– en teolog har sat sig for at portraettere det ultimativt onde

Da teolog og praest Henrik Winther Nielsen satte sig for at undersøge djaevlefigurens ophav, fandt han ud af, at figuren er blevet misforstået i en stor del af kulturhistorien. Hvordan det er sket, uddyber han i sin nye bog, "Djaevelen".

fik Henrik Winther Nielsen tilfaeldigvis tildelt Djaevelen som tema for en udsendelse.

»Det gik op for mig, at man aldrig rigtig har sat sig ned og undersøgt, hvad det egentlig er for en slags ondskab, den her djaevel kommer med. Hvad er han egentlig ude på? Hvad er hans aerinde? Og hvor vil han hen med sine gerninger?« fortaeller Henrik Winther Nielsen, og det satte han sig derfor for at undersøge.

I sin research blev han hurtigt klar over, at der var materiale til yderligere udfoldelse, og det er der nu kommet bogen ”Djaevelen” ud af, som er årsagen til, at jeg har sat Henrik Winther Nielsen staevne over en Zoomforbindelse. Henrik Winther Nielsen og henviser til et eksempel fra Det Gamle Testamente, hvor Djaevelen med sin ondskab forsøger at kile sig ind mellem gud og mennesket: I Paradisets Have narrer han – i form af en slange – Eva til at spise af Kundskabens Trae ved at så tvivl om, hvorvidt Guds intentioner er gode eller ej.

»Når Djaevelen ønsker at ødelaegge et forhold, gør han det ved at forpurre det. Han gør det umuligt at vaere i, så man bliver forvirret og pludselig ikke kan finde ud af, hvordan man skal orientere sig. Ligesom Eva, som Djaevelen narrer til at tro, at mere tro på Gud betyder mindre tro på Gud, og mindre tro på Gud betyder mere tro på Gud, og til sidst ved hun ikke, hvad hun skal tro på? Det er en forpurring, for det kan hun slet ikke vaere til stede i, og så ender hun med at tage en bid af frugten. Og det er en ondskab, som egentlig ikke har noget med mennesket at gøre, men har at gøre med, at Gud gerne vil noget med sit menneske, og det forhindrer Djaevelen, fordi mennesket er så nemt at forvirre,« fortaeller han. Henrik Winther Nielsen kalder Djaevelens ondskab for slimet, fordi det er en snedig ondskab, som er svaer at få hold om. En ondskab, som ikke er åbenlys destruktiv, men i stedet pakket ind i komplimenter.

Han fortaeller, hvordan han oplever, at den type ondskab faktisk florerer blandt mennesker i dag, saerligt på sociale medier, og derfor kan vi også bruge den til at forstå nutidens forhold mellem mennesker.

»Man taler hinanden ret meget op på de sociale medier, og til dette formål bliver sej, modig og staerk brugt en del. Det er bare noget, man siger til folk. Du er sej, modig og staerk. Man bruger nogle rosende ord om den anden uden egentlig rigtig at kende vedkommende, og det, der i virkeligheden sker, er, at man ved at hylde en person for sit arbejde, giver vedkommende en anden opfattelse af sig selv, som er afhaengighedsskabende. Pludselig vil man bekraeftes i, at man er noget andet og mere end de andre. Og så får man storhedsvanvid. I sidste ende vil ordene sej, modig og staerk isolere vedkommende fra andre mennesker,« siger han.

»Det er faktisk den slags tilsyneladende lyse ondskab, som vi ser i den måde slangen er over for Eva. Den tager sig ud som lys og musik så at sige, men ender med at vaere destruktiv.« Det har også vaeret interessant for Henrik Winther Nielsen at undersøge Djaevelens betydning for teologien – for ifølge ham er det netop det, vi skal bruge Djaevelen til. Til at forstå vores forhold til Kristus.

Ved at analysere djaevelens rolle i Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente, kommer han frem til, at man ikke skal gå rundt og frygte Djaevelen og slet ikke Helvede. Djaevelen berøver ikke den enkelte adgang til Kristus, understreger han. Med korsfaestelsen af Jesus har Gud nemlig ofret sig en gang for alle for mennesket, hvilket er den ultimative kaerlighedshandling. Derfor er Djaevelens mulighed for at kile sig ind mellem mennesket ikke laengere eksisterende. Der er kun anerkendelse og naestekaerlighed tilbage, understreger han.