Er det en menneskeret at tigge?

Det er strafbart at tigge. Det står i straffeloven. Men er det i strid med menneskerettighederne? Det spørgsmål beskaeftigede ni højesteretsdommere sig med for nylig.

En mand fra Litauen tiggede en morgen ved indgangen til Københavns Hovedbanegård. Han var to gange tidligere idømt faengselsstraf for tiggeri og var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Nu var han imidlertid indrejst igen med det formål at tigge, og han blev så anholdt af politiet.

I straffelovens § 197 står der, at man uden forudgående advarsel straffes med faengsel indtil seks måneder, hvis man tigger i en gågade, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler. Altså steder, hvor det kan vaere saerligt generende for andre. Den litauiske mand havde uden forbehold erklaeret sig skyldig.

Herefter burde sagen jo egentlig vaere nem at afgøre. Som dommer kunne man jo blot sammenholde det, som manden var dømt for – at tigge ved indgangen til hovedbanegården – med straffelovens § 197, der klart siger, at man straffes med faengsel indtil seks måneder, hvis man tigger sådan et sted. Men så nemt var det ikke. For manden mente nemlig, at han skulle frifindes, fordi det efter hans opfattelse er en menneskeret at tigge. Han henviste til en raekke bestemmelser i Den Europaeiske Menneskerettighedskonvention: Artikel 3 om forbud mod tortur, umenneskelig eller nedvaerdigende behandling, artikel 8 om retten til privatliv, artikel 10 om retten til ytringsfrihed og artikel 14 om forbud mod forskelsbehandling på grund af bl.a. nationalitet.

Jeg vil gaette på, at det nok vil kunne forekomme en del almindelige mennesker noget overraskende, at det på den måde ligefrem skulle vaere i strid med menneskerettighederne, at man kan straffes for at tigge. Men det er ikke desto mindre det, Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol er nået frem til i en dom af 19. januar 2021.

Sagen angik en kvinde, der ved en schweizisk domstol var blevet idømt bøder for at tigge på offentlig vej i Genève. Kvinden indbragte sagen for menneskerettighedsdomstolen, og der fik hun medhold i, at hendes menneskerettigheder var blevet kraenket. Domstolen fandt nemlig, at retten til at tigge var beskyttet af konventionens artikel 8. I artikel 8 står der: »Enhver har ret til respekt for sit privatliv og sit familieliv, sit hjem og sin korrespondance.« Det er måske umiddelbart ikke helt let at se, at bestemmelsen handler om retten til at tigge. Men det mente menneskerettighedsdomstolen altså.

Sagen var på den måde et godt eksempel på, at menneskerettighedsdomstolen ikke fortolker regler på samme måde, som danske domstole har tradition for. En dansk dommer vil slå op i loven, laese lovens ord, sammenholde ordene med, hvad der fra Folketingets og regeringens side har vaeret ment med ordene, og så afgøre sagen. Ved menneskerettighedsdomstolen bruger man derimod det, man kalder »dynamisk fortolkning«. Det betyder, at dommerne i vidt omfang selv bestemmer, hvad indholdet af reglerne skal vaere, ud fra en vurdering af, hvad de mener, at »nutidens forhold« kraever. Da menneskerettighedskonventionen er tiltrådt af Folketing og regering og gjort til dansk lov, er det meningen, at danske domstole skal efterleve den.

Da sagen om den litauiske tigger skulle afgøres, var Højesterets dommere derfor nødt til at kaste sig ud i en detaljeret analyse af menneskerettighedsdomstolens dom. Her var der som noget afgørende lagt vaegt på, at kvinden i Schweiz var meget fattig, analfabet og arbejdsløs, og at hun ikke modtog social bistand eller støtte fra andre.

I modsaetning hertil fastslog Højesteret, at der i Danmark er adgang til hjaelp fra det offentlige til den, der ikke gennem indkomst eller forsørgelse fra andre har mulighed for at få opfyldt sine grundlaeggende behov. Højesteret fandt, at det derfor er usikkert, i hvilket omfang adgangen til at tigge er beskyttet efter konventionens artikel 8, stk. 1, om respekt for privatliv mv.

I artikel 8, stk. 2, står der, at indgreb i retten til privatliv er berettiget, hvis det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt for f.eks. at forebygge uro og beskytte andres rettigheder. I den konkrete sag fandt Højesteret, at et indgreb var berettiget, og at det ikke var uproportionalt. Højesteret fandt også, at der heller ikke var tale om et uproportionalt indgreb i strid med artikel 3 eller 10. Endelig var der heller ikke tale om diskrimination efter artikel 14, for som Højesteret bemaerkede, så må årsagen til, at det mest er udenlandske statsborgere, der dømmes for tiggeri, antages at vaere, at det i overvejende grad er personer uden dansk statsborgerskab, der begår lovovertraedelserne. Enden på sagen blev, at den litauiske mand blev idømt 60 dages faengsel og atter udvist.