Vi er ikke bare partisoldater

Mit twitterfeed eksploderede, efter at pressechefen fra De Frie Grønne opfordrede til at »droppe ungdomspartierne« under postulatet, at de blot er »fabrikker, der uddanner professionelle politikere«. Nu skal twitterboblen brydes, og vi skal have en reel samtale om faenomenet. Kald mig bare indoktrineret, men jeg mener i allerhøjeste grad, at ungdomspartierne fortsat har deres eksistensberettigelse.

Ungdomspolitik har aendret mit liv til det bedre. Uden min ungdomsorganisation ville jeg formentlig finde mig selv som et tal i statistikken over ensomme unge. Uden min ungdomsorganisation ville jeg ikke have modet til at arbejde aktivt for en bedre verden. Uden min ungdomsorganisation ville jeg vaere faellesskabsløs. For os unge, der dyrker politik, er ungdomspartierne som fodboldbanen for fodboldfans. Det er en fritidsinteresse – ikke en partisoldatuddannelse. Nogen bliver selvsagt professionelle, men det er da ikke mystisk, at de samme mennesker, der bliver optaget af politik i en ung alder, også er dem, der stiller op til valg. Fordi det er det, ungdomspartierne kan: styrke selvtilliden hos unge og opdyrke det mod, det kraever at forsøge at forandre verden.

I den hidsige debat på Twitter blev pressechefens primaere argument for, at unge bør droppe ungdomspolitik, at det skaevvrider magten, når mange folkevalgte kommer fra ungdomspartierne. Det skader demokratiet, må det forstås. Det er en fejlslagen analyse af flere årsager. Ungdomspartier er netop arenaer, der mobiliserer mange flere unge end de etablerede moderpartier til at deltage aktivt i demokratiet. For mit eget vedkommende var det desuden i ungdomspolitik, jeg laerte at rumme andre holdninger end mine egne og forstå, at der findes nuancer. Hvordan kan det vaere en negativ ting, at unge organiserer sig rundt om en faelles idé? Hvordan kan det vaere skaevvridende for demokratiet, at der findes organisationer for politisk interesserede unge, der ikke ville deltage aktivt i politik, hvis ungdomspartierne – af og for unge – ikke fandtes? Hvorfor skulle det nogensinde vaere et minus, at de politikere, der tager beslutninger på vegne af vaelgerne, har erfaring i den verden, de skal begå sig i?

I min optik er den gaengse opfattelse af ungdomspartierne som en indoktrinerende, moderpartistyret og lukket kreds drønforkert. Det er min oplevelse, at de partipolitiske faellesskaber udvider rammerne for fri debat – at nuancerne kommer frem i kraft af partifarverne og mødet med andre engagerede unge.