AFGHANSKE FLYGTNINGE
Årtier med krig betyder, at Afghanistan er et af de lande i verden, som leverer flest flygtninge.
Millioner bor allerede i nabolandene Iran og Pakistan, men afghanere udgør også en af de største grupper, der søger asyl i Europa.
Frygten for en flygtningebølge efter Talibans overtagelse af magten i august har fået både Iran, Pakistan og tyrkerne til at øge graensekontrollen.
Tyrkiet er bl.a. i gang med at bygge en ny mur på graensen til Iran naer byen Van, som er en af de mest ruter. Ifølge Human Rights Watch bliver migranter ofte skubbet tilbage over graensen, når de forsøger at krydse den.
Dem, som slipper ind alligevel, forsøger ofte at komme videre til Europa, og også Graekenland og Bulgarien har det seneste år styrket kontrollen af deres graenser. Her er der også beskyldninger om såkaldte push-backs.
Schack Carl Rantzau, der for egen vindings skyld havde vendt sig mod sin tidligere ven Johann Friedrich Struensee.
Inden livlaegen, dronningen, Enevold Brandt og andre blev pågrebet, havde blandt andre Juliane Marie og hendes søn samme nat overtalt en totalt forvirret Christian VII til at underskrive en raekke ordrer, der satte Johann Friedrich Struensee og hans støtter totalt ud af spillet.
Kom til magten som 17-årig
Christian VII kom til magten den 14. januar 1766 som 17-årig, da hans far, Frederik V, døde. Allerede på det tidspunkt havde den mentalt svaekkede prins en glubende seksuel appetit, og hoffet mente, at den eneste måde at laegge en daemper på hans brunstige adfaerd var, at han blev gift.
I det britiske kongehus fandt man den 15årige Caroline Mathilde. Den 8. november 1766 ankom hun til København og blev hyldet af folket i byens gader. Men nok så vaesentligt mødte hun den dag for første gang prins Christian, med hvem hun senere på dagen blev gift i Holmens Kirke.
På trods af kongens mange psykiske problemer levede parret i det første års tid i nogenlunde harmoni, og som 17-årig fødte Caroline Mathilde en søn, der i 1808 indgik i kongeraekken som Frederik VI.
Men kongens tilstand blev hurtigt vaerre, og han – der mere eller mindre ignorerede Caroline Mathilde – blev mere og mere ondskabsfuld, hidsig og voldelig. Han elskede fester og havde adskillige forhold til andre kvinder. Blandt disse også den prostituerede Anna Cathrine Brenthagen – kaldet ”Støvlet Katrine” – med hvem han haemningsløst slog sig løs på Københavns bordeller og i nattelivet.
Fra slutningen af 1767 drog Christian VII ud på en laengere udlandsrejse, og i forbindelse med denne mødte han i Altona byens 31-årige stadslaege Johann Friedrich Struensee. De to gik så godt i spaend, at kongen tog laegen med til København, hvor han blev udnaevnt til kongens livlaege.
Det gik hurtigt op for Johann Friedrich Struensee, at han havde enorm indflydelse på Christian VII, og at han derfor kunne få kongens underskrift på stort set hvad som helst.
I løbet af nogle måneder var det reelt Johann Friedrich Struensee, der havde magten i Danmark, og frem til januar 1772 fik han
gennemført omkring 2.000 større eller mindre aendringer af love og bestemmelser. AEndringer, som alle svaekkede adelens og kirkens magt. Det handlede blandt meget andet om genindførelse af pressefriheden, afskaffelse af tortur samt sikring af bedre forhold for faestebønder med henblik på afskaffelse af stavnsbåndet.
Johann Friedrich Struensee og Caroline Mathilde forelskede sig hovedkulds i hinanden, indledte et forhold, og da dronningen i sommeren 1771 fødte en pige, var ingen i tvivl om, faren var hendes elsker.
Blandt de anholdte i januar 1772 var også livlaegens ven og støtte Enevold Brandt, der sammen med Johann Friedrich Struensee blev dømt til døden for blandt andet majestaetsfornaermelse. Henrettelsen fandt under overvaerelse af en meget stor menneskemaengde sted på Faelleden i København den 28. april 1772. Efter halshugningen blev de to lig parteret og kropsdelene lagt på hjul og stejle, hvor de befandt sig i de følgende år.
Mange mente, at også Caroline Mathilde burde vaere henrettet, men i stedet forblev hun sammen med sin lille datter spaerret inde på Kronborg Slot. I begyndelsen af sommeren 1772 blev hun hentet af sin familie og – uden datteren Louise Augusta – fragtet til familiens slot i Celle i Tyskland, hvor hun levede i ensomhed, indtil hun den 10. maj 1775 i en alder af blot 23 år døde af skarlagensfeber.
Dybt fascineret af dronninger og historie
Forfatteren bag nyudgivelsen ”Kongernes kvinder”, Louise Langhoff Koch, har altid vaeret fascineret af denne historie og andre historiske dramaer.
»Allerede som barn var jeg således meget lidenskabelig fan af forfatterne Herta J. Enevoldsen og Carl Ewald, der digtede historier om og med rigtige dronninger og elskerinder,« siger hun.
Forfatteren understreger, at hun har tilstraebt at fortaelle historierne set fra kvindernes synspunkt, og dette sker blandt andet gennem en raekke fiktive dagbogsnotater.
»Mit håb er, at der på den måde skabes et mere interessant og mere levende portraet af hver kvinde,« siger hun og understreger, at det for hende har vaeret vigtigt at få alle kvinderne med og ikke blot raekken af dronninger.
»Jeg synes, at historierne om elskerinderne er mindst lige så spaendende som dronningernes, fordi mange af dem havde mere almindelige liv og dermed var mere re
praesentative for kvinde i tiden.«
Som eksempler på en dronning og en elskerinde fremhaever forfatteren dronning Christina, der var gift med kong Hans, og Vibeke Kruse, der var en af Christian IV’s elskerinder.
den
Gift med kongen som 16-årig
almindelige
Christine af Sachsen var blot 17 år, da hun blev hentet til Danmark, hvor hun den 6. september 1478 blev gift med Christian I’s søn Hans. Han blev siden kronet som regent over Danmark, Norge og Sverige, der var bundet sammen i Kalmarunionen. Men samme union var, allerede da kong Hans kom til magten, ved at gå op i fugerne, og det var isaer svenskerne, der ønskede den ophaevet.
I 1501 var regentparret på rejse i Sverige. Med i følget var den unge adelskvinde Edele Mikkelsdatter Jernskaeg, som en forelsket kong Hans indledte en hed affaere med. Da svenskerne øgede presset på det danske kongepar, valgte kong Hans at vende tilbage til Danmark. Med sig havde han elskerinden, men han efterlod Christine på slottet, som de følgende syv måneder blev belejret af svenskerne.
Som udgangspunkt blev slottet forsvaret af 1.000 soldater. Hun bad gentagne gange sin mand om at sende hjaelp, men det skete ikke, og da hun i 1502 overgav sig, var kun 70 soldater i live.
Da kongen omsider dukkede op i Stockholm, indså han, at slaget var tabt og vendte hurtigt tilbage til København uden Christine. I de følgende 18 måneder blev dronningen holdt som gidsel på slottet, og først da kong Hans indgik et forlig med svenskerne, kunne hun efter tre års fravaer vende hjem til Danmark.
Kong Hans muntrede sig stadig med sin elskerinde, og Christine valgte at rykke ind på Naesbyhoved Slot ved Odense, hvor hun levede resten af sit liv adskilt fra kong Hans.
Dronningen var meget kulturelt engageret, og hun støttede rundhåndet billedkunsten, litteraturen og musikken. Desuden bakkede hun helhjertet op om de gejstlige, der støttede den tyske munk Martin Luthers tanker om en gennemgribende reformering af kirken.
Efter sin død i 1521 blev hun bisat i det kapel i Gråbrødre Klosterkirke, som hun selv havde udformet, og hvor kong Hans var blevet bisat i 1513. Sønnen Christian II blev bisat