Jamen man skyder da bagelbagere

Man kan vaenne sig til alt, og vi har for laengst vaennet os til skyderier på åben gade.

Endnu en stille, grå søndag med et fredeligt aerinde. I vor alderstegne bil og ikke helt upåvirkede af lørdagens middagsselskab tøffede vi mod en frokost hos nogle venner i Snekkersten Havn, da to politibiler overhalede os med hvinende bremser som i en dårlig amerikansk film.

I en dramatisk manøvre blokerede de Falkoner Allé, babu-babu, og som de artige borgere, vi er, drejede vi af, mens vi snakkede om, hvad det vel var for et postyr på en søndag. Var det etableringen af Frederiksbergs første kolkhos, vi var vidne til, virkeliggørelsen af Pelle Dragsteds ambitiøse program for retfaerdighed i kommunen; men hvis det var det, ville det så ikke vaere mere miljørigtigt at fragte kulakkerne bort i kaerre, for i disse tider skal man jo vaere både rød og grøn på én gang?

Det var det nu ikke. Det var en anden slags retfaerdighed, der var blevet effektueret. En mand var trådt ind i en bagelbutik og havde skudt ejeren ned på klos hold.

Nyheden var kortfattet: En mand af mellemøstligt udseende er set flygte ad Den Grønne Sti, og politiet efterforsker sagen som organiseret kriminalitet. Ikke videre. En kort opblussende, gul bjaelke, resten er tavshed.

I de Facebook-grupper, der omhandler Frederiksberg, blev episoden kort diskuteret og afbrød for en stund den linde strøm af meddelelser om bortløbne og fundne katte og guldarmbånd, gode og dårlige tandlaeger og ujaevn belaegning på Madvigs Allé, og man var enig om, at det hele da var noget vaerre noget, skyderi ved højlys dag, nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth.

Og så gik man videre i teksten, for der er nok at se til på Frederiksberg.

Det mest påfaldende ved skyderiet var egentlig, at det ikke blev anset for påfaldende. Bevares, vores nye borgmester reagerede naermest prompte på nyheden ved at laegge en selfie ud på de sociale medier.

At tage et billede af sig selv synes for mange moderne politikere at vaere svaret på snart sagt alt, og jeg kender ikke den nye borgmester, men han ser da tilforladelig og venlig ud, svaert at forestille sig, at alene synet af ham skulle få bevaebnede maend til at traekke sig tilbage.

Han er socialdemokrat, men jeg skylder at sige, at han ikke er en af den slags socialdemokrater, man kender fra det øvrige land. Da han vandt valget, offentliggjorde han et billede af en flaske champagne, og det var ikke en hvilken som helst champagne, det var en Pol Roger Cuvée Winston Churchill 2012, og den er både staerkt allokeret og koster en irriterende bunke penge, men sådan noget drikker han altså, hvad jeg finder staerkt tillidsvaekkende, en hel del mere tillidsvaekkende end makrelmadder og vinduespudsning. Det er modigt af ham med sådan en flaske, han er modigere end François Hollande, der engang erklaerede, at han aldrig drak champagne, fordi det fik ham til at se rig ud; ça fait riche.

Men vi har vaennet os til de evindelige selfies, som vi har vaennet os til skyderier. Også på Frederiksberg.

Hvad ligger bag? Det kan vaere noget med hvidvask eller beskyttelsespenge eller noget femte, det er ikke til at vide, hvad bagelmanden har eller ikke har vaeret involveret i, måske handlede det om en tør bagel, eller måske har han bare vaeret traels gennem en laengere periode.

Vi ved det ikke, så idet vi konstaterer, at skyderier på Falkoner Allé hører til dagens uorden, går vi videre i teksten. Det er new normal, lev med det – eller dø af det, hvis De er uheldig nok til at komme i vejen for en kugle, hvad der trods alt sker for de faerreste.

Jeg har for nylig reguleret min bland selvpakke hos YouSee, så jeg kunne gense alle Olsen Banden-filmene. Det kan vaere sidste chance for at se fulde nordmaend eller for at høre en mand sige Ti stille, sindssyge kvindemenneske! for slet ikke at tale om de retssager og kedelige politibesøg midt om natten, der kunne komme ud af at sidestille socialdemokrater med lommetyve og lusede amatører. Men foreløbig er Olsen Banden altså ikke cancelled, tvaertimod står filmene måske staerkere end nogensinde, og mens nye statsborgere ikke forventes at vide, hvem der skyder bagelbagere på Falkoner Allé, er det vigtigt for den håbefulde somalier midlertidigt at laere udenad, at den første Olsen Banden-film havde premiere i 1968. Først da er man dansk.

Regeringen har det på samme måde. Vi lever i nostalgiske tider, og regeringen er helt enormt nostalgisk, laenges efter Anker Jørgensen, ”Huset på Christianshavn” og den leverpostejfarvede enhedskultur, som socialdemokraterne (herunder de socialdemokrater, der har organiseret sig under andre partinavne) havde så travlt med at gøre op med, da de mente, at en fremmed var en ven, du ikke havde mødt, og lige meget, hvor du er, lige meget, hvem du er, så velkommen her.

Nu spiller orkestret andre melodier, for nu elsker de alle sammen pludselig den gamle, den vaklende rønne. En undersøgelse for nylig viste, hvordan regeringens unge ministre konsekvent refererer til en kultur, der kom før deres tid; Peter Hummelgaard er f.eks. født i 1983, to år efter den sidste rigtige Olsen Banden-film kom i biografen.

Laengslen er ikke ubegrundet, for det var lettere dengang. I Olsen Bandens tid kunne man stjaele 25-ører med en støvsuger på Kongens Nytorv, og den store verden var noget med Bjørn Watt Boolsen i en bowlerhat, ikke bagelbagere med kroppen fuld af kugler. Nu er det nye tider, lev med det, man kan vaenne sig til naesten alt.

Men måske er menneskets tilpasningsevne også en skraemmende ting, for det er ikke alt, man bør vaenne sig til; man bør tvaertimod standse op og spørge: Man skyder da bagelbagere – eller gør man virkelig det i Danmark? Og kan man gøre noget ved det, altså andet end at tage en selfie?

Det mest påfaldende ved skyderiet var egentlig, at det ikke blev anset for påfaldende. Bevares, vores nye borgmester reagerede naermest prompte på nyheden ved at laegge en selfie ud på de sociale medier. At tage et billede af sig selv synes for mange moderne politikere at vaere svaret på snart sagt alt ...

KOMMENTAR

”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.