Pro-putinismens spøgelse hjemsøger stadig Europa
Den 15. marts fejrede ungarerne årsdagen for deres kamp for uafhaengighed. Denne frihedskamp blev startet mod habsburgerne, men blev i sidste ende nedbrudt af de faelles styrker fra Habsburg og det russiske kejserrige i 1849.
Ungarns premierminister Viktor Orbáns tale afspejlede dog ikke ånden i denne vigtige festdag, men fremhaevede derimod vigtigheden af at holde tilstraekkelig afstand til både Rusland, Ukraine, EU og USA. Han mener også, at Ungarn er nødt til at opretholde lave energipriser, og i det er russisk gas og atomenergi nøglekomponenter. Han holdt igen med at fordømme Ruslands brutale angreb på Ukraines suveraenitet og understregede blot vigtigheden af at bevare freden og tilføjede, at »Ungarn ikke bør komme imellem den russiske hammer og den ukrainske ambolt«. Han kaldte ligeledes den forenede ungarske opposition, som har opfordret til en samlet vestlig reaktion på konflikten, for »krigsmagere«.
Da journalister spurgte, hvorfor Orbán ikke havde sluttet sig til et besøg af de polske, tjekkiske og slovenske premierministre i det belejrede Kyiv, svarede hans pressechef: »Premierministeren kender til besøget, men han har ingen planer om selv at tage til Kyiv i øjeblikket.« Polen og Slovenien er i de senere år blevet set som allierede med Orbán, så denne situation afslører, hvor isoleret Orbán nu er. Selv om Orbán for det meste
Ungarns praesident, Viktor Orbán, holdt i sin tale den 15. marts – årsdagen for ungarernes kamp for uafhaengighed – igen med at fordømme Ruslands angreb på Ukraine, skriver Peter Kreko i dette indlaeg. Foto: Marton Monus/Reuters svømmer med EU- og Nato-strømmen, når det kommer til sanktioner, gør han det modvilligt. Det er der tre grunde til.
Den første grund er økonomisk. Igennem de senste 12 år har Ungarn styrket båndene til Vladimir Putins Rusland og andre østlige diktaturer og har argumenteret for pragmatisme i udenrigshandel og erhvervsliv. Aftaler med Rusland omfatter både den russiske energigigant Rosatom, der står for udvidelsen af det ungarske atomkraftvaerk Paks, indkøb af nye metrotogvogne fra Rusland, støtte til Metrovagonmash (russisk ingeniørfirma specialiseret i metrosystemer og jernbaner) frem for en ungarsk ansøger i et egyptisk udbud og flytning af hovedkvarteret for IIB, International Investment Bank, til Budapest. Disse projekter har dog haft en tendens til at gavne private snarere end offentlige interesser. Orbán var den eneste leder af et EU- og Natomedlemsland, der besøgte Moskva (uden at tage til Kyiv) i februar på det, han kaldte en »fredsmission«.
Den anden grund er ideologisk. På trods af at Orbán citerede pragmatiske årsager og »nationale interesser«, er den ideologiske naerhed mellem Orbáns Ungarn og Putins Rusland blevet mere og mere tydelig. Siden 2014, hvor den ungarske premierminister første gang naevnede Rusland som en »rollemodel«, har Orbán taesket vestlige liberale demokratier med deres påståede svaghed, mangfoldighed og mangel på »traditionelle vaerdier«. Mange af hans handlinger var inspireret af Putin. Han centraliserede medierne på samme måde, som Putin gjorde det efter ”Kursk”ubådskatastrofen, og han brugte Kremls fremgangsmåde – via opkøb gennem Fidesz-sympatiserende oligarker og kraftige forsøg på at udrydde uafhaengige og kritiske medier.
Han har søgt at skabe et »befaestet« Ungarn baseret på antivestlige konspirationsteorier med samme fremgangsmåde som den model, der nu er i spil i Rusland. Han har vedtaget lovgivning, der afskaffer udenlandsk finansierede ngo’er og kriminaliseret »fremme af homoseksualitet« under daekke af at bekaempe paedofili.
Den tredje grund er geostrategisk: Orbán håbede, at hans politik gennem de seneste 12 år ville passe til den nye verdensorden, han forestillede sig med Vestens undergang og Østens opblomstring. Denne ønsketaenkning førte til et totalt svigt af strategisk fremsyn: Orbáns taette forhold til Putin gjorde
Orbán blind over for de åbenlyse trusler, Rusland udgjorde mod ikke kun Ukraine, men det vestlige demokrati.
Orbán var overbevist om, at Putin ikke ville angribe Ukraine. Da det alligevel skete, skabte det i omkring en uge kaos i kommunikationen fra regeringens side. Man sendte stort set alle mulige budskaber til vaelgerne, lige fra de mest høgeagtige pro-atlantisistiske til prorussiske konspirationsteorier. Orbán støttede sanktionerne, ringede til Zelenskyj og lod ukrainske migranter komme ind. Ungarn stoppede også hurtigt med at blokere Ukraines bestraebelser på at blive optaget i EU og Nato, og det så ud til, at det ungarske diplomati kunne vende tilbage til normal tilstand.
Efter blot en uges planlaegning og afvejning af stemningen slog Fidesz-regeringen sig dog fast på et ”vindende” budskab, som skulle spaende over begge sider af debatten og få folk i Ungarn til at stimle sammen. De to dele af dette budskab blev gentaget af Orbán i hans tale den 15. marts: fred og billig energi. Orbán har fornemmet bekymringerne om sikkerhed i vaelgerbasen og søger at bevare kontinuiteten med sin putinofile retorik fra før krigen.
Hvis Orbán forbliver ved magten efter valget den 3. april, vil han vaere en trussel mod Vesten ved at bryde enheden i sanktionerne og bruge dem som et forhandlingskneb i fremtidige beslutninger i
Det Europaeiske Råd og til at afpresse sine såkaldte allierede med vetoer. Genopretningsmidlerne er ekstremt vigtige for Ungarn, og Frankrigs praesident, Emmanuel Macron, lader til at vaere villig til at frigive dem for at bevare EU’s enhed og dermed nå sine egne mål under det franske formandskab.
Putinismens spøgelse hjemsøger stadig Europa – og isaer Ungarn. Det vigtigste er, at EU – som har vist sig at vaere mere effektivt og stødsikkert, end mange troede – erkender og agerer imod denne trussel. Der bør foretages to øjeblikkelige og nødvendige ting: at saette Ungarn under sanktionsregimet og at imødegå statsstøttet prorussisk desinformation, der kommer fra EU- og Nato-regeringer, som søger at undergrave enheden i disse alliancer.
Hvis Orbán forbliver ved magten efter valget den 3. april, vil han vaere en trussel mod Vesten ved at bryde enheden i sanktionerne og bruge dem som et forhandlingskneb i fremtidige beslutninger i Det Europaeiske Råd og til at afpresse sine såkaldte allierede med vetoer.