En parentes i dansk naturhistorie

»En solsort kom flyvende inde fra tågen / den sidder her nu/ og synger i en våd bjergfyr / om lidt flyver den tilbage til naturen.«

Poetisk og praecist har Per Højholt udtrykt det, som det gennemopdyrkede Danmark slås med: Hvad er natur? Angiveligt ikke en våd bjergfyr i det, som man kunne forestille sig var en opdyrket have. Men hvad så?

25.000 hektar indhegnet skov, som fremover skal klassificeres som naturnationalparker. Såkaldt vild natur, som store graessende dyr skal sørge for passer sig selv. Og dog. Mennesket hjaelper naturligvis naturen på vej. Blandt andet ved at faelde de traeer, som ikke hører naturligt til. Således fejet og prydet skal naturen gå sin gang i de i alt 15 naturnationalparker, som fordeles ud over hele Danmark.

Vel at maerke ikke uden modstand. For ikke alle borgere abonnerer på det herskende natursyn, som regeringen deler med de røde støttepartier. Godt hjulpet af Danmarks Naturfredningsforening. At dansk natur er dyrebar, er der ingen uenighed om. Spørgsmålet er, hvordan naturen skal formes og bevares. For uanset hvor meget rewilding, der tales om, så er der tale om kultivering af landskabet. Og det ville glaede, hvis Lea Wermelin ville stå ved det fremfor at efterlade opfattelsen af, at hvis man ikke er med regeringen, så er man imod naturen.

Partierne, som ellers vaegter dyrevelfaerd højt, var så ivrige, at de tilsidesatte bestemmelser i dyrevelfaerdsloven for at få pengene til at passe. Kort og godt betyder det, at staten holder dyr på to måder. Mens landmanden skal tilse hvert enkelt dyr, kan dyreejeren i naturnationalparken nøjes med at gøre det på bestandniveau. En uholdbar situation, som de borgerlige partier selvsagt har protesteret mod.

Ideen om naturnationalparker er et produkt af velfaerdssamfundets overflod, i en tid da verden syntes lysegrøn. Nu kan man med rette spørge sig selv, om det er hensigtsmaessigt at sløjfe landbrugsproduktion. Hvad udad tabes, skal indad vindes. Og jo, det gik for vidt efter 1864, da selv åer måtte taemmes for at udnytte hver kvadratmillimeter. Men vi bliver nødt til at spørge os selv, om vi i den nuvaerende situation kan tillade os at vaere så large på fødevareproduktionens vegne.

Hertil kommer, at hele processen omkring naturnationalparker ikke har vaeret køn at se på. De er blevet presset ned over kommunerne, som bestemt ikke havde indhegnet skov og store graessende dyr på ønskelisten. De havde en latterlig kort frist til at gøre indsigelser, og de såkaldte borgerhøringer – vandringer, hvor Naturstyrelsen rullede hele charmekavaleriet ud – tenderer til direkte at gøre grin med de borgere, som bliver berørt af det nyeste påfund på Borgen.

Romantikken omkring naturnationalparker ligner noget, som er set før. På Slotsholmen får man det, som ligner en rigtig god idé, når man sidder og ser ud på Københavns tårne.

Men set fra de områder af Danmark, som skal laegge jord til eksperimentet, så er virkeligheden noget anderledes. Her er man mildt sagt ikke interesseret i, at den frie bevaegelighed i naturen skal spaerres af hegn og store dyr.

Dansk natur er praeget af menneskehaender, og uanset hvor romantisk det måtte lyde med rewilding og vild natur, så aendrer det ikke på, at også naturnationalparkerne er menneskeskabte. Et kvalificeret gaet: Når natursynet igen aendrer sig, så vil de vaere en saga blot. Endnu en parentes i den danske naturhistorie.