EU er en vane og ikke mere end det

Det er ikke kun dronning Margrethe, der har jubilaeum. Dansk medlemskab af EU fylder også 50 år, men det vil naeppe blive fejret med samme svulstighed.

Globalisering og internationalisering har fået mennesker til at rykke sammen om Dannebrog og dronningen, om familien. Den udvidede familie er stadig for de fleste faedrelandet.

Det er ikke kun den danske og den britiske dronning, der fejrer jubilaeer i år. Den danske monark sit 50års jubilaeum på tronen, den britiske monark sit 70-års. Det er også dansk medlemskab af EU, der fylder rundt. I 1972 kom Danmark i faellesmarkedet, som vi sagde for 50 år siden. Det bliver vajende faner for de to dronninger, når corona igen tillader festligheder. Flere end for EU i det faelles jubilaeumsår. Ingen dristig spådom. Det europaeiske himmelblå flag med julestjernerne fik aldrig som Dannebrog folkets kaerlighed til at folde sig saerligt hengivent ud.

Men det blå EU-flag udtrykker et spinkelt politisk håb i Ukraine, en bønfaldelse naesten, ikke mindst under indtryk af Putins skumle militaere trommehvirvler på østfronten for tiden. Trommehvirvler til krigeriske vimpler.

Det europaeiske jubilaeum vil blive ligeså gennemanalyseret som de to monarkers epoker. Blot på en anden måde. Mindre svulstig nationalisme, faerre flagsmykkede følelser og royale familiehistorier, mere snusfornuft. Vi vil høre, at EU har vaeret med til at gøre livet i Europa nemmere og friere, nok også rigeland re. At traditionelle europaeiske fjender som franskmaend og tyskere ikke laengere hvaeser ad hinanden, men sveder i samklang henimod natlige kompromiser på lange møder i kedsommelige lokaler i stedet. Der vil vaere en rolig pragmatisme i vurderingen af medlemskabet.

Vi fik tidligere Jerntaeppe-lande med i familien. Godt. Det bedste ved EU. De ny medlemmer er lidt genstridige af og til, fordi deres politiske og derved menneskelige historier er så anderledes end vores. Deres nationale ømskindethed skyldes, at de var besat, først af tyskerne, så af russerne, indtil Sovjetimperiets kollaps. De saetter deres nyfundne nationale suveraenitet højt. De taler de centrale EU-organer midt imod, hvis de fornemmer uønsket fjernstyring. Det medfører en lidenskabelig debat om, hvad der er nationalstaternes egen ”business”, og hvad der er de centrale organers. En helt naturlig forfatningskamp, når man sammenbinder et antal meget gamle og meget forskellige nationalstater i et faellesskab.

Der vil komme pudsige tilbageblik til den hidsige kamp i Danmark forud for folkeafstemningen dengang. Modstanden havde grove antityske toner. Tyskland skulle skraemme danskerne til at stemme nej. Skønt Vesttyskland siden årene efter Anden Verdenskrig havde vaeret et stilfaerdigt demokrati med allierede soldater i militaer kontrol og kultiverede kristdemokrater eller nordisk-orienterede socialdemokrater ved magten. Vesttysklod sig fredsommeligt genforene med østtyskerne, uden der blev løsnet et eneste skud. Men dengang i 1972 kunne nazikortet stadig traekkes frem, en tankevaekkende, provinsiel anakronisme.

Hvor EU slet ikke er lykkedes, er i skabelsen af en europaeisk kulturel identitet. Yngre danskere taler sjaeldent i vore dage europaeiske sprog. Deres eneste fremmedsprog er New York-amerikansk. Folkelige nationale fordomme om de forskellige europaeiske landes folkeslag er naesten ligeså forstokkede som i 1972.

Måske gør det ikke noget, at vi ingen europaeisk kulturel identitet har, bare det praktiske samarbejde fungerer rimeligt? Hvis folk hellere vil høre engelsk rock end fransk, hvad så? Se amerikanske serier fremfor tyske?

Måske var det de troende ”flomme europaeere”, som skaeldsordet lød, der dengang i 1970’erne forcerede idéen for ukritisk, som skød for entusiastisk over målskiven og derved var med til at fodre modstanden. Nationalstaternes aeldgamle identitet kunne ikke lige fejes vaek fra den ene dag til den anden ved at flyve folk på dyre gratis rejser til Bruxelles’ uigennemskuelige institutioner bemandet med højtlønnede, lavtbeskattede bureaukrater og til det såkaldte champagne-parlament, der ikke – som klartskuende Ritt Bjerregaard sagde – var »noget rigtigt parlament«. Den propagandamaessige side af sagen var kikset, den folkelige begejstring for EU-projektet udeblev i hvert fald. EU blev en vane, og det var så o.k. Ikke mere end det.

Det europaeiske flag kan fint blafre videre parallelt med alle de nationale flag, også med Dannebrog, og vil gøre det.

Globalisering og internationalisering har fået mennesker til at rykke sammen om Dannebrog og dronningen, om familien. Den udvidede familie er stadig for de fleste faedrelandet.

Tendensen er den samme overalt i Europa. Faedrelandet giver faelles identitet, faedrelandet og det kendte dulmer uro over for forandringer. Men det europaeiske flag kan fint blafre videre parallelt med alle de nationale flag, også med Dannebrog, og vil gøre det. Men på en mere beskeden plads i hjerterne.