Fredsforsker: Vesten bliver nødt til at lytte til Ruslands behov

Ifølge fredsforsker Jan Øberg har Vesten i 30 år forsømt at lytte til Rusland. Han er skraemt over kombinationen af had til russere og det, han ser som Vestens optrapning af konflikten i Ukraine. Det kan blive ragnarok og en ny og større kold krig. Han foreslår, at man går en helt anden vej.

De seneste uger har det meste af verden fordømt Rusland og Vladimir Putins invasion af Ukraine, og vi har talt om og hørt på, hvad Rusland gør forkert – og hvad vi kan gøre for at ramme Rusland og hjaelpe Ukraine. Men en anderledes stemme blander sig i debatten. Det er fredsforskeren Jan Øberg, der har en anden analyse af, hvorfor det er endt med krig, og han har også et andet syn på, hvilket ansvar Vesten har for, at det er gået så galt.

Inden Jan Øberg går i gang med at forklare sig, understreger han, at han ikke støtter Ruslands invasion, der er i strid med folkeretten og FN.

Putin havde alternativer, siger Øberg, der forklarer, at hans aerinde er at indtage rollen som maegler, der ser på de underliggende konflikter, altså de problemer, som volden og krigen lige nu kun er symptomer på. Fortsaetter vi med at undlade at lytte til Rusland, fortsaetter vi med sanktioner og med at fremstille Rusland som det onde, kan det gå helt galt, mener Øberg, som i mere end 40 år har arbejdet med fredsforskning og konfliktmaegling i mange krigsområder og som gaesteprofessor rundtenom i verden.

»Jeg er skraemt over det her. Der sker uheld i en krig. Rusland kan komme til at skyde et Nato-fly ned, en idiot kan komme til at trykke på en knap og sende et missil ind over graensen. Og så vil der ikke vaere andet at gøre end at bede til min gud, hvis jeg ellers havde sådan en.«

Et saerligt saet regler for Rusland

Jan Øbergs pointe er, at Vesten og Nato i 30 år har håndteret forholdet til Rusland forkert. Inden Sovjetunionens fald i 1991 lovede alle vigtige vestlige ledere den russiske praesident Mikhail Gorbatjov, at Nato ikke ville ekspandere mod øst, men allerede i 1994 oprettede Nato alligevel et kontor i Ukraine, og man gik i gang med at forberede Georgien og Ukraines optagelse i Nato. Siden har man kørt videre med planerne om en udvidelse, selv om det var et brud på løftet til Rusland.

»Putin har flere gange spurgt Nato: ”Hvorfor opruster I?” Han har sagt, at Rusland gerne vil vaere medlem af Nato, men han har fået en kold skulder. Han har fået det svar, at han ikke skal blande sig i, hvilke lande der bliver optaget i Nato. Han har laert, at Vesten ikke tager Rusland alvorligt, og at man ikke lytter. Taenk på, hvad der sker i hverdagen, hvis du ikke vil lytte til et andet menneske. På et eller andet tidspunkt vil det menneske sige: ”Nu skal jeg få ham til at lytte”.«

Ifølge Øberg har beskeden fra Nato til Putin i 30 år vaeret, at Rusland ikke har ret til den samme sikkerhedszone, som alle Nato-lande selv anser for naturlig.

»Der er et saet regler for Rusland og et saet regler for resten af verden. For amerikanerne er hele verden deres sikkerhedszone – det er derfor, USA har 700 militaerbaser i 130 lande. Men vi har ikke haft respekt for det russiske sikkerhedsbehov – vi har afvist alle russernes ønsker. Putin er ikke blevet sindssyg. Han er en erfaren politiker, der har vist vilje til at vaere Vestens samarbejdspartner,« siger Jan Øberg, som mener, at Vesten i mange år har begået den fejl, at man vil løse alle mulige konflikter med udelukkende militaere midler.

»Vi burde have nedlagt NATO«

Men hvordan haenger det sammen med, at der stort set har vaeret fred i Europa siden Anden Verdenskrig?

»Der har ikke vaeret fred, der har vaeret ikkekrig. Der er mange konflikter, der ligger og simrer. Fred handler om at have tillid til hinanden og om muligheden for at udvikle et samfund i tryghed. Man udvikler ikke et samfund, hvis man er bange for, at der kommer krig i morgen.«

Hvad er det, du mener, at man burde have gjort?

»Natos eksistensberettigelse var Sovjetunionen og Warszawa-pagten, så da de forsvandt, burde man have nedlagt Nato og oprettet et faelles sikkerhedssystem. Man skulle have oprettet defensive forsvar med våben med kort raekkevidde, men man gjorde det modsatte, og Nato angreb Serbien i strid med sin egen traktat og FN. I dag har begge parter atommissiler, der kan raekke tusindvis af kilometer og udradere hinanden. Hele denne tankegang er foraeldet.«

Men er der ikke en logik i, at verden er delt op, og at vi definerer os selv i forhold til ”de andre”? »Nej. Det er vestlig dikotomi, der er kørt helt af sporet. Vi deler verden op i de gode og de onde – som USA’s praesident Bush sagde efter terrorangrebet i 2001: ”Enten er du med os, eller også er du med terroristerne”. Men sådan behøver det ikke at vaere,« siger Jan Øberg, som mener, at netop den tankegang er en del af problemet i dag.

»Når Rusland nu siger, at man ikke vil have, at Ukraine bliver medlem af Nato, hvorfor har man så ikke sat sig ned og lavet en brainstorm for at finde ud af, hvilke andre muligheder der kunne vaere? Det eneste valg for Ukraine og de andre østlande har vaeret et medlemskab af Nato.«

Men hvad er de andre muligheder da? »Neutralitet. Efter Anden Verdenskrig sagde man, at lande ikke laengere kunne vaere neutrale. Men det passer jo ikke. Hvordan kan det så vaere, at Schweiz har klaret sig så godt som et neutralt land? Men i stedet har løsningen vaere mere og mere militaer oprustning. Vi har sat de bedste hjerner til at udvikle våben – det er intellektuel nedrustning og militaer oprustning. Militarismen er blevet en slags Gud i det sekulariserede vest – kittet, der nu binder os sammen, i stedet for positive visioner om en fremtid for alle.«

Vestlige vaerdier er blevet universelle

Jan Øberg mener, at den del af årsagen til udviklingen er Vestens triumf. Vi føler, at vores samfundsmodel vandt over Sovjetunionen og kommunismen, og den, der føler sig som en vinder, holder op med at lytte, laere og at tage imod indtryk fra andre.

Jan Øberg mener, at Vesten ligefrem leder efter nogen, der kan fungere som fjender og gøre os selv til ofre – i Somalia, med Saddam Hussein i Irak og med de islamiske terrorister. I dag er russerne de onde, og vi taler om, at vi skal frygte Rusland, men vi taler ikke om, at Natos militaerudgifter er 12 gange højere end Ruslands.

Men Ukraine vil gerne vaere medlem af Nato, hvorfor skal Rusland have lov til at bestemme, om det kan blive det?

»Stop, stop. Hvor er den folkeafstemning, der viser, at ukrainerne gerne vil vaere medlem af Nato?«

Landets valgte ledere ønsker et medlemskab? »Ja, men Nato har siden 1994 bejlet og presset Ukraine, man har fortalt landets regering, at man vil uddanne dets officerer, give dem våben og penge til udvikling. Med guld og

hvis nogen gjorde det mod Danmark? Og naevn ét land i verden, hvor sanktioner har udløst den reaktion. Det skete ikke i Serbien under Milošević. Det er ikke sket i Iran. I stedet ødelaegges den middelklasse, der skal stå for at forandre et land. Når en befolkning oplever en eksistentiel trussel fra udlandet, rykker man sammen om regeringen, man vaelter den ikke. Og dertil kommer, at det rent moralsk ikke er vores opgave at aendre det politiske system i Rusland. De har valgt Putin. Det vaerste, vi kan gøre for Ukraine, er det, som vi gør lige nu. Det bliver en ”noget-for-nogettankegang”, som eskalerer konflikten.«

Men er man ikke nødt til at reagere, når et land invaderer sit naboland?

»Jo, men man skal reagere med konkrete tidsbegraensede og konditionerede sanktioner, FN-fordømmelse plus forhandling og peacekeeping. Vi skal i hvert fald ikke gøre det, som vi gør nu, med sanktioner, had og at sende tonsvis af våben ind i Ukraine sammen med tossede lejesoldater, uden at der er lavet analyser af de langsigtede konsekvenser. Men holdningen er, at Putin og Rusland bare skal knaekkes. Vi skal ikke engang opretholde kontakt med Rusland. En russisk diplomat kan ikke laengere tage et fly og lande i New York og tale i FN. Man kan ende med at skubbe Rusland i armene på Iran, Indien og Kina, og så får vi en helt ny og større kold krig, hvor landene øst for Ukraine vil samle sig mod Vesten. Og så er det os, der bliver de små.«

Chokeret over »russofobi«

Jan Øberg siger, at han er chokeret over omfanget af den »russofobi«, der er dukket frem siden invasionen.