Kraeftramte børn af foraeldre med kort uddannelse risikerer at få mindre kemo
Forskere viser en bekymrende forskel i sundhedsvaesenets behandling af kraeftramte børn. Ulighed skal højt på dagsordenen, lyder det fra den nyvalgte regionsformand.
Børn af foraeldre, der har en kort uddannelse eller er arbejdsløse, risikerer en anden – og ringere – behandling i sundhedsvaesenet end børn fra mere ressourcestaerke familier, hvis de rammes af kraeft.
Deres foraeldre må banke på vaesentligt flere gange hos laegen, vagtlaegen, akutmodtagelsen etc., inden diagnosen stilles, ligesom kraeftramte børn af arbejdsløse og kortuddannede får en lavere dosis kemoterapi end andre børn med kraeft.
Det har studier fra Kraeftens Bekaempelses Forskningscenter og Rigshospitalet for nyligt dokumenteret, og årsagen er ikke foraeldrenes passivitet eller sjusk med at overholde aftaler og konsultationer, men at foraeldrene har vanskeligere ved at traenge igennem systemet.
Samtidig dokumenterer adskillige andre studier en markant og bred ulighed i sundhed – bl.a. har Sundhedsprofilen netop fastslået, at mere end 51 pct. af danskere, der ikke har en uddannelse, lider af en eller flere kroniske sygdomme. Andelen er naesten dobbelt så stor sammenlignet med folk med en lang videregående uddannelse.
Også når det gaelder eksempelvis overvaegt, er uligheden stor. 27 pct. af dem med grundskolen som højest gennemførte uddannelse er svaert overvaegtige, mens det gaelder mindre end 10 pct. med en lang uddannelse.
Ifølge den nyvalgte formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), som de naeste fire år skal tegne regionernes sygehusdrift er ulighed i sundhed – sammen med personaleudfordringer – blandt de mest presserende problemer, der skal bekaempes. Eksemplet med de kraeftramte børn viser, at uligheden er udbredt.
»Det er frygteligt, at det forholder sig sådan. Men det et godt eksempel på, at vi også skal kigge indad i vores eget behandlingssystem. Der er ting, vi kan gøre for at aendre uligheden på hospitalerne og i sundhedsvaesenet. For det må jo simpelthen ikke vaere sådan, at behandlingen af et barn med kraeft varierer, alt efter hvor lang en uddannelse, foraeldrene har,« siger Anders Kühnau, som vil bringe ulighed i sundhed op i den nye bestyrelse.
Punkterer en myte
Ifølge forskningsprojektet fra Rigshospitalet og Kraeftens Bekaempelse rammer uligheden ikke blot de dårligst stillede – men altså også deres børn. Og forskningen, der bygger på data fra 3.000 børn, punkterer myten om, at foraeldre med lavere socioøkonomisk status skulle vaere dårligere til at søge laege.
»Kortuddannede, arbejdsløse og depressionsramte foraeldre til kraeftramte børn må opsøge laegen betydeligt flere gange end andre foraeldre, i de sidste tre måneder op til at børnene får diagnosen. De har svaerere ved at traenge igennem og i sidste ende få deres barn diagnosticeret,« siger Line Hjøllund Pedersen, forsker og ph.d. hos Kraeftens Bekaempelse.
Det kan f.eks. skyldes, at foraeldrene har svaerere ved at »tale sproget« og forklare symptomerne på en måde, der saetter nye undersøgelser i gang. En anden forklaring kan vaere, at de i højere grad accepterer, hvis laegen laegger op til at se tiden an. Konsekvensen kan potentielt vaere, at børnene får stillet diagnosen med forsinkelse, påpeger Line Hjøllund Pedersen, som understreger, at der ikke er tale om onde hensigter.
Forskerne har også undersøgt behandlingsforløbet hos knap 180 børn med akut lymfatisk leukaemi, som typisk behandles med kemoterapi i hjemmet. Når børn af arbejdsløse og kortuddannede foraeldre får lavere kemoterapidoser, skyldes det ikke, at foraeldrene sjusker med behandlingen.
Blodprøver viser nemlig, at disse foraeldre i lige så høj grad følger behandlingsanvisningerne. Laegernes doseringer ligger derimod lavere hos disse børn sammenlignet andre børn.
»Dette er et wakeupcall om, at sundhedsvaesnet også skal kigge indad,« siger Line Hjøllund Pedersen.
Professor Susanne Oksbjerg Dalton, leder af Dansk Forskningscenter for Lighed i
Kraeft (Compas), Sjaellands Universitetshospital, understreger, at uligheden for kraeftramte børn er tydelig.
»I modsaetning til voksne har børnene jo ikke samlet sig et livs miljø- og livsstilspåvirkninger, som kan forklare, at de bliver ramt af kraeft. Det er rent biologisk, og derfor er en stor del af forklaringen på den ulige behandling af børn med kraeft den måde, sundhedssystemet møder familien på,« siger hun og peger samtidig på, at uligheden også omfatter behandling af voksne kraeftpatienter.
»Mønstret er helt klart«
Det er f.eks. dokumenteret i en undersøgelse blandt voksne kraeftpatienter i Københavns Kommune, af, hvem der blev henvist til rehabilitering efter endt behandling.
»Mønstret er helt klart: Jo kortere uddannelse, jo mindre rehabilitering,« siger Susanne Oksbjerg Dalton, der også naevner nyere resultater om social slagside blandt voksne leukaemipatienter, som bliver tilbudt en knoglemarvstransplantation.
»Der kan selvfølgelig vaere en raekke medicinske forklaringer, hvis patienten har andre sygdomme og dermed ikke kan tåle en indgribende og langvarig behandling i form af en knoglemarvstransplantation. Men der er helt sikkert noget, vi kan gøre for at sikre, at alle får mere lige chancer for at klare sig,« siger hun og henviser til et forskningsprojekt, som Compas er ved at saette i gang med lungekraeftpatienter.
»En gruppe, som også rammes hårdt af social ulighed, og en del gennemfører slet ikke behandlingen,« siger hun.
Projektet udstyrer de udsatte patienter med en såkaldt navigator-sygeplejerske til at hjaelpe gennem behandlingsforløbet.
»For nogle patienter er bivirkningerne et stort problem, men de ved ikke, at man faktisk kan få hjaelp til at daempe dem. Her kan en navigator-sygeplejerske vaere den, som følger forløbet taet og hjaelper over de bump, der er på vejen, så patienten ikke helt opgiver sin behandling,« siger Susanne Oksbjerg Dalton.
Regionerne bruger 125 mia. kr. om året på sundhed, men ...