Vetoretten i FN skal begraenses

Ruslands angreb på Ukraine har igen vist konsekvensen af, at FN og isaer FN’s Sikkerhedsråd alene blev konstrueret af sejrherrerne i Anden Verdenskrig. Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer kan hver isaer blokere for beslutninger, også når de selv er på dagsordenen som trussel mod freden.

Dette betyder langtfra, at FN’s behandling af krigen er meningsløs. Det er en klar markering, at 13 af sikkerhedsrådets 15 medlemmer klart fordømmer Ruslands invasion – og at der i FN’s generalforsamling den 2. marts var et flertal på 141 mod 5 for det samme synspunkt. Men forløbet aktualiserer, at vetoretten i sikkerhedsrådetbør forsøges aendret. Forslaget om, at der mindst skal to permanente medlemmer til et veto, eller at et medlem ikke kan tage stilling til sig selv, har vaeret fremsat mange gange, men de permanente medlemmer vil ikke slippe deres magt. Men et nyt forsøg må gøres.

På den normative side er der ikke rimelig tvivl i FN om, at invasionen er en kraenkelse af folkeretten og af FN’s charter. Ruslands påstand om, at »den militaere aktion« er et indgreb for at beskytte borgere i Ukraine mod overgreb, savner sandhedsbevis. Og det fremgår af bestemmelser om krigsførelse nedfaeldet i Genève-konventionerne, at mulig acceptabel krig handler om militaere mål – ikke om angreb på civilbefolkningen.

Ukraine indbragte tre dage efter invasionen krigen for Den Internationale Domstol i Haag. Den afsagde med et flertal på 13 mod 2 en kendelse den 16. marts om, at Rusland øjeblikkelig skal stoppe krigshandlingerne. Den afviser dermed også den russiske påstand om, at interventionen sker for at beskytte mod folkedrab, og laegger ansvaret for krigen på Rusland. Men domstolen har ingen soldater, der kan håndhaeve dommen.

Også Den Internationale Kriminaldomstol (ICC) er ved at forholde sig til invasionen. Den åbnede den 2. marts for en undersøgelse på opfordring af en raekke østeuropaeiske lande. Ukraine er ikke fuldgyldigt medlem af ICC, men har accepteret dele af grundlaget. Derfor kan der formentligt rejses en sag om krigsforbrydelser mod Putin og andre ansvarlige personer.

Jeg er på det rene med, at udfaldet af en krig militaert afgøres på slagmarken, og at Rusland om lidt kan stå med en form for sejr. Moralsk og folkeretligt har Rusland dog allerede tabt. De globale institutioner er trådt i karakter med de få muskler, som de er blevet tildelt. Men flere bør bevilges.