Rigsretten - hvad kan man laere?

Rigsrettens dom handler om fhv. minister Inger Støjbergs embedsførelse i instrukssagen. Men dommen har også betydning ud over den konkrete sag – både for ministre og embedsmaend.

Mandag den 13. december idømte Rigsretten Inger Støjberg 60 dages ubetinget faengsel. Rigsrettens dom var selvsagt koncentreret om den konkrete sag. Men man kan alligevel godt spørge, om dommen i nogle henseender også raekker videre, så den kan få betydning for eventuelt fremtidige rigsretssager, og om dommen kan få betydning for det daglige samspil mellem ministre og embedsmaend.

Hvad angår det første, er det vaesentligt, at det i dommen klart er slået fast, at en minister kan blive strafferetligt ansvarlig for enhver lovovertraedelse, vedkommende begår som minister. I dommen hedder det herom, at »Når Folketinget har besluttet at rejse tiltale mod en minister for dennes embedsførelse, jf. grundlovens § 16, tilkommer det ikke Rigsretten at afgøre, om en politisk reaktion ville have vaeret tilstraekkelig. Afgørelsen herom er alene Folketingets. Det er således ikke en betingelse for at finde en minister skyldig, at der er tale om en alvorlig lovovertraedelse«.

Det giver sådan set sig selv, at det er sådan. For i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, står, at en minister straffes, hvis vedkommende forsaetligt eller af grov uagtsomhed tilsidesaetter de pligter, der påhviler ham eller hende efter lovgivningen. Men nogle formuleringer i Rigsrettens dom i 1995 mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen kunne godt give anledning til en vis tvivl. Den tvivl er nu ryddet af vejen.

I sagen mod Inger Støjberg var det i øvrigt uden betydning, om der gjaldt en alvorlighedsbetingelse eller ej. Af Rigsrettens 26 dommere fandt således de 24, at Inger Støjberg skulle straffes med en faengselsstraf på ikke under 60 dage, og 15 af disse dommere fandt, at faengselsstraffen skulle vaere ubetinget. Det er klart, at straffen afspejler alvoren af den begåede lovovertraedelse.

Som naevnt kan man også spørge, om Rigsrettens dom kan få betydning for det daglige samspil mellem ministre og embedsmaend. I det daglige foretager en minister sig jo ikke meget uden at have rådført sig med sine embedsmaend. Rigsrettens dom understreger da også betydningen af embedsmaendenes rådgivning. I begrundelsen for, at Inger Støjberg havde pådraget sig et forsaetsansvar, anførte flertallet på 25 af 26 dommere således, at ministeren »flere gange [blev] advaret om, at en indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser ikke ville vaere lovlig«, men at hun alligevel besluttede, at der skulle gaelde en indkvarteringsordning uden undtagelsesmuligheder.

At det er vigtigt, at en minister lytter til sine embedsmaends advarsler, er der ikke noget nyt i. Det samme blev understreget i Rigsrettens dom i 1995 i sagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen, hvor det i begrundelsen for straffen blev anført, at Ninn-Hansen havde fastholdt en ulovlig administration trods embedsmaendenes advarsler. Og vil man laengere tilbage, kan man tage Rigsrettens dom i 1910 i sagen mod fhv. indenrigsminister Sigurd Berg. Her lagde Rigsretten i sin begrundelse for, at Berg skulle straffes for grov uagtsomhed, vaegt på, at han var blevet advaret af sin departementschef, Antonius Mikael Napoleon Krieger, om, at der var uorden i regnskaberne i den sparekasse, som justitsminister Alberti var formand for. Sigurd Berg skulle som minister føre tilsyn med sparekassen, men foretog sig ikke noget trods departementschefens advarsler.

Der er megen fornuft i, at embedsmaendenes rådgivning må tillaegges stor betydning for ministerens strafansvar. For i det daglige må det vaere sådan, at en minister et langt stykke ad vejen skal kunne handle i tillid til den rådgivning, embedsmaendene giver. En minister kan ikke kende til alle mulige juridiske krinkelkroge i reglerne. Det er embedsmaendenes opgave at have det kendskab. Det skal en minister kunne haelde sit hoved til. Men så meget desto vigtigere er det så også, at en minister tager sine embedsmaends advarsler om, at man er på vej ud på juridisk gyngende grund, alvorligt.

Det er klart, at en minister må have ret til at udfordre og saette spørgsmålstegn ved embedsmaendenes vurderinger. Embedsmaend skal kunne forklare tingene, så de er til at forstå. Og embedsmaend skal også vaere rede til at finde alternative løsninger, der – lovligt – kan opfylde ministerens formål. Men det bør ikke vaere nødvendigt for embedsmaendene at advare gentagne gange om, at noget er ulovligt, hvis ellers advarslen er klar nok. I praksis kan både embedsmaendene og ministeren ende med at komme galt af sted, hvis en minister bliver ved med at presse på.