Fremmedkrigerne i Ukraine bliver samlet op fra dette hotel

Et polsk hotel naer graensen til Ukraine er blevet opsamlingssted for udlaendinge, der kommer for at kaempe mod russerne. En amerikansk soldaterveteran fortaeller Jyllands-Posten, hvordan det foregår. Han er netop kommet tilbage fra den ukrainske militaer

Bortset fra placeringen langs en travl landevej mellem flade marker kunne hotellet godt ligne et feriested i de østrigske alper. Det åbne ildsted indenfor, og bjaelkerne under loftet bidrager til stemningen.

Men det, som foregår her, handler hverken om ferie eller hygge.

Stedet et par kilometer fra den ukrainske graense er uofficielt det sidste stop for mange, der er kommet til Polen fra hele verden for at slutte sig til kampen mod russerne i Ukraine. Ifølge den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, er der kommet omkring 20.000, og en stor del af dem er formentlig kommet igennem her.

At det ikke er et helt almindeligt hotel, opdager man naesten med det samme. til højre for receptionen er indtaget af tre maend i militaere antraek, som viser sig at komme fra Georgien. I det dunkle lys på balkonen over restauranten kan man indimellem skimte omridset af en af maendene, som bruger stedet til at hvile sig.

Laengere inde i et større lokale, som ligner en festsal, står der camouflagefarvede rygsaekke langs vaeggen og maend i små grupper og taler sammen. En er brite. En anden spanier. En tredje ungarer. Men ingen af dem vil snakke med en journalist.

»Det har vi fået at vide, at vi ikke skal gøre,« forklarer briten.

Klapper i som en østers

Herefter klapper han i som en østers. Og ikke laenge efter dukker der en ansat op fra hotellet og beder den danske presse forlade stedet. Der bliver også sat et skilt op i døren:

»Af sikkerhedsårsager: Interviews og fotos er ikke tilladt her.«

De er bange for, at hotellet skal blive et mål. Derfor har Jyllands-Posten valgt ikke at oplyse navnet.

En amerikansk soldaterveteran med erfaring fra flere udsendelser til Irak går dog med til at tale alligevel. Siddende i vores parkerede bil, så de andre ikke kan se det, forklarer han, hvordan det hele foregår.

John ønsker ikke at få sit navn i avisen, men Jyllands-Posten er bekendt med det og har set hans id-kort, som det amerikanske forsvarsministerium udstedte til ham, da han for nylig gik på pension. Han fandt stedet via Instagram. Han lavede et opslag, hvorefter en mand satte ham i kontakt med en anden, der satte ham i kontakt med en tredje, der satte ham i kontakt med en fjerde, der gav ham instruktioner.

Nogle dage senere landede han i Warszawa, hvor nogle maend hentede ham og senere bragte ham hertil. Han kom om natten, og naeste dag blev han fragtet videre ind til en militaerbase i det vestlige Ukraine med henblik på interview, udvaelgelse og traening. John håbede bl.a., at han kunne vaere med til at traene nye frivillige og ukrainske maend, som er blevet indkaldt.

»Jeg følte, at det var meningen, at jeg skulle vaere her,« siger amerikaneren, der har fået opbakning fra både sin kaereste og mange af sine venner til at tage afsted.

Alt det skete, blot et par dage før at en regn på flere end 30 russiske missiler tidligt søndag ramte basen i Yavoriv små 20 km fra graensen til Polen. John, der har erfaring med spraengstoffer og er en ekspert i irakiske vejsidebomber, fortaeller, at han tidligere har prøvet at blive beskudt med raketter og mortergranater.

»Men det her var voldsommere end noget, jeg tidligere har oplevet,« siger John, der vurderer, at han befandt sig 70-80 meter fra et af missilnedslagene.

Han har billeder af de braendende bygninBordet ger og missilresterne, som de fandt efterfølgende.

Angrebet kom i to bølger, og Kreml sagde bagefter, at det havde draebt op mod 180 udenlandske lejesoldater. Ukraine sagde, at 35 personer blev draebt, og yderligere 134 blev såret. Hvor John var, var der store skader, men han så personligt ikke nogen døde. Men i dagene efter opstod der kaos, hvilket har fået ham til at genoverveje, om han skal slutte sig til kampen. Det er derfor, at han er tilbage på hotellet nu.

Mistroen spirede frem

I begyndelsen gjorde de ukrainske militaere ledere – set med Johns øjne – ellers det rigtige. Efter at røgen havde lagt sig, fik de sat alle i sving med at forberede sig på, at der kunne komme nye angreb. For at holde kampmoralen oppe. Men under en alarm en nat var den øverstkommanderende pludselig ikke at finde nogen steder. Der var heller ingen vagt ved porten. Mange kom i tvivl om, hvad der foregik. Det fik mistroen til at spire frem, og folk begyndte at vende sig mod hinanden.

Saerligt én episode brød John sig ikke om. To soldater blev beskyldt for at vaere russiske spioner og blev foran skarpladte våben tvunget ned på jorden på maven med haenderne over hovedet. Det blev senere løst, men nu havde John besluttet sig. Han ville vaek.

Han efterlod sine ting, formåede at få et lift i retning af Polen og stod i kø i 10 timer sammen med flygtende ukrainere for at krydse graensen. Han har stadig store poser under øjnene, fordi han ikke har sovet ordentligt i flere døgn. Der er ingen vaerelser ledige på hotellet, så han har måttet tage til takke med gulvet i festsalen.

»Set fra russisk side var det angreb en stor succes,« siger John.

»Det ødelagde moralen og udløste kaos og har gjort mig ret desillusioneret. Det var ikke godt. Jeg fortaeller om det, så folk ved, hvad de skal forvente.«

Ikke desto mindre har han ikke taget nogen endelig beslutning om, hvorvidt det her er enden på hans Ukraine-mission. Han ønsker heller ikke at fraråde frivillige at stille op.

»Jeg kan ikke fortaelle folk, hvad de skal eller ikke skal gøre.«

Alle, der kommer, ved, at de risikerer at blive draebt. Det har det russiske missilangreb understreget. Men det synes ikke at have stoppet gennemgangstrafikken på hotellet. Overalt vandrer unge maend og enkelte lidt aeldre maend hvileløst rundt. De fleste er klaedt i grønligt, praktisk tøj. Nogle har kombineret en camouflageuniform med et par sneakers. Andre har militaerstøvler på, men går i almindeligt tøj.

Manden, der angiveligt styrer og koordinerer det hele, hedder Aleks. Men i dag er han ingen steder at finde, fordi han er ude på en anden opgave.

»Jeg har ikke indtrykket af, at der er andre, der koordinerer. Folk er hele tiden underinformerede,« siger John.

Således er der tilsyneladende ingen af maendene, der ved, hvornår de kan komme videre. Men så sent som denne morgen blev et nyt hold maend ifølge John kørt over graensen til Ukraine.

Svenskere og finner

Så vidt han har observeret, er der en overvaegt af finner, svenskere, tyskere og polakker blandt de frivillige – alle nationaliteter, som igennem årene har vaeret truet af

Rusland. Til gengaeld har han ikke set beviser for, at basen, hvor han opholdt sig, er blevet brugt i forbindelse med transporter af våben via Polen til det ukrainske forsvar, sådan som nogle har haevdet. USA og en stribe andre Nato-lande har de seneste uger sendt tusinder af skulderaffyrede jord til luft-missiler til Ukraine, men det er uvist, hvor og hvordan de bliver fragtet ind i landet.

Hvis det stod til John, skulle Nato-landene gøre mere.

»Fuck ja!« udbryder amerikaneren.

»Der skal indføres en flyveforbudszone. Giv ukrainerne en chance,« fortsaetter han og vurderer, at Ruslands praesident ikke ville turde at angribe et Nato-land.

Derfor tror han heller ikke, at en flyveforbudszone vil udløse en tredje verdenskrig, sådan som USA’s praesident, Joe Biden, og andre har advaret om.

»Det ville vaere selvmord for Putin, men selvfølgelig er det en risiko.«

Som han ser det, kan der dog også vaere en anden grund til, at Vesten lader Ukraine kaempe kampen selv. Hvis ukrainerne kan holde stand mod de russiske styrker, vil det give Ukraine en ny selvtillid i stil med den, finnerne fandt i 1939-40. De kaempede så indaedt mod en invasionshaer fra Sovjetunionen, at dens leder, Josef Stalin, til sidst satte et punktum for det hele ved at indgå en fredsaftale.