Cognac i herrevaerelset
Efter at have vaeret på mode for nogle år siden er cognac måske på vej tilbage. Desvaerre traekker interessen fra østen priserne op.
Småt er godt, og stort er ondt, sådan kunne man i kortform udstille en udbredt fordom i vinens verden. Og som med alle fordomme holder den nogle gange stik – men langtfra altid. I Champagne f.eks. er der mange af de store huse, der med deres overlegne savoir faire og deres indkøbte druemateriale kan lave større vine end dem, man kan købe hos den skaeggede vinbonde med autenticiteten i behold.
Men det er klart, at de store huse oftest fremstiller vine til et bredere publikum, herunder også et velhavende publikum med en bred smag. Men der bliver flere og flere af de små, selvstaendige huse, der vinder frem på markedet, og som har et langt mere personligt udtryk end de store huse, ganske enkelt fordi de kun har deres egne druer at arbejde med og ikke kan blande det hele i store kar og opnå den brede smag.
Noget tilsvarende ser man i Cognac, byen lidt bord for Bordeaux, hvorfra verdens fineste brandy kommer. De fleste druer saelges til giganter som Remy Martin, Hennessy, Courvoisier og så videre, men de små uafhaengige producenter, bouilleurs de cru, som destillerer selv, vinder frem.
Cognac begynder med en hvidvin på 8 pct., typisk på druen ugni blanc, som destilleres (vandet dampes fra) i to omgange, hvorefter vaesken lagrer på fad. I lang tid. Destillatet kaldes eaux-de-vie, livets vand, og mens det lagrer på fad, bliver der mindre af det. Det forsvundne hedder poetisk part des anges, englenes andel.
Alder er skønhed
Kvaliteten af det, der er tilbage til os dødelige, afhaenger meget af lagringen. Og tiden, ikke mindst. Man kan regne med, at en V.S. (Very Special) ligget på fad i mindst to år, en VSOP. (Very Superior Old Pale) i mindst fire et halvt år, og en XO i mindst 10 år.
Der er seks distrikter i Cognac med Grande Champagne, som har status af 1. cru. og er klart det vigtigste. Det største distrikt hedder Fins Bois, der leverer en mere frugtig og lys cognac, som bestemt også kan have sin charme.
I testen placerer Tesseron sig flot. De har hovedkvarter i Châteauneuf-sur-Charente (nogen vil genkende navnet Charente fra den hedvin, Pinau des Charentes, der også fremstilles i dette område). Abel Tesseron skabte sin egen produktion af cognac i 1905 med udgangspunkt i to ejendomme: Bonneuil i Grande Champagne og Saint-Surin i Petite Champagne; han opkøbte desuden eaux-devie
FÅ VIN I ØRERNE
og lagrede dem i en krypt fra 1100-tallet. Hos Tesseron bruger man ikke kun ugni blanc, men også de langt mindre udbredte folle blanc og colombard, som kan bidrage til kompleksiteten.
Hvorfor skrive om cognac? Tja, det er lidt af et nostalgitrip også. Da jeg var en del yngre, var cognac og cigarer en sport for unge maend, der klaedte sig i sorte jakkesaet og drak af voldsomme blomsterkummer, mens de holdt passiar og lod sig fotografere. I dag er cognac ikke i den forstand på mode laengere, men markedet er stadig paent stort, isaer for de mere håndholdte drikke. Hvis testen har bevist noget, er det desvaerre også, at man får, hvad man betaler for, og der er ingen snydebillige genveje at anvise i denne uge – hvad der igen kan haenge sammen med vigtigheden af lagringen, som jo immervaek koster.
Og skulle nogen føle trang til at opsøge mig for at få del i sjatterne, herunder en flaske cognac til 14.000 kr. for en magnum, må jeg skuffe – sjatterne er der naesten ikke, da taet på samtlige af de nedennaevnte eksempler er smagt fra miniatureflasker. Det har nemlig – i modsaetning til, når man taler om vin – ingen betydning for kvaliteten af drikken. Af samme grund skal man ikke vaere bekymret for at lade sin cognac stå, heller ikke efter åbning.