Farligt at udelukke forhandling om Ukraine

Det er nyttigt at forstå modparten, og Trump belaerte os om vigtigheden i faktabaserede holdninger.

Under 90’ernes opbrud ønskede alle østlande optagelse i Vesten, dvs. EU og Nato. Også Rusland, hvor det gik rigtig skidt under Jeltsin. Vesten var villig til at optage resten, men ikke Rusland. Var det sket, havde meget set anderledes ud.

Da KGB-manden Putin i år 2000 blev udset til at stoppe kaosset, kunne han notere sig udbredt frustration over usikre levevilkår og tabt stormagtsstatus. Hans regime fik skabt orden i økonomien og samling i det meste af befolkningen om patriotiske og religiøse vaerdier.

Et genrejst Rusland accepterede, at Polen, Rumaenien og de baltiske lande blev optaget i Nato og EU, men ikke, at de naermeste, nu selvstaendige, brodernationer gik samme vej. For historiebevidste russere er det vigtigt, at Ruslands og Ukraines historie er taet forbundet med en blandet befolkning. Da Ukraines praesident i 2013 valgte frihandel med Rusland, førte det til demonstrationer, hvis vaebnede islaet fik ham til at flygte i 2014.

Efter hvad man så som et vestligt støttet statskup, førte det til Ruslands anneksion af Krim med russisk befolkningsflertal og prorussiske separatisters løsrivelse i øst. Vestens sanktioner styrkede Putin-regimet indadtil og fik Rusland til at vende sig mod Kina. Ukrainsk nationalisme blev styrket i den tilbagevaerende hovedpart af landet.

Med tysk og fransk deltagelse var Minsk-fredsforhandlingerne fra 2015 baseret på bl.a. regionalt selvstyre. Rimelig nok ud fra princippet om folkenes selvbestemmelse, som Vesten brugte, da Kosovo rev sig løs fra Serbien. Men der kom ikke noget ud af det under de naeste syv års lokal krig i Østukraine.

At Putin-regimet

overraskende gik i krig for alvor, må ses i lyset af resultatløse forhandlinger, erfaring med at klare sanktioner, bedre økonomi med stigende energipriser, militaer styrkelse og opfattelse af et svaekket og splittet Vesten efter tilbagetoget fra Afghanistan.

Vigtigste faktor er dog formentlig krisen mellem USA og Kina siden 2017, forstaerket med Vestens støtte til selvstaendighed for Hongkong og Taiwan – hvor Kina saetter sin røde linje. Det førte til en uformel alliance med en russisk-kinesisk faelleserklaering først i februar. Putin-regimet har nok undervurderet

Putin-regimet har nok undervurderet Vestens reaktion på invasionen, men vaeret klar over muligheden af omfattende sanktioner og kalkuleret med, at det er muligt at kompensere via Kina.

Vestens reaktion på invasionen, men vaeret klar over muligheden for omfattende sanktioner og kalkuleret med, at det er muligt at kompensere via Kina.

Man haefter sig ved, at invasionen har mødt hård modstand og synes upopulaer i Rusland, at sanktioner vil ramme hårdere end før, at Vesten optraeder samlet, og at Tyskland har forladt sin pacifisme til fordel for oprustning.

Men ikke ved, at det meste af verden – Kina, Brasilien, Indien og Tyrkiet med flere – ikke har fordømt invasionen, men opfordret til fredelig løsning af et kompliceret problem. Eller ved, at Trump, der foretraekker fred med Rusland for at koncentrere sig om Kina, kan komme tilbage til magten i USA.

Vesten håber, at krig og sanktioner vil føre til Putins fald og et russisk regime, der affinder sig med, at de facto-graensen mod Vesten flyttes østpå. Men det forudsaetter en kapitulation, der formentlig er lige så urealistisk som frygten for, at Rusland vil invadere Nato-lande. Satsning

på det risikerer at få et traengt regime til at finde sine A-våben frem. Erfaring med at fremtvinge regimeskift udefra er ikke gode, taenk bare senest på Afghanistan.

Det er mere realistisk at udnytte Ruslands vanskeligheder til et kompromis med et mål af regionalt selvstyre i Ukraine. Det ville spille Putin det patriotiske kort af haende, øge chancerne for regimeskifte og stoppe krigens raedsler. Ellers er hård militaer, økonomisk og kulturel opdeling mellem Vesten og resten en mulighed til skade for international økonomi og klimasamarbejde.

Rusland haevder vilje til at forhandle. Man kunne tage dem på ordet og supplere den hårde linje med diplomati som normalt under internationale kriser. Tilbudt kinesisk deltagelse kan vaere nyttig, da Rusland ikke kan saette hårdt mod hårdt over for en ”ny storebror”, der laegger vaegt på national suveraenitet. Og det har absolut ingen interesse i et ”ukrainsk Afghanistan”.

Måske Marie Krarup en dag indser, at vi også har meget mere tilfaelles med mange andre fremmede, og at kristendommen og Dostojevskij, som hun i vanlig nedladenhed fremhaever over for dem, der ikke ved, hvor kristen han var, ikke er eneste forudsaetning for ansvarsfølelse og kulturelt faellesskab med andre folk og ideer om Vorherre i himlen eller slet ingen.

Send dit indlaeg via

jp.dk/senddebat.

Laes JP's opfordringer og betingelser på

jp.dk/kontakt/debat