DR saelger ud af kristendommen, møder islam med respekt og drages af asatro og buddhisme

DR’s seneste tv-program om tro vil gerne tages alvorligt, men ender som ufrivillig satire.

Som de fleste nok har lagt maerke til, er Danmarks Radio begyndt at tage trosstof og religion mere alvorligt rundtom på de utallige redaktioner. For fire år siden fik jeg selv en sjaelden chance for at udbrede kendskabet til dansk kristendom på P1 sammen med Charlotte Rørth i otte programmer med titlen ”I korsets tegn”, til trods for at jeg jo er et højreorienteret svin, som burde ties ihjel.

Tidligere, laeg venligst maerke til det, gik de toneangivende undermålere i medier, kunst-, kultur- og underholdningsbranche ellers rundt og mente, at moderniteten havde vasket al religion vaek fra den menneskelige bevidsthed. Religion var et overstået kapitel i verdenshistorien, som kun praester og andre grødhoveder beskaeftigede sig med. Hvis man mødte tro med noget, var det med hån, spot og latterliggørelse. Som Pia Kjaersgaard imidlertid helt rigtigt skriver i glimrende indlaeg i Kristeligt Dagblad, fik f.eks. de personer, der for 30-40 år siden vovede at kritisere indvandringen fra fjerne, religiøse lande, at vide, at muslimer snart ville tro på lige så lidt som os. Sekulariseringen var kun et spørgsmål om tid.

Det viste sig så at vaere én stor illusion, og i dag forstår selv redaktørerne i DR, at religion nok er kommet for at blive. Det var derfor med en vis optimisme, at jeg satte mig ned og så DR’s seneste trosprogram ”Tro til salg”, selv om titlen lød lidt suspekt. Programmets idé var også tvivlsom. Tre »skarpe reklamefolk« skulle forsøge at brande kristendom, asatro, islam og buddhisme, sådan at de saelger bedre, underforstået religion er en vare ligesom elbiler, spegepølse og hårshampoo. Fjollet? Meget. Men lad gå, taenkte jeg, og så de fire afsnit i rap.

Hvad der ramte mig først, var, hvor traette de tre skarpe reklamefolk tydeligvis var af den folkekirkelige kristendom. »Det er gammelt, det er traet, det er umoderne,« som den ene – strategen Pernille Zilmer – udtaler ved det blotte syn af nogle kirkelige pjecer i praestegården. Nae, der skal fut i fejemøget, sådan lidt a la standup og kriminalhistorier. Til lejligheden har de kontaktet en pladderhumanistisk bypraest i København, og han snakker derudad om kaerlighed, kaerlighed og kaerlighed. Man tror, det er satire, men det er det ikke. Filejsen mener det. Reklamefolkene

synes vist, at børnehaveteologien lyder enormt sympatisk, men de vil »pakketere« den anderledes. I stedet for at praedike skal kaerlighedspraedikanten levere en ”talk” og gå online.

Hvad der dernaest stod klart, var den slående forskel mellem den måde, kristendommen og islam bliver behandlet på: med en hammer i den ene hånd og en pincet i den anden.

Det hele begynder med, at reklamefolkene jo skal møde nogle muslimer. Lad mig bare gaette på, at de selv bor langt fra sådan nogle, men ”tilfaeldigvis” tager de så ud til Nusrat-moskéen i Hvidovre. Dér kommer Jordens nok fredeligste og nemmest integrerbare muslimer, som repraesenterer en meget lille minoritet både i Danmark og resten af verden. Detaljen rummer en sigende konfliktskyhed, som for laengst er blevet den kreative klasses varemaerke i globaliseringens malstrøm, men udtrykkes endnu tydeligere af reklamefolkenes mimik og gestik. Den aendrer sig med ét. Pludselig bliver samtalen meget aerbødig. Reklamefolkene »laerer« en masse af den flinke muslim, og de flokkes om at understrege, at islam bliver misforstået af medierne. »Jeg bliver sgu lidt flov,« sukker den blåøjede strateg, der tager enfoldighedsprisen skarpt forfulgt af sine to kolleger.

Hvis jeg skulle gøre grin med den kreative klasses uvidenhed og fordomsfuldhed, kunne jeg ikke gøre det bedre; det er storslået underholdning, skønt det naeppe har vaeret tilrettelaeggernes hensigt.

Hvis jeg skulle gøre grin med den kreative klasses uvidenhed og fordomsfuldhed, kunne jeg ikke gøre det bedre; det er storslået underholdning, skønt det naeppe har vaeret tilrettelaeggernes hensigt.

Det samme gentager sig i lidt mildere målestok i de to sidste afsnit. Reklamefolkene drages så meget mod det individuelle og spirituelle, at strategen må faelde en tåre, fordi hun kommer i tanke om sin afdøde mormor, og sådan går det derudad med følelser, pjank og pubertaere reklameslogans. Måske er serien faktisk en forfilm til ”Klovn 4”. Bortset fra, naturligvis, at Frank Hvam og Casper Christensen, ”Klovn”-filmenes idémaend, for laengst er holdt op med at gøre grin med islam. Det er alt for farligt! Er du da sindssyg?