Politikere må levere aendringer
JP behandlede 11/1 med en vis skepsis regeringens kommende 10års plan for psykiatrien. Trods flere lignende planer, senest i 2013 og 2018, står psykiatriens problemer fortsat i kø: for tidlig udskrivning, for tidlig død, for megen tvang, for megen vold, for lange ventelister. Listen over problemer har naermest ingen ende.
Den skepsis, artiklen udtrykker, er velbegrundet. Debatten er også denne gang kommet til at handle om tilførsel af flere resurser, ikke om hvilke problemer psykiatrien skal løse, eller hvordan disse løses bedst og billigst.
Psykiatriens grundlaeggende problem er, at uanset hvor mange økonomiske midler der tilføres området – og det er faktisk mange – så er opgavemaengden vokset endnu staerkere end de bevilgede midler. Stadig nye problemer føres ind under psykiatriens område: stress, sorg, bekymring, ensomhed og megen anden kval, som i dag kaldes mistrivsel. Eller mental usundhed. Velfaerdsstaten ønsker sine borgere en bekymringsfri tilvaerelse. Det er en smuk ambition.
Problemerne opstår først, når det skal afgøres, hvilken samfundssektor der skal løse problemerne, og dermed hvilken kasse som skal afholde udgifterne. I dag løser det psykiatriske sygehusvaesen (den såkaldte sekundaere sektor) med sine senge og ambulante tilbud en alt for stor del af psykiatriopgaven. Derfor kommer klagerne over svigt af de allerdårligste patienter også herfra. Det psykiatriske sygehusvaesen – sekundaersektoren – skal aflastes. Alle
lettere opgaver bør løses i sundhedsvaesnets primaersektor, hos de praktiserende laeger og speciallaeger og i kommunernes socialvaesen.
Og her bør det store antal praktiserende psykologer medtaenkes i løsningerne. I denne gruppe findes et stort behandlingspotentiale, som pga. overenskomstproblemer ikke nyttiggøres tilstraekkeligt. Også andre faggrupper som psykiatriske specialsygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter og socialrådgivere kan inddrages i primaersektorens løsning af behandlingsopgaver.
Har man som dansker laendesmerter, bliver man ikke henvist til en specialafdeling på sygehuset, men via egen laege til dygtige, praktiserende fysioterapeuter.
Således kan systemet fungere, når det drejer sig om løsning af legemlige problemer. Hvis viljen er til stede, bør et tilsvarende smidigt og velfungerende system kunne etableres for mennesker med mentale problemer. Psykiatriens problemer kan ikke løses alene gennem tilførsel af flere resurser, selv om disse er nødvendige. Politikerne må også levere strukturelle aendringer, således at de store behandlingsmaessige resurser, som findes i de mange psykiatriske faggrupper, kan anvendes optimalt.
Der er selvsagt intet galt i at kaempe for mere tolerance i samfundet. Derimod er der noget rivravruskende galt i at basere sit kunstsyn på et godhedsparadigme, hvor bestemte holdninger og ideer ikke laengere må siges højt. Eller vises på film. Den idé smager og lugter af én ting, nemlig censur. Når man spaender forestillingen om godhed for kunstens vogn, ender man som regel med propaganda.
Send dit indlaeg via
jp.dk/senddebat.
Laes JP's opfordringer og betingelser på
jp.dk/kontakt/debat.