STAMCELLEDONATION
forløb, hun så ind i og opfordrede hende til at raekke ud til omgangskredsen, stod det samtidig klart for hende, at hendes tyrkiske baggrund ville gøre en svaer behandling endnu svaerere.
»Da jeg fik at vide, at det var svaerere at finde en donor, fordi jeg er fra Tyrkiet, var jeg totalt chokeret.«
»Jeg har aldrig følt mig som en en minoritet, men lige pludselig var jeg en minoritet. Dna er jo noget helt andet, så det må vi respektere,« siger Tine Derya Akkaya.
1.500 tilmeldte på tre uger
Normalt får landets to stamcellecentre i hhv. Vest- og Østdanmark ca. 30 og 50 tilmeldinger ugentligt, men efter Tine Derya Akkayas veninde skrev sit opslag har man i Aarhus på tre uger fået ca. 700 tilmeldinger, mens de på Rigshospitalet i Købehavn har fået ca. 800. Begge centerledere fastslår, at de tydeligt kan maerke effekten af offentlig om den slags enkeltsager, og at det er en stor hjaelp.
»Jeg har ingen mulighed for at tjekke etnicitet, men mange nye har tyrkisk klingende navne,« fortaeller Randi Berg, afdelingslaege og leder af centret i Aarhus.
Det kan Helle Bruunsgaard i København nikke genkendende til. Det er ikke Pedersen-navne, som skriver sig op eller henvender sig med spørgsmål.
»Vi registrerer ikke etnicitet, men dem, som henvender sig, er optaget af sagen, og jeg har en helt klar fornemmelse af, at den her kvinde har rørt mange,« siger hun, men påpeger, at man jo ikke melder sig som donor til en enkeltperson, og at der er en masse lignende rørende sager, så det er vigtigt at alle melder sig.
I de globale registre er der stor dominans af hvide europaeere, og mange steder i verden arbejder man målrettet for at få andre befolkningsgrupper med.
Det kan tyrkiskfødte Özlem Cekic, generalsekretaer for foreningen Brobyggerne og tidligere folketingsmedlem, uddybe.
Etnisk slagside
»Taenk, hvis jeg bliver ringet op og får at vide, jeg kan redde et liv.«
Det var noget af det sidste, Özlem Cekic taenkte på, da hun lagde sig til at sove mandag aften. Da havde hun netop tilmeldt sig som stamcelledonor.
Özlem Cekic er i familie med Tina Derya Akkaya gennem sin mand, og som hun skrev i et Facebook-opslag mandag: »Tit skal noget komme taet på, før man kan se det. Desvaerre er det på en meget trist baggrund, at jeg har meldt mig som donor, og samtidig er jeg stolt over at kunne fortaelle om det – i håb om at flere vil lade sig inspirere til at gøre det samme.«
Özlem Cekic forstår, at det med danske briller kan virke graenseoverskridende og som noget helt saerligt at dele så meget af sig selv med omverdenen, men det er meget brugt i Tyrkiet.
»Det er ikke saerlig dansk. Her er meget ansvar udliciteret til myndighederne, og man regner med, at de tager over og kan løfte opgaven. Det er meget mere udbredt i lande, hvor sundhedsvaesnet ikke er lige så etableret, eller hvor alle ikke har lige adgang. Men jeg ville ønske, flere lavede den slags opslag – også om f.eks. organdonation, for det er den slags opslag, der skal til for at motivere hinanden,« siger hun.
Hun medgiver, at området har en etnisk slagside. Én ting er, at der forståeligt nok ikke er så mange stamcelledonorer i Danmark med anden etnisk herkomst, men at det ikke er ret brugt i Mellemøsten at melde sig som donor, mener hun skyldes kultur og vidensniveau.
»Der er så mange fortaellinger; jeg har f.eks. hørt om, at man skulle få taget knogler ud, når man skal donere, eller at man bliver syg af det. Det er svaert at få en befolkning, som i øvrigt ikke er højtuddannet, til at se bort fra den slags myter,« siger hun og påpeger, at det derfor er rigtig vigtigt, at ”kendte” som hun deler historier som Tina Derya Akkayas, ligesom det hjaelper, at imamer har vaeret ude at sige, at organdonation og bloddonation er acceptabelt.
Özlem Cekic er uddannet sygeplejerske, men indrømmer, at selv hun ikke vidste, hvordan stamcelledonation foregår i dag.
Af ca. 140 årlige stamcelletransplantationer kommer ca. 25 pct. fra en beslaegtet donor, mens ca. 75 pct kommer fra en ubeslaegtet donor.
Af ca. 50.000 årlige transplantationer er ca. 20.000 med ubeslaegtede donorer.
Man kan høste stamceller fra blodet ved en specialtapning over fire-fem timer eller fra knoglemarven, hvor knoglemarven suges ud under hoftekammen, mens donoren er i fuld narkose.
En stamcelledonors vaevstype bliver ført ind i det verdensdaekkende register, Bone Marrow Donors Worldwide, i Leiden i Holland, hvor alle kan søge efter mulige donorer.
Som registreret stamcelledonor bliver man kun kontaktet, hvis en patient matcher en. Chancen for, at man bliver udvalgt, er meget lille, da der findes hundredtusinder af forskellige vaevstyper.
Der er mulighed for at sige nej, hvis der er et match.
Kilde: Stamcelleregistret og Bloddonorerne i Danmark
Som udgangspunkt er der nemlig kun tale om en såkaldt specialtapning af blod og ikke den lange nål i ryggen, som mange måske forbinder det med.
Tilbage i videosamtalen forklarer Tine Derya Akkaya, at hun er dybt taknemmelig for den indsats, hendes omgangskreds gør, men at hun slet ikke kan og faktisk heller ikke ønsker at forholde sig til det. Hun forsøger at komme igennem en dag ad gangen og prioriterer energien – bl.a. på sine to børn på 11 og 13, der omstaendighederne til trods tager situationen virkelig flot. Tine Derya Akkaya blev udskrevet torsdag, og er sandsynligvis hjemme i dag. Det kan dog aendre sig på kort tid, og de kommende uger ser hun ind i et forløb med kontrol hver anden dag, og sandsynligvis flere indlaeggelser, som følge af de forventede infektioner.