Odesa ruster sig til D-dag, mens russernes flåde ses i horisonten

Med 30 russiske krigsskibe i Sortehavet ventes det, at et angreb på den historiske havneby Odesa kan komme hvert øjeblik. Men hvis den russiske praesident, Vladimir Putin, tror, landgangen bliver en snild sag, har han forregnet sig, lyder det fra indbygge

naegter de civile på stranden at gå i beskyttelsesrum. De fortsaetter blot arbejdet med at fylde sandsaekke til brug for byggeri af checkpoints i Odesas centrum, der i dag er som en faestning af sandsaekke, betonblokke, pigtråd og store svejsede kampvognsspaerringer i rustent jern.

For de civile, som taeller alt fra skuespillere til taxachauffører og forretningsfolk, er optaendte af at ville forsvare deres by og haevne deres land mod, hvad de ser som en morderisk russisk diktator, som i andre ukrainske byer har bombet civile hjem og angrebet alt fra sygehuse og skoler til børnehaver.

Denne dag laesses sandsaekke på lastbiler, efter at saekkene er gået fra hånd til hånd i en menneskekaede op fra stranden. Men i flere uger efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar holdt omkring hundrede privatbiler konstant i kø hver dag for at transportere de op til 20.000 daglige sandsaekke rundt til byggerierne af checkpoints.

»Nogle har fået ødelagt deres biler af de tunge sandsaekke, andre har fået smadret deres ryg af at skovle sand og løfte saekke. Men ingen beklager sig, selv om det er koldt og regnfuldt,« siger Ludmilla Shevtjuk, der har organiseret det frivillige arbejde på stranden.

»Jeg har graedt af glaede over at opleve, hvordan alle tager del i modstandskampen i Odesa. Aldrig har folk stået så staerkt sammen. Vi giver aldrig op. Putin får kamp til stregen.«

På den måde skal Putins styrker ikke tro, at de i Odesa får mindre modstand end det, som de tydeligt overraskede har oplevet i storbyer som Kyiv.

Godt nok er over halvdelen af Odesas borgere flygtet i sikkerhed enten laengere ovre i den vestlige del af Ukraine, hvor der er relativt roligt, eller i udlandet, herunder Moldova, som kun ligger 70 km fra Odesa.

Men de lokale, der er blevet tilbage, er stort set alle gået ind i haeren eller modstandsbevaegelsen på den ene eller anden måde, for – som det formuleres overalt i byen – at give Putins styrker smertelige taesk, når de med stor sandsynlighed kommer.

Således mødes man denne dag ikke af en låst dør ind til byens gigantiske våbenbutik StVol, fordi butikken ikke ønsker at saelge våben. Den er blot lukket, fordi den intet har at saelge, da alle våben var revet vaek allerede få dage efter invasionen.

For de fleste er ikke i tvivl om, at

Putin vil elske at belejre den orientalske skønhed Odesa, der i sin tid blev grundlagt af Katarina Den Store, der regerede som kejserinde af Rusland fra 1762 til sin død i 1796.

Russerne rejste i centrum af byen en statue af kejserinden, hvor der tidligere stod en af Adolf Hitler, efter at Sovjetunionen havde reddet byen fra nazisterne under Anden Verdenskrig.

Gadenavne er malet over

Og mange af byens gader – hvis navneskilte i dag er daekket til med alt fra plastic til maling for at gøre det svaerere for russiske soldater og kampvogne at finde vej – er stadig opkaldt efter russiske forfattere som Gogol, Nekrasov og Pushkin, som har brugt tid i byen på at skrive.

I sig selv vaekker Odesas historiske palaeer, der udgøres af en blanding af art nouveau, renaessance og klassicisme, også minder om Ruslands svundne tid som stormagt og al den prestige, som Putin er så vred over, at hans land mistede med Sovjetunionens kollaps i 1991.

Men endnu vigtigere for Vladimir Putin end den symbolske pris er den strategiske.

For hvis han er i stand til at erobre Odesa, vil han helt kunne afskaere Ukraine adgang til Sortehavet og ikke blot besaette hele det sydlige Ukraine mod havet, men sågar gøre Rusland landfast med Transnistrien, en smal stribe af land i Moldova besat af prorussiske oprørere siden 1992.

For Ukraine vil en situation uden adgang til havet på flere måder vaere katastrofal.

Rent militaert vil det betyde, at Ukraine vil miste sit søvaerns hovedkvarter, som den ukrainske haer flyttede hertil efter at have mistet det tidligere i Sevastopol efter russernes besaettelse af Krim-halvøen i 2014.

Men derudover vil Ukraine ganske effektivt blive afskåret fra oversøisk handel.

Omkring 70 pct. af Ukraines import og eksport foregår af søvejen, og to tredjedele af denne sker gennem Odesas havn, der er landets absolut vigtigste.

Men ikke blot Ukraines økonomi kan på den måde blive smadret af en russisk belejring af Odesa.

Det vil også påvirke verdensøkonomien og den allerede galoperende globale fødevarekrise, som er udløst af, at Ukraine som en af verdens største eksportører af hvede afskaeres fra at levere korn til verdensmarkedet, hvilket allerede har fået kornpriserne til at stige eksplosivt.

»Vi vil vise verden, at vi vil give Putin en helvedes kamp og sejre. Vi vil haevne, hvad han har gjort mod resten af Ukraine,« siger den 38-årige jødiske familiefar Igor og tilføjer:

»Putin har sagt, at han vil denazificere Ukraine, men alle med lidt forstand kan høre, at det er absurd. Hans eneste mål er at vaere en stor mand og at stjaele fra os. Vores mad, vores stål, vores kul, vores vand – alt vil han stjaele.«

Igor ønsker af sikkerhedsgrunde kun at optraede med sit fornavn, da han er gået ind i modstandskampen med en flok venner,

ODESA

Odesa havde før russernes invasion omkring 1 mio. indbyggere, og den var dermed Ukraines fjerdestørste by.

Odesa er samtidig Ukraines vigtigste havneby og trafikknudepunkt. Byen har også en strategisk vigtig olieterminal.

Byen, der er kendt som ”Sortehavets perle”, er det administrative center i regionen.

Kilde: Wikipedia der alle er civile, og som har grebet til våben.

Han står i sit køkken i sin lejlighed i det centrale Odesa med sin AK-47. Han købte automatriflen sammen med 8.000 patroner.

»Jeg har brugt 7.000 patroner under traeningen med den milits af civile, jeg er gået ind i – så nu gemmer jeg de sidste 1.000 til russerne,« siger han og tager sigte i sin stue med riflen, som han selv har bygget reservedele til, og som er udstyret med lasersigte og lyddaemper.

Lige bag ham i stuen står hans to døtres legehus som skarp kontrast til hans voldsomme våben. Men intet synes normalt i disse tider.

Familien er flygtet til Israel

Hans kone er flygtet i sikkerhed til Israel med døtrene på to og fire år.

»De kunne bare ikke tage de mange luftalarmer om natten mere. De graed hele tiden. Jeg savner min kone og mine børn, men jeg er her og vil beskytte min by, der er mit dna, og mine venner,« siger han.

I lejligheden bor han nu alene med sin 90-årige bedstemor, og hun er en vaesentlig grund til, at han har beredt sig på vaebnet kamp. For han er vokset op med og mere end noget andet formet af sin bedstemors grusomme historier fra Anden Verdenskrig om Adolf Hitlers nazister.

To gange var hun selv ved at blive henrettet af tyskerne.

»Min bedstemor så som syvårig sine fem

Vi vil vise verden, at vi vil give Putin en helvedes kamp og sejre. Vi vil haevne, hvad han har gjort mod resten af Ukraine.

på slagmarken på dramatisk vis aendret alt for de fleste ukrainere.

»Rusland har altid ønsket at gøre os ukrainere til sine slaver. For Rusland ønsker ikke som vi et aegte demokrati, hvor vi selv kan bestemme, hvordan vi ønsker at leve vores liv, og hvem vi ønsker at vaelge til vores ledere. Nu står vi alle sammen op mod denne undertrykkende tankegang og Ruslands vanvittige krig.«

Et stort ønske

På stranden, hvor de frivillige fylder sandsaekke, har Ludmilla Shevtjuk også et stort ønske – nemlig at hele det store arbejde med at lave checkpoints og faestninger i byen munder ud i det resultat, at der slet ikke kommer et russisk angreb på Odesa.

Hun er nemlig bange. For hun har stået i det før.

For otte år siden, i 2014, flygtede hun nemlig med sine to døtre fra Donetsk i det sydøstlige Ukraine, da prorussiske oprørere besatte det område efter den proeuropaeiske revolution i Kyiv samme år. Og hun flygtede netop til Odesa for at få mulighed for at opdrage sine børn et godt, fredfyldt sted.

»Jeg er meget bekymret for, at det hele nu skal gentage sig. Jeg har svaert ved at sove om natten og tager beroligende medicin. Men denne gang har jeg ikke taenkt mig at flygte, men at tage kampen op. Og jeg kan maerke, at det også denne gang har hjulpet mig mentalt at blive for at tage kampen op. Det er vigtigt for mig på den måde at gå igennem min frygt.«