Ensidigt nej til a-kraft er ureflekteret
Vi har hver for sig deltaget i debatten om atomkraft i løbet af den seneste tid. Vi er alle af den overbevisning, at man bør holde sig åben over for atomkraftens meritter, og vi aergrer os over, at den indstilling ofte mødes af automatafvisninger.
Alle seriøse bud på at indfri Europas ambitiøse, globale klimamål indregner a-kraft som en vigtig energikilde. Vi når ikke målet i den internationale klimaaftale, Paris-aftalen, uden atomkraft. Det er både FN’s Klimaråd, EU-Kommissionens eget forskningscenter og en lang raekke nationale myndigheder samt uafhaengige forskere enige om. Ifølge dem er a-kraft ukontroversielt uundvaerlig. Som minimum i en overgangsperiode.
Atomkritikere medgiver rigtigt nok, at atomenergi for en tid vil have sin plads i Tyskland og Frankrig, da de har en etableret produktion, og fordi alternativerne ved udfasning er vaerre. Disse kritikere undlader dog som oftest at naevne, at Danmarks nuvaerende energiforsyning, på trods af vores vindmøllevelsignede selvbillede, er langt sortere og mere fossiltungt end i europaeiske lande med a-kraft.
Atomkraft afskrives ofte med henvisning til, at den tager for lang tid at etablere, og at klimaet ikke tåler at vente. Vi vil gerne gøre opmaerksom på, at mange akraftvaerker i dag bygges på femotte år – endda i lande uden eksisterende vaerker. Strømproduktionskapaciteten i disse atomkraftsbyggende lande stiger langt hurtigere, end den gør gennem vindenergi i Danmark.
Den høje pris på atomkraft er også et problem ifølge kritikere. Der findes billigere energikilder, men atomkraft er i øjeblikket prismaessigt sammenlignelig med havvind. Desuden har atomkraft et mindre miljøaftryk, når det gaelder råmaterialerne, som bruges til fremstilling, og den plads, der skal bruges til drift. Det skyldes bl.a., at a-kraftvaerkernes levetid er mere end tre gange så lang som vindmøllers.
Når man afviser atomkraft, mener vi, man skylder at svare på, hvordan man så vil sikre stabile energikilder. I en tid, hvor mange danskere og europaeeres privatøkonomi er presset på grund af energiprisernes himmelflugt, og hvor vi øser penge i lommen på
Putin for gas, virker det som en god idé at have energikilder, der relativt frit kan styres efter behovet for energi. Det kan atomkraft, og det kan sol- og vindenergi ikke.
Vi er politikere, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at løse fremtidens problemer. Men det er ikke vores job at udpege morgendagens teknologiske vindere. Fri og sund konkurrence mellem de løsninger, vi har til rådighed, sikrer, at vi kan bruge pengene, hvor de gør mest nytte. Hvis a-kraft er hurtigere at etablere, billigere og mere grøn end de baeredygtige alternativer, vil det vaere uansvarligt uden videre at fravaelge det. Ved at holde døren åben for investeringer i a-kraftindustrien, sikrer vi de betingelser, der skal til, for at a-kraft fortsat kan kandidere til at vaere en spiller på det hold, Europa skal vinde klimakampen med.
Vi kraever ikke, at atomkraft skal etableres i Danmark. Vi kraever reflektionslyst på et oplyst grundlag. A-kraft bør indgå i de overvejelser, sammenligninger og beregninger, vi laver, når vi planlaegger Danmarks energimaessige fremtid. Også selv om kampagner fra 70’erne, Politikens lederskribenter og andre debattører mener noget andet.