Her er et gratis råd til to stridende naboer

Det er ikke godt for nogen af parterne, når et indbyrdes skaenderi foregår på de sociale medier. Der bør vaere en nemmere vej ud af fejden, selv om den anden både er skideirriterende og fuld af løgn.

To mennesker, der bor i den samme opgang i det indre København, er røget i totterne på hinanden. Den ene er en ung kvinde, der bor på etagen under en midaldrende mand. Skaenderiet er ret banalt – set udefra. Han er formand for ejerforeningen, der mener, at den unge kvinde larmer, fester og sviner for meget. Hun synes, at overboen går i utroligt små sko, og at han benytter enhver chance for at komme efter hende.

Resten af verden kunne for så vidt vaere fuldstaendig ligeglad med den interne batalje, hvis ikke det lige var, fordi den foregår på diverse digitale platforme. Konflikten bliver skreget ud i det offentlige rum, akkompagneret af piber og trommer.

Underboen er nemlig en »magtfuld influencer«, der har 270.000 følgere på de sociale medier. Hun har derfor en god mulighed for at komme af med sin harme over den irriterende, bedrevidende overbo. Han er til gengaeld medievant, hvorfor han har taget kampen op på Facebook, hvor han har skrevet et kilometerlangt opslag om, hvor meget løgn og latin underboen fylder sine følgere med. Han er sikker på, at hun skader hans forretnings trovaerdighed. Og så ender striden selvfølgelig i Ekstra Bladet, hvor overboen kan fortaelle, at »mit liv kan blive ødelagt« pga. balladen i den mondaene københavneropgang.

Både over- og underbo høster enormt bifald fra deres følgere på de sociale medier. Masser af skulderklap, og »hvor er den anden en usympatisk idiot«, og »din stakkel« fra heppekoret. Fronterne er således trukket skarpt op, og trusler om advokater, politi og jeg skal komme efter dig bliver trukket ind i nabokrigen.

Om den ene eller anden har ret i tvisten, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Begge er overbevisende i deres udfald mod den anden, og diskussion om de såkaldte influenceres magt er da også samfundsmaessig interessant. Men man bliver bare så traet, når det beskidte vasketøj bliver haengt ud til offentligt tørre. Det minder om et selskab, som jeg engang var til, da konen fortalte de andre gaester, hvor fede og dovne børn hendes nye mand havde. Frygteligt pinligt at høre på. Tag dog kampen derhjemme, tak!

Brydningerne i det offentlige rum er bestemt ikke blevet mindre af, at vi tilbringer mere og mere tid på mobiltelefonen. Det er vel efterhånden gået op for de fleste, at de sociale platforme har udviklet sig til lidt af en skidtspand, hvor man kan tillade sig at haelde en del gylle ud – uden at møde den store modstand – og samtidig høste likes. Når der er tusindvis af ”venner”, bliver scenen hurtigt meget stor.

En ting er sikkert: Det er hverken sjovt for den ene eller eller den anden part i den verserende konflikt. Historien er sikkert god underholdning for nogle, men den er saerdeles alvorlig for de to hovedpersoner, der helt har mistet kontrollen over sagen, fordi den stikker af i feltet af hadbeskeder, grove beskyldninger og andre modbydeligheder.

Man får helt lyst til at foreslå de to stridslystne naboer, om de ikke i al mindelighed kunne banke på hos hinanden og drikke en kop kaffe sammen. Det kunne jo vaere, at de kunne skabe en vis forståelse på tvaers af alder og trappetrin via en god gammeldags samtale, der kunne indledes a la:

»Det ser ellers ud til at blive lidt bedre vejr i de kommende dage. Hvordan er det oppe ved dig? Kan du holde varmen?«

Og så smalltalker de lidt om vejr og vind og den mørke vinter ... langsomt smelter isen. Og så er det, at den, der føler sig mest voksen i selskabet, siger:

»Nå, men vi skal da også lige finde ud af, hvordan vi får det hele til at fungere i opgangen. Det nytter jo ikke noget, at vi ikke kan snakke sammen, vel? Hmmm, hvad taenker du, at vi kan gøre?«

Svaerere behøver det måske ikke at vaere. Giv det et skud.

Historien er sikkert god underholdning for nogle, men den er saerdeles alvorlig for de to hovedpersoner, der helt har mistet kontrollen over sagen.

HERFRA HVOR JEG STÅR

”Herfra hvor jeg står” er en personlig klumme om livet i stort og småt - skrevet af et fast panel af Jyllands-Postens skribenter.

Laes mere og bestil på

Glaed dig til en mageløs koncert med Det Kongelige Teaters legendariske symfoniorkester Det Kongelige Kapel.

Pastaen kunne have maettet alene.

ret af smag og nysgerrighed, snarere end gold ideologi eller død konservatisme. Vinkortet på Sol & Luna er ikke så stort som hos Frank, men det er stadig godt.

Min frue spiste kulmule med kartofler, salsiccia & oliven (165 kr.), en rustik middelhavsret af den type, der minder om, at fisk ikke behøver at vaere en let spise – isaer ikke, naturligvis, når man kombinerer den med salsiccia, den fint krydrede italienske pølse. Trods det rustikke tilbehør tog det ikke fokus fra den perfekt stegte fisk, igen en enkel og tilfredsstillende ret – som man heldigvis sagtens kunne drikke rødvin til, hvad vi gjorde i form af en ung cornas signeret af danskeren Thomas Dam.

Jeg spiste pluma med padrons og karamelliseret hvidløg (225 kr.), en herligt krydret servering med kød fra øverste hylde. Pluma er spansk sortfodsgris, en udskaering af boven op mod grisens nakke, og det er noget ganske andet end frikadeller – selv om der ikke er noget galt med frikadeller. Smagen er mørk, dyb, naermest dramatisk, fint understreget af de karamelliserede hvidløg, igen rustikt og maettende.

Og ja, vi var ret maette. For at sige det mildt. Sol & Luna fedter hverken med smagen eller portionerne, og det er mit bud (og som lokal indvåner også mit håb), at de vil leve laenge, for det er lige sådan et sted, hvor man både kan fejre fødselsdag med det hele og gå hen for at spise en enkelt ret, når man ikke gider selv.

Er man ikke lokal, kan man glaede sig over, at restauranten kan nås fra en hvilken som helst metrostation i hovedstadsområdet. Den ligger lige ved trappen, der fører ned i metroens dyb.