»Stolen er et kongeprodukt, for der er ikke noget møbel, man har en taettere kropslig relation til end den«

Matias Møllenbach bliver inspireret, når han støder på nye produktions- eller håndvaerksteknikker, og det er som oftest dem, der styrer, hvordan det endelige resultat bliver. Det var også tilfaeldet med hans nyeste design, et bord med skulpturelle bukke i

De fleste unge designere drømmer formentlig om at blive anerkendte og lande samarbejder med store virksomheder. Men Matias Møllenbach har det faktisk helt fint med, at det går lidt langsommere. Han tager et par design ad gangen. Og på den måde vokser virksomheden i det tempo, der er muligt.

Det er hans nyeste design, Veneer Trestle Table, måske det bedste eksempel på. Det er et skulpturelt bord, som lige nu kun kan købes på forudbestilling. På den måde finansieres produktionen af møblet, efterhånden som bestillingerne ruller ind.

»Fra designskolen laerer man jo egentlig ikke, hvordan man bygger en forretning ud af at vaere designer, så det er noget, jeg har skullet finde ud af løbende,« siger han.

Det er over fem år siden, han kom hjem fra den prestigefulde designskole Central Saint Martins i London, men han beskriver sin karrierevej som en rejse, der først lige er ved at begynde.

»Jeg føler stadig, at jeg er i gang med at skabe mig selv som designer. Måske har det noget at gøre med, at jeg ikke er kørt den lige vej. Og jeg kører i hvert fald ikke på motorvej, det er mere sådan en landevej. Det går stille og roligt, men hele tiden fremad,« fortaeller han om sin udvikling som designer.

I mange år troede Matias Møllenbach slet ikke, at møbeldesign var en mulig levevej.

»Det var omkring gymnasietiden, jeg vidste, at jeg gerne ville vaere designer. Først trak arkitektur ret meget i mig, men det var nok mest, fordi jeg faktisk ikke troede, at man kunne blive møbeldesigner. Jeg kendte slet ikke nogen, der var det.«

Materialets begraensninger

Hvis man bladrer hans portfolio igennem i dag, er der bordlamper i glas. En aflang loftslampe i aluminium. Traestole i flere afskygninger. Keramikkopper og glasvaser. Nogle i diskrete farver eller uden farve overhovedet. Andre i postkasserød.

Det er ikke, fordi Matias Møllenbach er stilforvirret. Han er bare inspireret af alle mulige former for produktionsmetoder og håndvaerksmaessige teknikker, og det er dem, der styrer såvel materialevalget som det faerdige design.

»Min tilgang til design udspringer naesten altid af en fascination for en produktionsmetode. Og derfra begynder jeg så at taenke på, hvordan man kan udnytte den i et nyt produkt,« siger han og fortsaetter:

»Et godt eksempel er den aflange, lineaere aluminiumsstang, som udgør lampen. Den tager udgangspunkt i ekstrudering. Først vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle lave med det, men jeg synes, det var en ret fantastisk produktionsmetode, fordi man kan lave former, der kommer ud i et helt stykke.«

Ved første øjekast vil forbrugeren måske taenke, at lampen er limet eller svejset sammen som de fleste andre lamper. Men ekstrudering er en proces, hvor et opvarmet materiale presses igennem et formgivende hul, og derfor kommer ud i et helt stykke. Det kan faktisk sammenlignes med, når man presser tandpasta ud af en tube.

En arbejdsmetode, som Matias Møllenbach er ret fascineret af, og grunden til, at den elegante lampe Extruded Aluminium Light er kommet til live.

På samme måde opstod idéen til Veneer Trestle Table ikke ud af det blå, men ud fra en fascination af formspaendt finer. Det er nok ikke alle, der ville kalde formspaendt finer for decideret fantastisk, men det gør Matias Møllenbach.

»Formbøjning af finer er en fantastisk metode, fordi den er alsidig, og det er spaendende at arbejde med, fordi man kan lave nogle vidunderlige skulpturelle former ud af det,« siger han.

Metoden er ret simpel, hvis man blot ved, hvordan og hvor meget man kan presse fineret, uden at det går i stykker. Det vidste Matias Møllenbach ikke selv i begyndelsen, så hans første forsøg gik i stykker. Men det gjorde bare resultatet flottere:

»Jeg måtte aendre lidt i vinklen, og kurven er blevet anderledes end udgangspunktet, men jeg er faktisk blevet gladere for designet, som det er nu,« siger han tilfreds og konstaterer, at det tit er sådan i en designproces:

»Ofte betyder materialet eller metodens begraensninger, at man ender et bedre sted med designet, end man havde forestillet sig.«

AEstetisk baeredygtighed

Det vigtigste i Matias Møllenbachs designproces er dog hverken materialet eller produktionsmetoden, men designets levetid. Og det handler ikke kun om, at designet skal vaere af god håndvaerksmaessig kvalitet:

»Det giver kun mening at bruge tid på at udvikle og designe produkter, hvis man faktisk forsøger at skabe et produkt, som ikke bare passer ind i en flygtig tendens, men har en vedvarenhed, der gør, at designet kan gå i arv og dermed har en tidløshed,« slår designeren fast og tilføjer:

»Det kan godt vaere lidt luftigt at snakke om tidløse design. For hvad vil det egentlig sige? For mig handler det, kort sagt, om at skabe design, hvor konceptet er staerkt nok i sig selv til også at kunne stå i folks hjem om 10 år og om 30 år. Jeg gider ikke lave ”fylde”-produkter, det er både unødvendigt og uinteressant.«

Og det er kun et godt tegn, hvis man som designer kan komme et sekund i tvivl om, hvorvidt ens design er unikt eller ej, mener han.

»Da jeg skulle lave bordbukkene til Veneer Trestle Table, måtte jeg lige dobbelttjekke, at der rent faktisk ikke var andre, der havde lavet dem. For de kunne lige så godt vaere blevet lavet i 90’erne,« siger Matias Møllenbach.

Matias Møllenbachs afgangsvejleder, Andreas Lund, er designer og underviser på Det Kongelige Akademi. Han mener, at det, der er saerligt ved den unge designer er, at han er i direkte kontakt med designet fra start til slut.

»Han går meget ind i produktionsdelen, og det betyder, at han kommer taettere på den industrielle frembringelse end de fleste andre designere,« siger eksperten og forklarer, at der kommer nogle spaendende og overraskende design ud af den proces:

»Tag for eksempel glasskålen Blister Bowl. Det ville have vaeret svaert for en producent at regne ud, hvordan den skulle laves ud fra en tegning. Men fordi Matias Møllenbach selv står for produktionen, kommer hans nysgerrighed som designer og kaerlighed til produktet til udtryk. Det ville vaere vanskeligt for et brand at lykkes med det på samme niveau.«

Men er det opskriften på at lave tidløse design? Det kan man først svare på, når der er gået noget tid, mener Andreas Lund, men vil alligevel gerne forklare, hvad hans opfattelse af tidløst design er:

»Man bruger i dag fagordet ”aestetisk baeredygtighed”, som kan minde om begrebet ”tidløst design”. AEstetisk baeredygtighed prøver at indfange den kvalitet, et design har, hvis det er lavet af materialer, som er gode for miljøet, og som kan holde, og samtidig er et produkt, der også har sin berettigelse over tid og altså ikke er forbigående.«

Og Andreas Lund kan godt finde eksempler i Matias Møllenbachs portfolio på et design, der forsøger at navigere udenom de flygtige tendenser. Den enkle traestol Ready Chair, der bliver produceret af Menu, har efter hans mening mange af de kvaliteter, som et tidløst design skal rumme.

»Men som det ser ud lige nu, vil jeg ikke udnaevne ham til at vaere tidløs. For det er altså meget få designere, som formår at lave noget, som er tidløst. Men jeg respekterer, at han efterstraeber det. Og han kunne jo godt vaere et bud på én, det lykkes for.«

Min tilgang til design udspringer naesten altid af en fascination for en produktionsmetode. Og derfra begynder jeg så at taenke på, hvordan man kan udnytte den i et nyt produkt.

Matias Møllenbach

En selvopfyldende profeti

I Danmark har vi en enestående position i designverdenen, men det kan vise sig at vaere et tveaegget svaerd for de unge designere, mener Andreas Lund.

»Der var en tid, hvor det i højere grad var muligt at lave mange klassikere. Der var nogle vaeldig dygtige designere, men der var også nogle omstaendigheder, som gjorde, at det var muligt at