Pixar rammer plet med en veloplagt, humoristisk rejse igennem en 13-årig piges spirende pubertet
Den tidlige pubertet er åbenbart en rød panda i Pixars seneste – virkelig vellykkede – familiefilm.
ANIMATION
RØD
USA 2022
Instruktør: Domee Shi
Varighed: 1 time og 47 minutter Premiere: 11. marts på Disney+
Selv om man ikke går og føler sig som en 13årig canadisk-kinesisk pige i Toronto, så er der masser at hente i Pixar-studiernes seneste animationsfilm, ”Rød”, der, som trenden foreskriver det, kommer direkte på streaming i Disneys egen butik. Det skal dog ikke afholde en fra at se den, for trods sin meget specifikke forankring, et familietempel i Torontos Chinatown, så er appellen universel.
Mei-Lin er 13 år og klar til at erobre hele verden. Hun er ikke nødvendigvis klassens mest populaere, men hun har et slaeng af slyngveninder, som hun deler fascinationen af boybandet 4*Town med. Mei-Lin gør meget ud af, at hun er chefen i sit eget liv, men i virkeligheden skynder hun sig hjem efter skoletid og hjaelper sin dominerende mor og milde far i familietemplet, hvor det ikke er guder, men familiens forgangne overhoveder, der tilbedes.
Det aendrer dog ikke ved, at der er overnaturlige begivenheder på spil. For en morgen vågner Mei-Lin og er blevet stor og rød. En stor rød panda, sådan helt bogstaveligt. Hun skynder sig at gemme sig, mens moderen vimser rundt med smertestillende piller og et helt arsenal af bind i glad forventning om, at hendes datter har fået sin første menstruation.
Det viser sig dog snart, at pandaproblematikken ikke er helt ukendt i familien, og filmen følger humoristisk, veloplagt og rørende Mei-Lins rejse ind i den nye verden, hvor panda-identiteten bliver et fint billede på pubertetens turbulente tid.
Et virvar af følelser
Det er bestemt ikke første gang, at en film har brugt kreative metaforer for pubertet og i dette tilfaelde en piges overgang til kvinde, men det lykkes Domee Shi at gøre metaforen til en helt naturligt integreret del af historien, som fint og sjovt behandler det virvar af følelser, der sammen med hormonerne drøner rundt i de unges kroppe; alt er ustyrligt (og i rette haender som her tilsvarende morsomt), og foraeldrene er stadig en velmenende klods om foden (eller som i tilfaeldet med Mei-Lins mor, en curlingforaelder af vaerste skuffe).
Animationsarbejdet er fra øverste hylde, men det er i personskildringen, at ”Rød” for alvor lykkes. Filmen rummer en bred appel, som alle, uanset køn, der enten kommer, er eller har vaeret i pubertet, vil kunne relatere til.
Selvfølgelig går der lidt flere pointer ind, hvis man ved, hvad det drejer sig om, men selv den seksårige var forrygende underholdt, fordi fremstillingen er tilstraekkelig bred. Og så giver ”Rød” på sin helt egen måde også et fint indblik i en kultur, som ikke er hverdag for en gennemsnitlig dansk skolefamilie.
den, 30-40-50 år frem er ingen sag, alt andet lige, som de siger, men vores mavefornemmelse ved, at alting altid er skaevt, og at man ikke kan bo i en Genmab-portefølje, selv om den stiger, hvorfor man ikke køber et parcelhus for at få »afkast«, men fordi man skal have et sted at bo og et bord, hvor man kan spise sin daglige pasta med kødsovs.
Det er (også) et spørgsmål om penge. Også når erhvervslivet skriger på haender. Samtidig kunne testcentre naermest uden varsel skyde op rundtomkring, fuldt bemandede og med alle poderpinde klar til test. Regeringen graed af glaede over at kunne redde danskernes liv og tilmed vaere en integrationssucces, for af maerkelige grunde viste 70 procent af poderne sig at have anden etnisk baggrund end dansk, og det må vist vaere noget med racisme.
»Utilsigtet er testcentrene måske endt med – som en sidegevinst – at blive et af Danmarkshistoriens mest vellykkede integrationsprojekter. Vel at maerke UDEN at vaere et projekt. Ingen saerbehandling. Ingen sagsbehandlere. Intet løntilskud. Ingen projektmagere. De unge mennesker har klaret sig på ordinaere vilkår,« jubler Rasmus Stoklund i Partiavisen Pio.
Ordinaere vilkår? Timelønnen for en poder hos Copenhagen Medical var på 187 kroner plus tillaeg om aftenen og i weekenden, og de ansatte kunne selv bestemme, hvilke vagter de ville have. Det kan man kalde ordinaere vilkår, der har vasket sig. Ingen café eller restaurant kan tilbyde sådan en lønpakke for ufaglaert arbejde, og der er mere endnu, for det handler om kulturel åbenhed, må man forstå, ja, vel naermest om tolerance og slet ikke om penge.
»Man hjaelper samfundet, tjener gode penge, og det er meget hyggeligt. Jeg tror, langt over halvdelen får jobbet, fordi de hører om det fra familie og venner. Jeg hørte om det fra mine studievenner, og da jeg startede, fortalte jeg Ahmed om det,« fortaeller Moslem Aqil Mohsen.
»Copenhagen Medical har arrangeret plads til bederum i flere testcentre, og under ramadan fik muslimske medarbejdere, der fastede, tilpasset spisepausen, så den lå efter solnedgang. Derudover blev der sat dadler frem, til når fasten skulle brydes.«
Lød det i Berlingske. Ordinaere vilkår? Vist ikke. Ganske usaedvanlige, ekstraordinaere vilkår, skabt af en ekstraordinaer situation og af en regering, der kastede om sig med offentlige midler, som var det dens private fuck you money.
Og Copenhagen Medical og andre tjente styrtende, også selv om der skulle vaere råd til dadler og bederum og over 200 kr. i timen, når det hele er gjort op og talt sammen. Har man først vaennet sig til den slags ordinaere vilkår, gider man ikke arbejde i en café og da slet ikke gøre rent, og vil man indvende, at ufaglaert tjenerarbejde faktisk tihvertifald burde indbringe over 200 kr. og alle de dadler, man kan spise efter mørkets frembrud, må det anføres, at det vil saette sig i prisen på en burger i prohibitiv grad, og så kommer skriget på arbejdskraft til at ophøre helt af sig selv. Og mens pressen skrev tårevaedet om tørklaeder, racisme, fordomme og integration, måtte vi slet ikke tale om de ordinaere vilkår, vi er alt for poetisk et folk til så prosaisk snak, vi snakker om dadler og dyrker laerkesangen på et strå.
Flere penge. Det var det løsen, der bragte regeringen til magten.
Flere penge til dette og hint og til alle og enhver undtagen de rige svin i Gentofte med to biler i garagen, men ellers bare flere sygeplejersker, sosu-assistenter, paedagoger, sagsbehandlere, misbrugskonsulenter, gadeplansmedarbejdere og socialrådgivere, varme haender galore, og så kom Putin. Ham standser man ikke med varme haender, den erkendelse sank forbløffende hurtigt ned. Man standser ham heller ikke med aflagt tøj eller jodtabletter, dagsordenen skiftede med lynets hast.
Stol på Gud, og hold krudtet tørt, sagde Cromwell. I Danmark gør vi ingen af delene, vi tror på velfaerdsstaten, kraever flere penge og lader resten sejle, hvad der bringer os til ugens Besserwisser-spørgsmål: Vil den maerkelige mavefornemmelse synke ned i vaelgerhavet?
Livet er ingen dans på dadler med fem bønner om dagen og genetillaeg for aftenbøn, akkenej, livet er ikke andet end ubetalt overarbejde og såre ordinaere vilkår, og måske kraever det nye politikere. Foreløbig ikke. Pia Olsen Dyhr meddeler, at hun vil vaere finansminister, det er godt nyt for podergenerationen og lyder på en gang meget ordinaert og helt ude i hampen, men det vil under alle omstaendigheder kraeve flere penge. Mange flere.
KOMMENTAR
”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.