Dannelsesturen gik til Thyborøn
Hvad er hjem? I hvert fald ikke Frederikshavn og Randers. Men helt klart Skive, Esbjerg og Skagen.
En dannelsestur til Thyborøn stod ikke øverst på sønnens ønskeseddel. Men han modtog gaven, påstod tilmed, at han var glad for den, selv om turen blev gennemført i strid vestenvind, under grånende himmel og enkelte snedrys.
Med Holstebro i bakspejlet maerkede jeg den gamle følelse af ”at vaere hjemme”. Himlen blev større, mere åben, landskabet fladere, og traeerne tynde og skaeve på den rigtige måde. Naermest flade i forsøget på at stå op mod den herskende vestenvind.
Sønnen, som er opvokset på Sjaelland, haevder, at et trae kun er et trae, hvis det er højt, lige og med en stamme så tyk, at man ikke kan favne om den. Hjem er, hvor store traeer gror lige op i himlen.
Thyborøn eller rettere omegn og opland blev fremvist, som var hvert sandkorn mit eget. Hjemmevant førte jeg gaesten gennem landskabet og fandt selv trygheden i at gå i de ungdommelige fodspor. I Lemvig fik jeg mit første rigtige job. I Trans blev jeg gift, fra Thorsminde kunne vi se mod det hus, som jeg havde lejet, men opgav, inden jeg flyttede ind. Størst af alt er som bekendt kaerligheden, og den trak mig vaek fra egnen, som jeg sjaeldnere og sjaeldnere vender tilbage til.
Men den rummer en rar følelse af hjem. Det er den ikke ene om. Jeg har boet mange steder og finder stor glaede ved den fortrolighed, som kommer af at faerdes hjemmevant flere steder i Danmark.
Forrige sommer konstaterede datteren, at humøret steg maerkbart, da vi lagde Frederikshavn bag os og satte os i toget med endestation i Skagen. Den tidlige ungdoms by. Her tjente jeg en hel sommer hos Maelkepeter i kiosken på Solnedgangspladsen i Gammel Skagen, og det i en tid, da man ikke klappede solen ned. Skagen vokser heller ikke ind i himlen. Der er ingen højhuse, knapt nok grimme huse. Jo, måske vores eget på Viking Banke, som blev bygget i 1970’ernes mest hotte farve: brun. Med brune mursten, brunt tag, lysebrune radiatorer og et gulbrunt toilet. Det blev solgt, da mine foraeldre flyttede fra byen. Jeg blev i Skagen og rykkede først ind i Maelkepeters skagengule klitlade, en mildt sagt primitiv sommerbolig, som nu er revet ned. Senere i et vaerelse på Lars Kruses Vej i kvarteret bag museet og Brøndums Hotel. Det kan nu lejes som Bed and Breakfast. Begge steder er hjemme, mens det gule murstenskollegium på Hånbaekvej i Frederikshavn hverken var eller bliver det. Det var fint nok at tage turen med tog fra Skagen for at gå på gymnasiet – udsynet fra togvinduet og de små stationer undervejs er også hjemme. Men Frederikshavn? Glemt, visket bort. Jeg kan knapt finde rundt.
Heldigvis er der andre steder. Skive, hvor jeg var journalistelev og måtte kaempe med at tyde sproget i Salling. Venstremanden fra Sallingsund kommunalbestyrelse kom aldrig i avisen. Jeg forstod ikke, hvad han sagde.
Esbjerg og Sønderjylland er området, hvor den ene del af familien kommer fra. Ikke, at jeg selv har boet der, men Sønderjylland er hjemme, og det skyldes ikke så meget landskabet, som de historier, der er fortalt. Om onkel Hans, der måtte slås for tyskerne i Verdun under Første Verdenskrig, om farmor, som var fra Kiel, kom ud at tjene på Als og fik dansk indfødsret i 1920. Om en oldefar, som byggede Dibbern Haus i Aabenraa. Under krigen blev det tyskernes hovedkvarter, men det kunne han jo ikke gøre for. Om svaermerier og kys på Jomfrustien i Sønderborg og endelig om en farfar, som blev sindssyg og endte sine dage på en anstalt i Augustenborg.
Min mors familie kommer fra Randers-egnen. Det bliver heller aldrig hjem. Jo, man faerdes nogenlunde kendt i de små gader, kan svagt huske, hvor familien boede, og hvordan faetre og kusiner talte med en for en esbjergenser ualmindelig bøvet dialekt. Om ting, som ikke interesserede os. Familiebesøg hos en moster på landet, hvor der lugtede af gris, fik aldrig ende. De fornuftige og sjove var flyttet fra Randers, som mosteren i gartneriet på Nordfyn, som i den grad er hjem. For der tilbragte jeg hver eneste sommer sammen med min faetter, der sad i kørestol. Den skubbede jeg rundt mellem Langeskov og Rynkeby indtil det år, da han blev chauffør på en hjemmebygget ellert. Batteriet rakte til at køre laaaangt vaek hjemmefra, men ikke til at køre hjem igen.
Nu bor jeg i Tølløse og har gjort det i over 25 år. Sjaelland er ikke hjem. Ikke endnu.
De fornuftige og sjove var flyttet fra Randers, som mosteren i gartneriet på Nordfyn, som i den grad er hjem.
HERFRA HVOR JEG STÅR
”Herfra hvor jeg står” er en personlig klumme om livet i stort og småt - skrevet af et fast panel af Jyllands-Postens skribenter.