Vil du gerne støtte dit barns drøm om landsholdet og OL? Så griber du det formentlig helt forkert an

Glem alt om at tilkøbe ekstra private traeningstimer til dit barn og et tidligt skifte til en eliteklub. Et nyt studie gør endeligt op med flere myter omkring talentudvikling og topsport.

Det var lidt en tilfaeldighed, at Lasse Svan Hansen havnede med en håndbold. »Jeg har gået til tennis, fodbold, svømning, billard og håndbold. Min mor vil nok også sige dans, men der var jeg helt lille, og jeg var der vist kun én gang, så det taeller nok ikke med,« siger landsholdsspiller Lasse Svan Hansen.

Helt uden at vide det og aktivt opsøge det har Lasse Svan Hansen valgt den optimale vej til at blive en succesfuld verdensklasseatlet.

Laenge fyldte fodbold mest, men da nogle af kammeraterne rykkede mod håndbold, fulgte Lasse Svan Hansen med. Han begyndte først at spille håndbold som 12-årig i den lille klub Sierslev HK på det østlige Sjaelland, og han fortsatte samtidig med at spille tennis og fodbold.

»Jeg lavede bare det, som jeg synes var sjovt sammen med mine kammerater.«

I sin lange karriere, som slutter denne sommer, har den 38-årige fløjspiller vundet både VM, EM, OL, Champions League og det tyske mesterskab. Vejen til toppen har vaeret kringlet og er gået over flere sportsgrene og sen specialisering i håndbold.

Det var den rigtige vej for Lasse Svan Hansen, og det er ikke tilfaeldigt.

Det viser den nyeste internationale forskning på området, som er udført af blandt andet forskere fra et universitet i Kufstein i Tyrol i Østrig.

Studiet viser, at vejen til den internationale top ikke — som mange måske i dag tror — går over tre-fire ugentlige voksenstyrede traeningspas i én sportsgren og ekstratilkøbt privatundervisning.

Sen specialisering

Resultaterne, der blev offentliggjort i januar i år, har kigget på 9.241 atleter fra hele verden. Studiet fokuserer på to grupper. Dem, der når verdensklasse, og dem, der ”kun” når nationalt topniveau.

Og her er der flere forskelle. »Verdensklasseatleterne har i gennemsnit prøvet flere forskellige traenerstyrede sportsgrene i børne- og ungdomsårene end de, der når nationalt niveau. Og de har valgt en senere specialisering og dermed fået mindre traening i én specifik sportsgren og fået en langsommere sportslig udvikling sammenlignet med dem, der når et højt niveau, men ikke går hele vejen,« siger Kristoffer Henriksen, der er forskningsleder og sportspsykolog ved Syddansk Universitet og sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark.

Spise en pose chips

Først som 15-årig begyndte Lasse Svan Hansen primaert at fokusere på håndbolden, som han viste sig at have et stort talent for.

»Selv i den alder var min motivation ikke drømmen om landsholdet, men det var sjovt til et julestaevne at sove på en luftmadras og spise en pose chips om aftenen. Først senere blev jeg også motiveret af at blive udtaget til diverse hold,« siger Lasse Svan Hansen.

Den var naeppe gået i dag.

I dag traenes mange børn ofte målrettet i én sportsgren, fra de er omkring 9-10 år. De rykkes ofte til større klubber, hvor der traenes tre-frie gange om ugen, og der suppleres med ekstra privat traening betalt af ambitiøse foraeldre.

Men den model er forkert, hvis man vil nå rigtig langt, viser den nyeste forskning altså.

Kan braende ud

De børn, som tidligt bliver tvunget til at vaelge én idraetsgren og sat til at traene rigtig meget, kommer ikke så langt på seniorniveau.

»De beskriver ofte, at traeningen i en tidlig alder er meget målrettet og voksentilrettelagt. Der er megen fokus på praestationsoptimering og mindre fokus på alt muligt andet. Den gruppe af atleter når ikke lige så langt som den modsatte gruppe. Der skyldes også, at der er en større risiko for at braende ud i en ung alder,« siger Kristoffer Henriksen.

Det er et vigtigt budskab til alle i den danske idraetsverden fra forbund, til klubber, traenere, kommuner, politikere, ledere og foraeldre.

Kristoffer Henriksen mener, at der er brug for en kulturaendring i sportens verden i Danmark. Han oplever, at der i dag er for megen fokus på store traeningsmaengder og resultater blandt børn og unge.

Han mener, at man som noget af det første bør droppe kommunernes årlige awardshows, hvor også ungdomsmestre hyldes på det lokale rådhus.

»Det er vi nødt til at tage et opgør med. Der er ingen grund til at fokusere på det. Vi skal ikke fejre ungdomsresultater, fordi hvis det er det vigtigste, kommer vi til have fokus på de forkerte ting. På tidlig selektering, på at vaelge de fysisk mest udviklede. Vi kan ikke vaere drevet af at vise, at vi kan lave ungdomsverdensmestre, når vi nu ved, at det ikke er godt for den langsigtede udvikling,« siger Kristoffer Henriksen.

Foraeldre vaelger det fra

Det kraever et opgør med kulturen i Danmark, fordi han oplever, at foraeldre har det med at tage deres børn hen til steder, hvor der bliver traenet meget fra en tidlig alder.

»Når nogle klubber aendrer tilgang og vaelger en mere langsigtet plan, skruer ned for fokus på resultater og inkluderer flere i traeningsgruppen, oplever vi, at nogle foraeldre tager deres børn til en klub, ”der er mere ambitiøs”. Men det er jo netop hamrende ambitiøst på den lange bane. Det er bare ikke med henblik på at vinde kampen på onsdag,« siger Kristoffer Henriksen.

Også tilkøb af ekstra privat traening er ikke vejen til succes på den lange bane.

Det ses i høj grad i fodbold, hvor børn allerede fra 8-9-årsalderen deltager i talenttraening i større klubber og tilkøbt ekstra privattraening.

»Man gør børnene en bjørnetjeneste. Hvis man bliver ved med at købe voksenstyret organiseret traening, fratager man børnene mulighed for at udvikle autonomi. Man frarøver dem mulighed for at selv at udvikle faellesskaber og selv tage initiativ til at mødes og dyrke idraet. Og man frarøver dem også muligheden for at dyrke flere sportsgrene, fordi der ikke er tid til det. Det er noget af det, som vi ved på sigt kan skabe dygtige senioratleter,« siger Kristoffer Henriksen.

Lasse Svan Hansen mener selv, at han har nydt godt af sin alsidige sportsbaggrund i håndbolden.

»Det har vaeret en stor fordel at få forskellige teknikker med ind, fordi i håndbold er der mange forskellige måder at aflevere og afslutte. Jeg har hentet inspiration fra de andre sportsgrene og har måske gjort nogle ting lidt anderledes. I tennis slår du til bolden langt ude fra kroppen, hvor du har hele fornemmelsen af ketsjeren helt ude i håndleddet. På samme måde forsøger jeg nogle gange at lave en god lang arm, og hvor afslutningen sidder i håndleddet, når jeg springer ind fra fløjen. Jeg ved det jo ikke, men jeg tror, at jeg er blevet en bedre håndboldspiller af at have prøvet noget forskelligt,« siger Lasse Svan Hansen.

Fokus på rugbrødet

Et andet problem ved at tilkøbe ekstra privat traening er, at børnene kan få en forventning om, at al traening er på den måde.

»I den private traening er der flere traenere til faerre spillere. Der er måske nogle sjove øvelser og et nyindkøbt aggregat. Det kan få folk til at devaluere den vigtigste daglige traening. Derved mister børnene fokus på det vigtige, altså rugbrødet. At man skal nyde og have det sjovt i den daglige traening. Det er det, som skal baere igennem på den lange bane,« siger Kristoffer Henriksen.

Der er flere risici ved tidlig selektion. Udvaelgelse af de bedste eller mest talentfulde bliver ofte efterfulgt af en stor maengde fokuseret og specialiseret traening. Sker det i en for tidlig alder, øger det faren for overbelastningsskader, og de unge, der bliver udråbt som de naeste store stjerner, kan opleve unødig stress og forventningspres og blive tidligt udbraendte.

En tidlig specialisering har også en anden ulempe.

»Hvis man bliver tvunget til at vaelge en sport som otteårig, risikerer man at vaelge forkert. En sport, som måske ikke passer til mentalitet eller kropsstørrelse. Jo senere man traeffer sit valg, jo større chancer for, at man vaelger rigtigt,« siger Kristoffer Henriksen.

Kampsport og atletik

Han erkender dog, at tiden er en anden, end da Lasse Svan Hansen for 20 år siden løb rundt i Sierslev. I dag opsøger børn og unge ikke hinanden til uorganiseret leg og spil på samme måde som tidligere.

Derfor kommer den alsidige sportseksponering ikke så naturligt som tidligere.

For at kompensere for det har nogle idraetsklubber og idraetstilbud derfor bygget alternativ traening ind. Det gaelder eksempelvis på friskolen Guldminen i Ikast, hvor børnene enten går på en håndbold- eller fodboldlinje, men også bliver eksponeret for gymnastik, atletik og kampsport i et grundatletisk idraetsmodul.

»Det er et fornuftigt alternativ, at man prøver at integrere andre sportsgrene. Det ser man også fra succesfulde talentmiljøer, at man har én ugentlig traening, hvor man laver noget andet. Det giver meget god mening,« siger Kristoffer Henriksen.

Helt grundlaeggende opfordrer Kristoffer Henriksen til at skrue tempoet ned, også for den store fokus på resultater.

Hvis man bliver ved med at tilkøbe voksenstyret organiseret traening, fratager man børnene mulighed for at udvikle autonomi.

En staerk drivkraft

I eksempelvis fodbold har man fjernet offentlige resultater og stillinger i de yngste årgange. Det bør man gøre endnu mere, mener Kristoffer Henriksen.

Nogle vil kalde det for noget humanistisk pladder? Hvorfor må børn og unge ikke vinde og tabe?

»Det må de også gerne. Når man er i en konkurrence, vil man gerne vinde. Det er et staerkt motiv for mange, men ikke alle. Nogle vil også bare gerne prøve nogle ting af. Men for mange er det at vinde en staerk drivkraft, når de står i en konkurrence. Det er der ikke noget i vejen med. Men at taelle sammen fra uge til uge og laegge sammen i en tabel hen over et år. Det er en vokseninteresse. Det er ikke et iboende motiv hos unge mennesker at ligge nummer et i en raekke. Det er det kun, fordi de laerer det fra de voksne, at det er vigtigt,« siger Kristoffer Henriksen.

Lasse Svan Hansen tror ikke, at det igen bliver, som da han var barn og en overgang jonglerede med tre-fire forskellige sportsgrene. Men han håber, at børn og unge får lov til at smage på noget forskelligt.

»I dag traener man mere, så tiden er ikke til at nå det hele. Men jeg synes generelt, at man skal passe på med at saette 12-årige til at traene tre-fire gange om ugen i én sportsgren. Man kan ikke saette lighedstegn imellem, at jo mere man traener, jo bedre bliver man. Man skal huske på, at der sidder også et hoved på de her unge mennesker, som skal stimuleres på forskellig vis. Også i forhold til ikke at braende ud,« siger Lasse Svan Hansen.