Staerke praestationer redder en maerkvaerdig ”Medea”
Signe Egholm Olsen og Rasmus Bjerg forsvarer forbilledligt deres usympatiske roller i opsaetningen af tragedien ”Medea”.
SKUESPIL
MEDEA
DET KONGELIGE TEATER Af Euripides
Iscenesaettelse: Sigrid Strøm Reibo Scenografi: Katrin Nottrodt Varighed: 1 time og 40 minutter Spiller i Skuespilhuset i København til den 10. april
Titelrollen i Euripides’ omtrent 2.500 år gamle tragedie ”Medea” står stadig i dag som én af teaterhistoriens mest markante kvindeskikkelser. Hendes mand, den opportunistiske Jason, har forladt hende og deres to sønner til fordel for kong Kreons datter. Vrede og haevntørst fylder hende, men haevnen kraever kvindelist, og prisen er den højeste, som en mor kan betale.
Netop dette formidler skuespiller Signe Egholm Olsen forbilledligt i Det Kongelige Teaters nye opsaetning af ”Medea”.
Vi hører hende først inde fra huset, hvor hendes vrede får hele salen til at buldre som en vulkan i udbrud. Og siden indtager hun scenen med en karakterpraestation, der overskygger alt andet. Vreden maerker vi i hendes enorme energiudladninger, mens sorgen og tvivlen ligger som diskrete og dog tydelige undertoner i hendes udtryk.
Undertiden er Medea blevet skildret som en kvinde med en usaedvanlig og naermest overnaturlig magt – som en heks eller trolddomskvinde. I hvert fald er rygtet om hendes temperament nok til, at kong Kreon opfatter hende som så stor en trussel, at han er tvunget til at landsforvise hende.
Men i Signe Egholm Olsens gestaltning er Medea en almindelig kvinde og drevet af menneskets naturlige følelser. Vi er ikke det mindste i tvivl om, at hendes modbydelige handlinger er både rationelle og rimelige. Selv hendes grufulde nedslagtning af sine egne børn forstår vi motivet bag. Det er i sig selv en sublim skuespilpraestation, at sådan en handling kan forsvares, så vi som publikum stadig holder med hende.
Rasmus Bjerg udgør en formidabel modpart i rollen som Jason, der er varm og faderlig over for børnene, men også kynisk og manipulerende over for Medea.
Som en åleglat snog valser han hen over scenen. Han vifter velgørende med sine fedtede pengesedler, som Medea bliver tilbudt som en hjaelp til flugten ud af Korinth. Jason bliver på én gang en verdensmand på vej mod samfundets top i sine egne øjne, men en taber i publikums øjne. Og begge dele tror vi på.
Mange gode praestationer
I øvrigt ser vi en stribe udmaerkede biroller som eksempelvis Christiane Gjellerup Kochs kaederygende amme, der indleder og ledsager historien, og Jens Jørn Spottags bredskuldrede og dog grundaengstelige kong Kreon. Og rent musikalsk udgør koret af kvindelige ensembleskuespillere en saerdeles stemningsfuld lydkulisse.
Men forestillingen er som helhed en noget maerkvaerdig omgang, der forsøger at saette historien ind i en afdanket socialrealistisk kontekst med nedslidt funkisvilla, 1980’erkostumer og bobbede parykker. Det bliver fortaenkt og kunstigt, og det bidrager hverken til fortaellingen eller vores indlevelse.
Samtidigt synes de medvirkende i flere passager at mangle konkrete instruktioner, hvilket resulterer i, at de overspiller og karikerer deres reaktioner. Saerligt når de står i baggrunden og lytter, faegter de med armene og sender store øjne til hinanden. Det stjaeler fokus og får forestillingen til at virke ufaerdig.
Men først og fremmest er Signe Egholm Olsen og Rasmus Bjerg gode argumenter for, at man skal se ”Medea” i Skuespilhuset. Deres praestationer alene sparker liv og nutid ind i Euripides’ aeldgamle tekst.