Snak om krigen, og tal bekymringerne i stykker
Efter to år med corona er der nu igen uorden i hverdagen. Voksne har et stort ansvar for at lytte og forklare, når børn og unge lufter deres bekymringer og spørgsmål om krigen i Ukraine.
og nu krig i Ukraine. Hvordan praeger det børn og unge?
Det korte svar er. Det ved vi ikke.
Det er to meget forskellige begivenheder, og alle – børn som voksne – påvirkes af det, der sker, og det, vi ser – og vi bearbejder det forskelligt. Men det er ikke mindst for børn og unge to meget markante nedslag i deres hverdag, som både har påvirket den konkret med en laengere periode med nedlukninger og genåbninger og tankemaessigt med de skelsaettende begivenheder i krigen i Ukraine.
Vil spekulationer, usikkerhed og utryghed saette sig som langtidsholdbar angst for tilvaerelsen og frygt for det fremtidige? Med en klichétung frase fylder corona og Ukraine meget hos børn og unge, og derfor vaelter det frem med gode råd og retningslinjer for, hvordan det skal håndteres af foraeldre, paedagoger og laerere. Nogle ser på det med ukuelige optimisme og forventer, at vi får nogle robuste, omstillingsparate generationer, der har fået indsigter i nationale politiske beslutningsprocesser i en tid med nedlukninger af samfundet eller maerker behovet for staerke europaeiske faellesskaber, når fjender banker på døren.
Andre efterspørger snarere, hvordan vi hurtigst muligt får genskabt en normal tilvaerelse for vores børn og unge og nedtonet en potentiel spirende bekymring for en tredje verdenskrig. Ellers kan vi få ungdomsgenerationer med for mange sår på sjaelen.
Det kan vaere svaert at spå om fremtidsperspektiverne, og hvad der generelt skal saettes ind med. Det er nok naermest et både-og. Den slags begivenheder kan rodfaeste sig forskelligt, og robusthed og nye indsigter fjerner ikke nødvendigvis alle bekymringer.
Vi ved dog også, at vi har nogle rigtig gode rammer for at kunne håndtere det bedst muligt i vores dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser. Paedagoger og laerere har generelt en overordentlig veludviklet tilgang til og fornemmelse for, hvad der rører sig blandt de børn og unge, som de er ansvarlige for, og hvordan man bearbejder deres oplevelser gennem undervisning og paedagogiske aktiviteter.
Der er brug for disse velvalgte faglige og paedagogiske greb, fordi de er ganske saerlige dele af børn og unges liv. Børn og unge indgår i mange typer af faellesskaber i løbet af livet, hvor de kan bearbejde sorg og bekymringer gennem gode relationer. F.eks. er skoler saerlige faellesskaber, fordi de er funderet på fag og paedagogiske aktiviteter i rammer, som laerere, paedagoger og ledere er ansvarlige for.
Det drejer sig om at lytte til eleverne. Når begivenheder rodfaestes forskelligt hos dem, så skyldes det jo også, at de kan komme med forskellige forståelser.
Vi oplevede det under skolernes nedlukning. Nogle kaempede med motivationen og savnede deres kammerater og laerere, mens andre – nogle faerre – befandt sig udmaerket med onlineundervisningen på afstand af klassefaellesskabets lejlighedsvise uro. Uagtet det, så var det vitalt, at onlineundervisningen undervejs ikke kun indbefattede laerernes instruktioner og elevernes opgaveløsninger, men også det virtuelle klassefaellesskab og de virtuelle dialoger mellem laerer og elev, hvor disse oplevelser netop kan italesaette og bearbejdes. Ikke mindst med henblik på at kunne tage erfaringerne med i den fremadrettede udvikling af undervisning efter skolernes genåbning.
Tilsvarende haefter eleverne sig jo ikke nødvendigvis ved de samme ting ved krigen i Ukraine. Når organisationen Red Barnet giver gode råd, ud fra at krigen fylder i børnehøjde, så er det på mange måder rigtigt set, men når jeg taler med laerere og paedagoger til elever i de yngste klasser, så fylder krigen mere hos nogle og mindre eller naesten slet ikke noget hos andre.
Derfor bringes krigen som udgangspunkt ikke i spil af de professionelle voksne, der er omkring børnene. Til gengaeld tages den op ud fra de spørgsmål og bekymringer, som nogle børn giver udtryk for.
Det lyder simpelt og indlysende. Det er det ikke.
Laerere og paedagoger til de yngste i skolen skal på den måde så godt som muligt forholde sig til de spørgsmål, som børnene kommer med. Spørgsmål, som de af gode grunde ikke altid kan vide, hvad indeholder, og som de derfor ikke kan forberede sig på.
Det kraever et indgående paedagogisk kendskab til, hvordan man tager børns spørgsmål alvorligt, taler med dem samt sørger for ikke at sprede unødvendige bekymringer til deres kammerater. At kunne balance mellem at lytte og forklare. Måske med hovedvaegt på det første.
Betydningen af at lytte forsvinder ikke, blot fordi eleverne bliver aeldre. Også i udskolingen kan elevernes egne spørgsmål om krigens og dens konsekvenser vaere brugbare afsaet for undervisningen, som de nu måtte dukke op, påvirket af medierne eller snakken derhjemme ved køkkenbordet.
I historieundervisningen vil man kalde det dele af elevernes egne små historie, der kan kobles til de store historier. Det kan vaere fortaellinger om det europaeiske samarbejdes historie med Kul- og Stålunionens dannelse i kølvandet på Anden Verdenskrig for netop at sikre fred i Europa. Også i dag forsøger EU gennem dialoger og sanktioner at genindføre fred på det europaeiske kontinent. Det kan også vaere tilbageblik på Natos dannelse og Den Kolde Krig.
Den Kolde Krig bliver nu måske igen det begreb, der i en tid vil afgraense Rusland og det vestlige del af verden fra hinanden.
Helt generelt er informationsstrømmene massive, og børn og unge navigerer i dem på bedste vis. Her kan skolen og dens faglige undervisning få stor betydning. Der tales meget om økonomiske sanktioner, og om hvor hårdt de rammer. Elever er opmaerksomme på de stigende energipriser, og hvad det kan betyde for de enkelte danske familier.
Og selv om Cubakrisen og Den Kolde Krig befinder sig på behørig kronologisk afstand fra elevernes levede liv, så skal man ikke negligere deres viden om og potentielle frygt for atomvåben.
Gribende filmatiseringer af Cubakrisen som Hollywood-produktionen
”Thirteen Days” og masser af anden formidling af historie uden for skolens mure gør unge opmaerksomme, når det i breaking-udgave toner frem, at Putin truer med atomvåben.
Endelig kan undervisningen fokusere på magthavernes brug af medier til at konstruere deres fortaelling om årsagerne til krigens udbrud. Når Putin siger, at han vil afnazificere Ukraine – har det så noget på sig, eller er det snarere et forsøg på at støtte sig til fortaellingen om, hvordan det tidligere Sovjetunionen besejrede den nazistiske fjende under Anden Verdenskrig?
Det er blot nogle få nedslag i det store paedagogiske og faglige arbejde, der i disse dage foregår i samspil med børn og unges spørgsmål og oplevelser. Det drejer sig om at lytte til deres spørgsmål og fortaellinger, men også at bearbejde dem gennem undervisning og andre paedagogiske aktiviteter.
Når vi handler, så er det fortidige, nutidige og vores fremtidsforventninger virksomme. Derfor praeger store begivenheder vores liv. Nogle begivenheder dumper vi, mens andre saetter sig varige spor. Det kan dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser ikke styre, og det kan tage sig forskelligt ud afhaengig af den bagage, som børn og unge har med sig.
Men paedagoger og laerere kan påvirke det gennem det, som de er så gode til. De kan lytte, tale og undervise på måder, som perspektiverer og nuancerer oplevelser på et fagligt og paedagogisk solidt grundlag.
Selv om Cubakrisen og Den Kolde Krig befinder sig på behørig kronologisk afstand fra elevernes levede liv, så skal man ikke negligere deres viden om og potentielle frygt for atomvåben.