Jeg er grådlabil, da jeg forlader Polen. Jeg synes, jeg svigter ved at tage hjem
Nu blaeser krigens kulde igen ind over polakkerne, der har prøvet lidt af hvert gennem århundreder. De maerker krigens naerhed – og det er naesten ikke til at baere, at vi er der igen: krig.
Da LOT-flyet letter fra Warszawa, siger piloten, at turen til København kommer til at vare lidt laengere denne gang på grund af ”militaere aktiviteter” over Østersøen.
Det er med tungt hjerte, at jeg forlader Polen denne gang. Jeg kom hertil på arbejde for at fortaelle om den imponerende polske indsats for at hjaelpe flygtningene fra Ukraine. Vi var nede ved graensen i Przemysl i nogle dage og i Warszawa.
Krigen i nabolandet imod Polens arvefjende, Rusland, har rystet polakkerne på to måder. Den har midlertidigt rystet dette krakilske, evigt debatterende folk sammen – ja, i armene på hinanden. De er enige om alt i forbindelse med krigen. Om vaemmelsen ved gerningsmaendene og medlidenheden med ofrene. Om opofrelse i forholdet til flygtningene. Og så har situationen rystet dem inde i deres inderste polske sjael. Folkeslag, der har vaeret forsøgt udryddet mange gange, bevarer erindringen om det sammen med frygten for gentagelse som en permanent ledsagende skygge. Som en melankolsk undertone i deres identitet, der varer evigt. Det forklarede en veninde mig.
I Israel sidder israelerne også altid på kanten af deres stole. Det maerker man efter fem minutter i landet. I krige og kriser er de derfor kompromisløse. De ved, at de er evigt udsatte. At deres forsvinden kan blive en realitet. Igen.
Sådan er der i Polen nu. En kampvilje med en undertone af sorg: Skal vi til det igen i Europa? En gammel ven, født i 1940, skrev til mig ganske kort: krig igen.
Muntre, begavede ”på den ene side og på den anden side”-attituder er langt vaek nu. Der er kun sort og hvidt, hvis man frygter sin egen, sin families, sit folks undergang. Det oplever ukrainerne nu. Polakkerne har tit i deres historie oplevet undergang og national forsvinden. Angsten sidder dybt også i nutidens polakker. Den er simret helt op til overfladen nu.
Polakkerne ikke blot frygter for deres ukrainske naboers fremtid nu, de frygter også for deres egen. De har oplevet og lidt under russisk ekspansionstrang i århundreder. Det kan ske igen, frygter de, eller kun undgås med kaempemaessige omkostninger. Det berømte lys for enden af tunnelen er svaert at skimte.
På vores vej ud af den yndige, gamle by Przemysl naer graensen til Ukraine så vi to store grupper af amerikanske soldater daske rundt, ubevaebnede, heller ikke med tjenestevåben. Men i uniform. De havde en fridag fra basen i Rzeszow ikke så langt derfra, gaettede vi på. I Rzeszow er der mange tusind amerikanske soldater sammen med polske. Amerikanernes uniformerede tilstedevaerelse i Przemysl var dels et faresignal, syntes vi. For soldaterne vidnede om det usaedvanlige ved dette europaeiske forår, om alarmberedskabet på denne ydre
Nato-graense. Soldater i et civilt gadebillede betyder altid, at noget er gået galt. Rigtigt galt.
Og så var amerikanernes tilstedevaerelse samtidig en beroligelse af graenseområdets polakker, der er i fuldt, utraetteligt sving med at hjaelpe flygtninge: I polakker er ikke alene i verden. Ikke denne gang, Polen er i Nato. Det var det indirekte budskab.
Der ville ukrainerne også gerne vaere. Men Nato vil ikke have dem, og russerne vil ikke have, at ukrainerne drømmer om Nato. Hvor uheldig kan man vaere?
Da LOT-flyet letter fra Warszawa, siger piloten, at turen til København kommer til at vare lidt laengere denne gang på grund af »militaere aktiviteter« over Østersøen. Så vi skal flyve ad en anden rute end den saedvanlige. Efter en pause tilføjer han på polsk og engelsk, at de militaere aktiviteter er Nato-aktiviteter.
Rart at vide, taenkte vi passagerer.
Jeg er melankolsk. Jeg kan ikke lide at tage vaek fra området og drage vestpå. Og det er ikke en professionel journalistisk irritation over at forlade ”historien”, før den er forbi. Over at kolleger fortaeller videre, mens jeg tager en pause. Den professionelle fase har jeg vaeret igennem mange gange i mit lange liv. Fasen er som regel endt med, at jeg tog tilbage igen meget hurtigt for så at blive. Indtil ”historien” var forbi, som vi siger i jargonen. Freden brudt ud.
Denne gang er melankolien blandet med en følelse af svigt. Jeg syntes, jeg svigter de udsatte europaeere ved at tage tilbage til de trygge og rige europaeere ovre vestpå, hjem, hvor jeg hører til, blandt de heldige. Jeg føler, jeg vender dem ryggen.
Jeg har kendt det uheldige hjørne af Europa, siden jeg var 19. I de seneste år har de netop fået det bedre end nogensinde før i deres historie. Polakkerne er blevet rigere og tryggere end før. Frie. De kan tage på udenlandske ferier og gå i ordentligt tøj. De er kommet ind fra kulden. På vej til at have det ligeså rart som os.
Nu blaeser kulden igen ind over dem i form af krigsangst og millioner af kuldslåede flygtninge østfra i dynejakker fra H&M ligesom vores og med børn og bamser på flugt. Min indre vandstand er høj, når jeg taenker på dem. Jeg er grådlabil. For »krig igen«, som min gode polske ven lakonisk skrev ved krigsudbruddet. Uden yderligere kommentarer.
Jeg kan ikke lide at tage vaek fra området og drage vestpå. Og det er ikke en professionel journalistisk irritation over, at forlade ”historien”, før den er forbi.