Afghanske migranter i Tyrkiet graver i skraldespande for at overleve
Mange afghanere, der er flygtet fra Taliban, lever nu i Tyrkiet under kummerlige forhold og overlever ved at samle genbrugsskrald i storbyens gader. Flere vil til Europa og sparer op til at forsøge igen. Den tidligere politimand Shirzi har allerede prøvet to gange.
Skelettet til et indkøbscenter på den asiatiske side af Istanbul ser tomt og forladt ud. Entreprenøren opgav aevred i 1996, og flere steder suser vinden uhindret igennem de tomme etagemeter, fordi de ydre mure aldrig er blevet bygget.
Men alt er ikke, som det ser ud. Inde bag det bulede bølgeblikhegn er der livlig aktivitet.
Unge, mørkhårede maend og drengede teenagere kommer traekkende med simple kaerrer udstyret med to jernstaenger, som de har et fast greb om med hver hånd, og med en kaempe saek ovenpå.
Nogle af dem går foroverbøjede og pruster som en hest. For saekkene er tunge. De er fyldt med genbrugsemballage, som de har fundet ved at gennemrode folks private skrald i affaldscontainere i Istanbuls gader. De mest effektive kommer nogle dage tilbage med 150 kg, som de sorterer og saelger videre for en kilopris. Det er et hårdt arbejde, der får det til at vaerke i kroppen, så det nogle gange er svaert at sove om natten. Det er også et beskidt arbejde.
»Men vi er nødt til det,« siger Shirzi, en tidligere afghansk politimand.
»Vores familier i Afghanistan har ingenting. Vi er nødt til at sende dem penge. Vi har ikke noget valg.«
Shirzi er ikke hans rigtige navn. Han vil ikke have det i avisen, fordi han er i Tyrkiet illegalt, men Jyllands-Posten er bekendt med hans rigtige navn.
Jobbet blev et dødskys
Han kommer fra den østafghanske provins Ningrahar, hvor den militante bevaegelse Taliban indtil amerikanernes invasion i 2001 lod al-Qaeda-lederen Osama bin Laden have en traeningslejr.
Men da USA sidste år trak sig ud af landet, fik Taliban igen magten, og Shirzis job som politimand blev pludselig et dødskys. Han flygtede. Først til Pakistan og derfra videre over Iran til Tyrkiet.
»Hvis jeg var blevet, havde de slået mig ihjel. De har arresteret mange tidligere politifolk,« siger Shirzi, der kom til Tyrkiet for omkring fire måneder siden.
Nu er den 33-årige mand en del af en voksende gruppe af illegale afghanske migranter, som sammen med tyrkiske kurdere, romaer og andre minoriteter overlever ved at samle skrald.
For mellem 70 og 120 lira om dagen (33-57 kr.) graver han sig hver dag igennem hundreder af affaldscontainere og slider sine såler i gaderne i den tyrkiske metropol med naesten 16 mio. indbyggere, hvor valutakrisen har forvaerret den økonomiske nedtur og forstaerket fremmedhadet.
Det har gjort det endnu svaerere at overleve for illegale migranter. I Tyrkiet er det kun europaeiske borgere, som kan søge asyl og opnå flygtningestatus. Resten havner i et juridisk ingenmandsland. Og i desperation har stadig flere afghanere sluttet sig til Tyrkiets uofficielle haer af genbrugsskraldere.
Det er et område, som er naesten ureguleret. Der er ikke nogen krav til den almindelige borger om at sortere affald. Det har hundreder af driftige tyrkere benyttet sig af. Både i Istanbul, Ankara og andre større byer i Tyrkiet er der dukket selskaber op efter den samme model.
Forretningsmaend etablerer sorteringscentraler og køber skrald fra indsamlere, som de ellers ikke har nogen tilknytning til.
Det har gjort maend med kaerrer til en så almindelig del af gadebilledet, at det har fået et navn: Cekcekci – udtales tjek-tjek-tji – og kan oversaettes med ”dem, som traekker vogn”. De kommer på alle tidspunkter af døgnet. Ofte bevaebnet med en kniv til at skaere affaldsposer op, så de hurtigt kan lede dem igennem og komme videre.
Der haenger en giftig røg i luften
Det halvfaerdige indkøbscenter i kvarteret Kadiköy er én af den slags affaldscentraler. Inde i bygningen står maend med hovedet nede i deres saekke og sorterer. Plast bliver smidt ned i en container igennem et stort hul i gulvet uden nogen form for sikkerhedsforanstaltninger. Der haenger en giftig røg i luften fra ting, som bliver braendt, fordi de ikke kunne genbruges alligevel.
For mange er indkøbscentret dog ikke kun en arbejdsplads. Flere af de omkring 70 skraldere bor her også.
Shirzi og de andre afghanere i alderen 14 til 33 år har indrettet sig på 3. sal.
Oppe ad en nøgen betontrappe uden lys og gelaender i et rum på omkring seks gange seks meter kryber 14-15 mand hver nat sammen på gulvet, som er blevet daekket af taepper, som nogen har smidt ud. De laver også mad sammen, drikker te sammen og spiser sammen.
Den eneste varmekilde er en gammel braendeovn, som de hjaelpes ad med at finde pinde til. I dag er det koldt, og der står en sort røg ud af røret igennem vaeggen. Noget af det siver ind i rummet, selv om hullerne i vaeggen er blevet forsøgt stoppet til.
De har investeret i en internetrouter, så de kan snakke med deres familier hjemme. Shirzi hørte for to måneder