Den hvide marmor udgør en rød tråd i jubilaeumsudstilling på Kunsten
Det synes naturligt, at man markerer 50-året for indvielsen af kunstmuseet i Aalborg med en udstilling, der som konkret hovedbestanddel rummer marmor, som tillige er det materiale, museet er bygget af.
KUNSTUDSTILLING
KUNSTEN MUSEUM OF MODERN ART
Kong Christians Allé 50, Aalborg
Til den 21. august 2022
Ved åbningen af kunstmuseet Kunstens jubilaeumsudstilling ”Marmor” udtalte museets direktør, Lasse Andersson, at en af de indbudte kunstnere til udstillingen havde afvist invitationen, da vedkommende fandt konceptet racistisk i kraft af det voldsomme fokus på den hvide marmor, der typisk brydes i det store marmorbrud i Carrara i det nordvestlige hjørne af Toscana i Italien.
Udsagnet blev leveret af Andersson med et ironisk glimt i øjet, der dog muligvis kunne lade antyde, at wokesegmentet af kunstnere er ved at gøre stort set alt, hvad der peger mod en tradition til et fjendtligt opgør mod disses faelles vaerdier. Den pågaeldende kunstner kunne, som f.eks. Jeannette Ehlers, have valgt at gå i dialog med udstillingens grundprincip. Ehlers udstiller en skulptur, hvori marmor blot optraeder som et tomt podium i et hav af sort hår. Vaerket står meget smukt og er samtidigt godt taenkt i sit minimalistiske narrativ.
Den aedle sten
Hermed er vi inden for murene i marmorpaladset – tegnet af finske Alvar Aalto i samarbejde med Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël og naturligvis indviet i 1972 under navnet Nordjyllands Kunstmuseum – og at marmor ikke nødvendigvis optraeder i den hvide og dermed fornaermende racistiske version, kan man erfare ved at gå på opdagelse i et hjørne af udstillingen, hvor fortaellingen om den aedle sten foldes paedagogisk og elegant ud på samme tid.
Jeg har ikke et praecist tal på, hvor mange kunstnere der er valgt til udstillingen, men den rammer bredt i relation til epoke og udtryk, og muligvis er tesen om kvantitet kontra kvalitet anvendelig, når så mange kunstnere bliver disponeret på et forholdsvist afgraenset område. Med alt dette in mente, kan jeg udmaerket fremdrage nogle eksempler på vaerker, som dels sagtens kunne undvaeres på udstillingen, men samtidigt pointere, hvilke vaerker der understøtter marmorets historiske indflydelse som materiale i billedkunsten.
For lige at slå en sløjfe på førstnaevnte problematik er det belejligt at få konstateret, at navnkundige Jeff Koons i sagens natur har ladet sig forevige i marmor i et ømt, kropsligt favntag med sin tidligere hustru, pornomodellen Ilona Staller.
Skulpturen har selvfølgelig en laengere fysisk levetid end aegteskabet, der vistnok kun varede et par år, men heldigvis er der et utal af andre vaerker, som kan saette perspektiver på kunstudstillingens tema.
Blandt andet rummer britiske Ryan Ganders teltlignende skulptur referencer til stof i et overbevisende 1:1-forhold. Anderledes kryptisk, men ikke mindre besnaerende, opleves en stor marmorinstallation af polsk-tyske Alicja Kwade, der i de seneste år har praeget den internationale samtidskunstscene ganske storartet.
Stof til eftertanke
Uden at gennemgå hele segmentet af kunstnere og grupperinger, der har udfordret marmor, finder jeg det alligevel fristende via hukommelsen yderligere at naevne kunstnere som Kirsten Ortwed, Christian Lemmerz, Giovanni Lorenzo Bernini, Bertel Thorvaldsen, Barbara Hepworth, A Kassen, Superflex, Michelangelo Pistoletto, Asger Jorn, Ai Weiwei, Marc Quinn, Lea Guldditte Hestelund og Erwin Wurm samt ikke mindst Vanessa Beecroft, der saetter forholdet hvidsort op i et smukt og bemaerkelsesvaerdigt perspektiv.
Således kan marmor iagttages som den røde tråd i en kunstudstilling, der på mange måder saetter materialet over det billedkunstneriske aspekt, men der er god grund til alligevel at opleve en udstilling, der i de mest frugtbare tilfaelde rummer stof til eftertanke, men i samme moment også understreger karakteren i et materiale, der bevaeger sig op og ned i den aestetiske systematik fra naesten opulent kitsch til en af de mest aedle af alle stensorter, hvilket afstedkommer fire tempererede stjerner til udstillingen i Aaltos lukulliske marmorarkitektur, som nu har befundet sig på adressen i Aalborg i 50 år.