Det er vores borgerpligt ikke at udstøde vaccineskeptikere
Det er paradoksalt, at vi i en tid som denne – hvor Danmark har fået sat langt mere fokus på tolerance – naermest uden at blinke har fundet en ny befolkningsgruppe at banke løs på uden dårlig samvittighed.
ufortrødent videre, og vi må se i øjnene, at regeringens vaccinestrategi ikke har haft den ønskede hurtige effekt. Implementeringen af den må forventes at tage laengere tid, og vores tålmodighed bliver aktuelt testet i hidtil uset omfang.
Heldigvis har ca. 80 pct. af den danske befolkning valgt at følge opfordringen om at udvise samfundssind og ladet sig vaccinere mindst to gange. Men de sidste 20 pct. mangler, og dem forsøger regeringen så at laegge et vaesentligt pres på.
»For alle jer, der ikke er vaccinerede, så bliver det selvfølgelig mere besvaerligt, og sådan mener jeg faktisk også, at det skal vaere,« sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 8. november.
Det var en kontant retorik, men når nu regeringen og myndighederne hånd i hånd har vurderet, at vaccinestrategien er den eneste farbare vej frem, så forstår man jo godt, at Mette Frederiksen følte sig nødsaget til at tage fløjlshandskerne af.
Der er imidlertid en alvorlig slagside ved den retorik. Og det er risikoen for, at landets vaccineskeptikere bliver lagt for had. Der er en stigende polarisering – nogle vil måske sige skyttegravskrig – mellem vaccinerede og ikkevaccinerede borgere herhjemme. Tonen er hård på begge sider. Både på de sociale medier og ude i hverdagslivet.
Jeg oplever, at der er en tendens til at slå samtlige vaccineskeptikere i hartkorn med radikaliserede ”trumpister”, som mener, at staten er løgnagtig, og som laener sig op ad den ene mere absurde konspirationsteori efter den anden.
Men sandheden er naturligvis, at vaccineskeptikere daekker over en meget stor og uhomogen gruppe mennesker, som ikke nødvendigvis har andet tilfaelles end deres skepsis mod coronavaccinerne.
Personligt bakker jeg helhjertet op om regeringens vaccinationsstrategi, men jeg kender flere, som har en anden overbevisning. Der findes uden tvivl en stor gruppe af almindeligt bekymrede borgere, som dels har en almindelig skepsis over for sundhedsvaesenet, men som isaer føler sig utrygge, fordi de har bemaerket, at udviklingen og godkendelsen af vaccinerne er gået paent meget hurtigere end normalt.
Desuden er der de borgere, der er raedselsslagne for at blive vaccinerede, og som decideret lider af angst.
Blandt andet har et israelsk studie publiceret i tidsskriftet Journal of Affective Disorders vist, at personer med høj grad af skepsis eller mistillid til vaccinen har en øget risiko for også at lide af angst eller depression (hvilket naturligvis ikke er det samme som, at alle vaccineskeptikere har en psykisk lidelse).
Endelig har vi så de staerkt systemkritiske grupper i begge ender af det politiske spektrum samt konspirationsteoretikerne, ekstremisterne og andre radikaliserede grupper. Blandt disse er retorikken typisk hård og konfrontatorisk, og det er derfor ikke overraskende, at den gennemsnitlige dansker nok sjaeldent fatter sympati for de standpunkter, som her fremføres.
Ikke desto mindre er de alle sammen dele af det store og usynlige mindretal, der udgør omkring en femtedel af den danske befolkning. Givetvis en endnu større andel, fordi mange vaccinerede danskere tilsyneladende også har en stor skepsis over for vaccinestrategien.
Lige før jul kom debattøren Mads Christensen igen i vaelten, da han fik sammenlignet det at vaere vaccineskeptiker med jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig. »Og uden pas er man et Bmenneske med en gul stjerne på frakken,« fik han skrevet på Instagram og røg dermed i den offentlige gabestok.
Det var naturligvis en fejl fra hans side at sammenligne vaccinepas med Holocaust, men hvis man traekker den åbenlyst kontroversielle og latterlige sammenligning fra, oplever jeg det faktisk som et forsøg på at mane til besindighed og skabe lidt forståelse for dem, der har en overbevisning, der ikke flugter med flertallets.
Her synes jeg, der er noget, der skal tages alvorligt. For når så stor en del af landets befolkning endnu ikke har påbegyndt vaccinationsprogrammet, så taler Mads Christensen naeppe kun på egne vegne.
Når statsministeren på et pressemøde udtaler, at det skal vaere besvaerligt ikke at vaere vaccineret, så er hun jo ikke den eneste leder i verden, der benytter sig af den strategi.
Det har statsledere i andre lande også gjort.
Men når en statsleder går ud på den måde og tordner mod den befolkningsgruppe, som ikke vil lade sig vaccinere, så bliver det bare meget nemt for det store flertal at se ned på vaccineskeptikere.
Det er både farligt og uvaerdigt. Farligt, fordi det vil gøre skyttegravskrigen og polariseringen i befolkningen endnu mere brutal.
Uvaerdigt, fordi ingen fortjener at blive udskammet af sine medborgere for sin overbevisning i forhold til en coronavaccine. Slet ikke, hvis det er, fordi man er bange, utryg eller har en lidelse.
Det er paradoksalt, at vi i en tid som denne – hvor Danmark som nation (og hele den vestlige verden) har fået sat langt mere fokus på inklusion og tolerance helt generelt i samfundet igennem de forskellige identitetspolitiske bevaegelser i form af MeToo, Black Lives Matter, woke og kønsdebatten – naermest uden at blinke har fundet en ny befolkningsgruppe at banke løs på uden dårlig samvittighed.
Der er netop en anden side af det at udvise ”samfundssind”, som Mette Frederiksen ikke italesaetter, men som fortjener opmaerksomhed: nemlig at udvise menneskelig vaerdighed over for dem, der har en anden overbevisning end flertallet.
Jeg mener, at vi som samfund baerer et vigtigt moralsk ansvar for ikke at udstøde og udskamme en helt ny befolkningsgruppe. Det kunne lige passe, at vi omsider for alvor fik fat på strukturel racisme og forskelsbehandling for dernaest at kaste os direkte ud i en ny hetz af en stor befolkningsgruppe.
Skabelsen af et nyt, faelles fjendebillede blandt vores egne. Det ville bombe os årtier tilbage som samfund, og vi bør vaere ekstremt varsomme med at gå ned ad denne sti.
I ledelsesteori tales der om, at enhver kulturforandring skal ske fra toppen. Det gaelder også her. Hvis vi skal undgå en udvikling, hvor vaccinationsskeptikere får status som en slags udstødte andenrangsborgere, der skal skamme sig, dukke hovedet, bliver mobbet eller decideret udsaettes for trusler eller overfald, så er der brug for, at man tager situationen alvorligt.
Der er behov for, at både regeringen, politikere i almindelighed, medierne, meningsdannerne og enhver dansker med skrivelyst på de sociale medier udviser større empati og tolerance over for dem, der ser anderledes på lige praecis coronavaccinerne.
Der er behov for, at både regeringen, politikere i almindelighed, medierne, meningsdannerne og enhver dansker med skrivelyst på de sociale medier udviser større empati og tolerance over for dem, der ser anderledes på lige praecis coronavaccinerne.
Det handler om så meget mere end bare vacciner og coronasmitte.
Det handler om det samfund, vi er på vej imod.
At vi i sidste ende – når støvet efter pandemien omsider laegger sig – kan se os selv i spejlet og vaere stolte af dem, vi er. Både som nation og som mennesker.