Det er blevet for nemt at vaere far og mor

Det er mere end almindeligt bemaerkelsesvaerdigt, at kristendommen begynder med en barndomshistorie. »Frelseren selv var barn som vi / i dag han lå i sin vugge«, som vi sang det i B.S. Ingemanns elskede julesalme. Jesus har vaeret et barn, og hans barndom havde selvstaendig betydning. Og som voksen indgår barnet og børnene stadig hos Jesus med en helt selvstaendig betydning og bliver gjort til målestok for adgangen til Guds rige. Hvad altså vi tager for givet, var engang temmelig opsigtvaekkende og provokerende. Ikke i første omgang, fordi kong Herodes og Jerusalem med ham blev aengstelige og frygtede for deres magt, da den nye konge blev født i stalden. Men fordi barnet blev fremhaevet og tilkendt vaerdi. En tilkendt betydning, som fik afgørende kulturhistoriske følgevirkninger i hele den fortrinsvis europaeiske civilisation.

Hvordan er det så

at vaere barn i dag? Lader vi os stadig praege af den betydning, som Jesus, kristendommens hovedperson, tilregnede barnet og barndommen?

Børn på vore breddegrader og isaer i vores samfund har det for langt hovedparten godt. De lider ingen sult eller anden synlig eller udvendig nød. Og hvis de gør, bliver der taget hånd om det. Hvis ikke fra foraeldrene, så fra vores samfund og dets institutioner. Materielt mangler børnene ikke noget.

Da jeg lige efter jul spurgte konfirmanderne angående deres julefejring – herunder om de gaver, de fik – var det forbløffende svar fra de fleste: »Jeg fik det, jeg ønskede mig.« Taenk, om alle kunne sige det! Børnene og de unge er elskede og vaerdsatte. Får det også at vide. Og maerker og føler det i reglen også.

Alligevel må vi tilføje et men. Et stadigt mere pågående og insisterende men, der burde anfaegte os og få os til at betaenke vores forhold til børnene og barndommen på ny. For børnene er begyndt at blive klemt. Af de voksne. Af foraeldrene. Af far og mor. Og til sidst tilmed af sig selv og deres kammerater og veninder, med hvem de ulykkeligvis måler sig mere og mere i en stiltiende, men uhyggeligt virksom konkurrence. Om opmaerksomhed. Om synlighed. Om at blive set og lagt maerke til. At føle sig vaerdsat. Elsket. God nok.

Jeg kunne underholde jer med en masse statistik, hvis jeg ville. Men det ville blive omfangsrigt. Og deprimerende! Men så meget skal naevnes, at antallet af børn, som psykisk mistrives og kraever behandling, er steget voldsomt. Og stiger fortsat. Så meget, at der nu skal gøres en saerlig indsats i kommunerne i Danmark. Fordi det ikke alene giver problemer her og nu, men risikerer at få invaliderende følger for de ramte børn langt ud i fremtiden. Det er naesten ikke til at baere.

Det er blevet for nemt at vaere far og mor i dag. Eller rettere: Det er praecist så tidskraevende og omkostningsfuldt at få, opdrage og tage sig af børn i dag som altid. Det er bare, som om moderne foraeldre ikke vil betale prisen. Hverken målt i penge eller i afsat tid. Beskaeftigelsesprocenten blandt foraeldre i Danmark er kolossalt høj. Og langt højere sammenlignet med de lande, vi har lige omkring os. Det giver velfaerdsstaten os lov til.

I Danmark har vi valgt, at staten og samfundet passer vores børn og unge, mens de voksne arbejder og tjener penge. Det giver samfundet os fri til. Arbejdet kommer først. Dernaest børnene. Men prøv lige at forestille jer, hvordan et barn på den facon tidligt i sit liv bibringes den oplevelse, at det står i vejen for fars og mors arbejde og selvrealisering! Det bliver opfattet som naturligt af både barnet og de voksne. Kendetegnende for en voksen og navnlig foraelder burde derimod vaere, at vi kan saette os selv i anden raekke og tage ansvar for andre end os selv. Isaer vores egne børn. En kultur, som gennem århundreder har vaeret under indflydelse af kristendommen og dens forkyndelse af kaerlighed og tilgivelse fra Gud og til hinanden, bør som et absolut minimum vaere kendetegnet ved, at idet man taenker på sig selv, taenker man også altid og uden undtagelse på andre.

Børn, syge og gamle er samfundets svageste, der har brug for de staerkestes hjaelp. De voksne er de staerke i forhold til børnene. Og foraeldre elsker deres egne børn mere, end en paedagog eller folkeskolelaerer nogensinde kan eller skal. En far og mor, som er uendeligt interesseret i deres egne børn, og i forhold til hvem barnet oplever den helt uundvaerlige, ubetingede kaerlighed, opfanger som de allerførste, om ens eget barn trives eller ej. Og saetter derpå alt – ALT – ind på at afhjaelpe barnets nød til enten krop eller sjael.

Ulykken er – ja, det for alvor skaebnesvangre er – at man ikke kan genudsende en barndom. Livet gives kun én gang, og det er nu og her, der skal elskes og tilgives; det er nu og her, vi skal vaere foraeldre for vores børn og give dem den bedste start på det liv, som skal vaere så lykkeligt som muligt, så laenge vi lever.

Hvis man tror, forskere frit kan vaelge, hvad de vil forske i, så er man naiv, og hvis man har den opfattelse, at det er de bedste projekter, der får forskningsmidler, så er man blåøjet.