død. Punktum.«

Min foretrukne fugl?

»Det er ternen, fordi den minder mig om et jagerfly. Som barn har jeg samlet rigtig mange modelfly sammen med min far.

Han er uddannet ingeniør og interesserer sig meget for Anden Verdenskrig, så jeg ved praecis, hvordan en Messerschmitt og en Submarine Spitfire ser ud. Vi sad altid i stuen med fjernsynet kørende i baggrunden, mens han fortalte om krigen. Det er lettere at få en god samtale i gang, når man laver noget praktisk samtidig. Som far har jeg selv videreført traditionen. Min søn og jeg har samlet uhaemmede maengder af Lego, og hver sommer, når vi holdt ferie i mine foraeldres sommerhus, byggede vi rifler af trae. Vi savede og snittede løs fra morgen til aften, og undervejs faldt samtalen på alt muligt, som ikke havde noget med riffelvaerkstedet gøre. Skole, kaerester, fremtidsplaner. Riflerne skulle ligne deres forlaeg, så det tog lang tid at blive faerdige med dem. Det havde både et socialt og et paedagogisk formål. Han oplevede, at jo mere han sleb, filede og pudsede på riflerne, jo flottere blev de. Den viden er god at have med sig videre i tilvaerelsen. Det er også et princip, jeg selv har levet efter. Uanset hvad man opnår, sker det ved hjaelp af 10 pct. talent, resten handler om at knokle og gøre sig umage.«

Hvad jeg saetter størst pris på hos mine venner?

»At de ikke tager mig alt for alvorligt. Som ung havde jeg indimellem nogle ret voldsomme forestillinger om egne fortraeffeligheder. Det er jeg heldigvis vokset fra. Jeg er god ven med Lise Nørgaard, og da jeg for nogle år siden fik Rosenkjaerprisen, havde hun udtalt sig rosende om mig til DR. Dagen efter tog jeg op til hende for at fejre prisen og takke for de flotte ord.

Mens jeg stod og talte, kiggede hun pludselig på mig og sagde helt roligt: ”Ja, så kan den pris vist heller ikke baere mere snak.” Det er godt med venner, der lige kalibrerer kompasset, hvis det er ved at komme ud af kurs.«

Hvad jeg afskyr frem for alt?

»Smålighed og naerighed. På alle planer. Det gør ikke noget godt for homo sapiens.«

De fejl jeg nemmest tilgiver?

»Utilsigtet ubetaenksomhed. Vi laver allesammen fejl.«

Hvordan jeg gerne ville dø?

»Jeg er ikke bange for døden. Den graeske filosof Epikur sagde klogt: ”Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede.” Jeg tror ikke på noget liv efter døden. På et eller andet tidspunkt bliver der slukket på den store kontakt, og det var så det. Vi er her kun denne ene gang, og derfor gaelder det også om at leve hver dag, for den enkelte dag kommer aldrig igen. Personligt vil jeg vaere tilfreds, hvis jeg engang om mange år sidder på en tagterrasse i New York med mit livs kaerlighed i hånden og kigger på et tilbage på et liv, hvor vi kan sige til hinanden: ”Hey, det var det hele vaerd.”«

Illustration: Rina Kjeldgaard