Lad os blive stående, for fanden. For dronningen, altså
Der er meget, der skal laeres, når man bliver minister. Blandt andet hvordan man deltager i statsråd, hvor dronning Margrethe i selskab med tronfølgeren og den samlede regering underskriver de love, som Folketinget har vedtaget. Kritikere ser Statsrådet som en reminiscens fra fortiden, for alle ved jo, at majestaeten har nogenlunde lige så stor politisk indflydelse på lovgivningen, som en sommerfugl i Sydfrankrig har på isens tykkelse på polarcirklen. Nul og niks.
Men statsrådene påvirker alle i en regering. Det er så meget i utakt med dagligdagen i politik, at det saetter tiden i perspektiv og tankerne på langfart. Det er sundt.
Man skal øve sig i at gå til statsråd. Jeg tror, det var Birthe Rønn Hornbech (V), der forfattede den uformelle instruktion, som cirkulerede, da jeg blev minister.
Alle skal vaere klaedt i sort, kvinder som maend. Ikke noget med et lille lyserødt tørklaede for at kvikke op på stemningen. Og sort jakkesaet er sort, ikke mørkeblåt eller diskret ternet. Påklaedningen virker ligesom en skoleuniform. Man ser ikke tøjet eller ministrene, men menneskene. Det føles overraskende godt. Den eneste farverige påklaedning baeres af dronningen, der også af den grund lyser op.
Man går ind i statsrådsraekkefølge, også kaldet regeringens rangorden. De tungeste ministerier først og de nyest tiltrådte til sidst. Alle saetter sig om det ovale bord med den tunge, røde filtdug. Lovene ligger klar foran dronningen i stakke, der kan vaere 30-40 centimeter høje. Det er ikke love, vi mangler i dette land.
Det gaelder om at have tisset af på forhånd, for man forlader absolut ikke statsrådet, når det går i gang. Man skal også øve sig i ikke at sige et kvaek, bortset fra når det er ens tur. Meget uvant for politikere.
Telefoner og andre papirer end “egne” love, som man medbringer i sin fine, laederindbundne statsrådsmappe, er bandlyst. Der er god tid til at naerstudere J.L. Lunds fine vaegmalerier af Danmarks religionshistorie.
Der siges det samme igen og igen. Når ens ressortområde kommer på, rejser man sig, og majestaeten laeser lovens titel op. Så anmoder den enkelte minister dronningen om stadfaestelse, hvorefter hun underskriver i hånden. Stakkels kongelige arm!
Her kommer så det sted, hvor de fleste nye ministre falder i gryden – eller rettere stolesaedet.
SÅ BLIV DOG STÅENDE, FOR FANDEN, står der i Rønn Hornbechs instruktion. Med versaler! For man skal blive stående, indtil bunken med de underskrevne love er gået fra hånd til hånd ned mellem ministrene og endelig rammer ejermanden.
Når hele bunken af love med kronprinsen som håndlanger er flyttet fra den ene side af bordet til den anden, siger dronningen tak for i dag, og ministrene flagrer afsted i alle retninger.
I de stive rammer formår hun altid at erstatte tidens flakkende neonlys med historiens lange lys.
Jeg har på alle niveauer den dybeste respekt for kongehuset. Kongehuset og dets traditioner tilfører vores land noget helt saerligt. En dybde, en varme, en eftertanke, et perspektiv. Ikke mindst når det baeres af kloge og dannede mennesker som dronning Margrethe og hendes naermeste familie.
Så lad os da blive stående, for fanden. I respekt for vores alle sammens dronning. Med sin blotte tilstedevaerelse har hun i år båret den historiske fakkel videre gennem 50 år. I de stive rammer formår hun altid at erstatte tidens flakkende neonlys med historiens lange lys – og dermed give vores hektiske liv et dybere perspektiv.
Tillykke med jubilaeet.