Derfor skal du undgå at komme på plejehjem
Min far er kommet på plejehjem. Og det afslører, at der bag mange fine og medfølende ord gemmer sig en hverdag. Hvor vaerdighed nogle gange mest af alt er – ord. Der er ikke ansatte nok til antallet af opgaver, og rammerne er heller ikke saerligt hjemlige
Min far er kommet på plejehjem. Underligt, hvordan noget kan gå fra bare at vaere et ord til pludselig at vaere en oplevelse, der kan maerkes i kroppen. For det meste ondt i maven.
Min store, staerke far sidder sammenkrøbet i en kørestol. Der endte han, efter han braekkede hoften for nylig, da han forsøgte at bevaege sig ud på toilet på egen hånd. Og i kørestolen får han lov at blive siddende. Ligesom de andre beboere – de sidder også bare. De eneste aktiviteter, der foregår på plejehjemmet, er måltiderne.
Og rent faktisk er det sådan, at plejehjem i Danmark ikke har nogen forpligtelse til at lave aktiviteter med de aeldre. Når jeg siger aktiviteter, mener jeg helt almindelige ting som f.eks. at komme udenfor og få frisk luft. At der foregår aktiviteter på et plejehjem, beror på frivilligt arbejde – typisk en vennekreds. I de fleste kommuner er der dog en klippekortordning (et klip = en halv time pr. uge), hvor man som pårørende kan bruge et klip på, at en fra plejepersonalet laver en aktivitet med ens familiemedlem, f.eks. en gåtur. Jeg troede – dybt naivt kan jeg se nu – at det var en fast, integreret del af en helt almindelig hverdag på et plejehjem at sørge for, at beboerne kommer ud og får frisk luft.
Retorikken om aeldrepleje er der ellers virkelig schwung i. Man slynger om sig med ord som ”vaerdighed”, ”livskvalitet”, ”faellesskab”. Det er nogle skønne vaerdier, som de fleste sikkert bakker op om.
Men det er også nogle dejligt luftige begreber, som der kan vaere mange tolkninger af. Hvad betyder det f.eks. helt lavpraktisk i hverdagen at sørge for at skabe vaerdighed for de aeldre på et plejehjem?
Er der nogen, der har gjort sig den ulejlighed at definere, hvad det er for en adfaerd, det kraever af medarbejderne – både over for beboerne og over for de pårørende? Og hvad det kraever af den fysiske ramme for beboernes liv? Og er der nogen, der sørger for, at den ønskede adfaerd udspiller sig?
Jeg kan ikke få øje på det. På min fars plejehjem gør medarbejderne virkelig deres bedste, men der er flere opgaver, end der er haender. Det fører til, at det ofte kniber med tid til selv de helt basale plejeopgaver. Det sker f.eks. jaevnligt, at en beboer må sidde i sit eget lort og vente laenge på at blive skiftet.
De fleste er nok enige om, at det ikke er vaerdigt.
Jeg drømmer om, at vi enten tilpasser retorikken til de faktiske forhold eller tilpasser forholdene til retorikken.
Taenk sig, hvis vores politikere tilpassede deres retorik til de faktiske forhold på plejehjemmene og bare gik ud og sagde ligeud, hvad man kan forvente som beboer på et offentligt plejehjem i Danmark. Vi sørger for, at du får mad, en seng at sove i og kommer på toilettet/bliver skiftet (måske med lidt ventetid), indtil du skal dø. That’s it.
Jeg gad godt, at vores politikere havde mod til at vaere så aerlige. Så kunne vi nemlig få talt om, hvorvidt vi som samfund synes, det er godt nok.
Men sådan, som der i dag bliver talt om plejehjem fra både lokalog landspolitisk side, bliver der skabt en fantasi om, at vi i dette land har plejehjem, hvor man altid behandler beboerne med vaerdighed, giver dem den nødvendige pleje og omsorg og har rammer og ressourcer til at skabe en så høj livskvalitet, som det er muligt i den sidste fase af livet. Jeg tror bare ikke, det er virkeligheden på de fleste plejehjem i vores land. Men det opdager man først, når man selv bliver pårørende til et familiemedlem på plejehjem.
Den anden mulighed ville vaere at tilpasse forholdene til retorikken. Gå efter at få politikernes fantasiplejehjem til at blive til virkelighed.
Der er et stykke vej.
Først og fremmest ville det vaere vigtigt at sikre, at antallet af medarbejdere svarer til antallet af opgaver. Men det er ikke gjort med det. Der skal vaere en synlig leder, som sørger for, at ambitionerne om vaerdighed og livskvalitet bliver omsat til konkret adfaerd. Jeg tror, det kraever, at lederen er til stede på plejehjemmet og indgår i de daglige opgaver. Min mor kommer på min fars plejehjem seks-syv timer hver eneste dag, og hun har aldrig set en leder vaere til stede på plejehjemmet. De ansatte må bare finde ud af det selv.
Derudover tror jeg også, der er meget at hente ved at gøre den fysiske ramme om plejehjemsbeboernes hverdag mere hjemlig. På min fars plejehjem er der ikke saerlig hjemligt. Døren derind åbner automatisk, og lyden af den giver associationer i retning af et hospital. Det lave loft i faellesrummet er befolket af en hel koloni af LEDspots,
som bader rummet i et skrapt og køligt lys. Slet ikke hjemligt. Her kunne et mix af dagslys og varmt, blødt lys gøre undervaerker. Faktisk hedder det jo heller ikke ”plejehjem” mere. Det hedder et ”plejecenter”. For mig giver ”center” nogle helt andre associationer end ”hjem”, og det er mig en gåde, hvorfor man har omdøbt plejehjemmene til plejecentre. Taenk over det – hvor vil du helst bo? I et hjem eller på et center?
I al den fine retorik om plejehjem har jeg bemaerket, at der er ét ord, som ikke figurerer så tit. Omsorg.
Det er også et besvaerligt begreb, som hele tiden kravler ud af Excelarket. For omsorg kraever tid og frihed hos medarbejderen til at vaelge den aktivitet, som medarbejderen vurderer som relevant i situationen. Det kunne f.eks. vaere at saette sig ned og snakke lidt med beboeren, sidde lidt ved beboeren, når beboeren skal falde i søvn, eller lignende. Men hvor skal medarbejderen så saette kryds i ydelseskataloget bagefter, når hun dokumenterer det arbejde, hun lige har lavet inde ved fru Hansen? Og hvordan skal medarbejderen bevare roen, mens hun sidder hos fru Hansen, når tre andre beboere i samme tidsrum har trykket på nødkaldsknappen?
Derfor er det også sød musik i mine ører, når vores statsministeren i sin nytårstale foreslår, at »vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på aeldreområdet og starter helt forfra«. At medarbejderne får mulighed for at »bruge deres gode hoveder og varme hjerter«, hvad det så end betyder helt konkret. Statsministeren foreslår at indføre »en ny kort og praecis aeldrelov. Med klare vaerdier. Vaerdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav«. Igen glimrer ”omsorg” ved sit fravaer.
”Vaerdighed”, så langt er jeg med. Forudsat, at man gør det konkret, hvordan den vaerdighed skal komme til udtryk helt lavpraktisk i det daglige. Men ”valgfrihed” og ”selvbestemmelse” – er det virkelig det, der er brug for? Det kan måske nok vaere dejligt for de aeldre, der stadig er åndsfriske. Men det store flertal af demensramte plejehjemsbeboere vil ikke rigtig få glaede af det. For dem ville det til gengaeld betyde rigtig meget, hvis de ikke hele tiden skulle mødes af nye ansigter, fordi der er stor udskiftning i personalet og omfattende brug af vikarer.
Jeg er spaendt på at se, hvad statsministerens forslag til en ny aeldrelov fører til i praksis.
Imens vi venter, fortsaetter min mor med at vaere henne ved min far seks-syv timer om dagen for at hjaelpe ham – hun indgår naermest som en del af personalet. Hun er fuldstaendig udmattet, men tør ikke drosle ned. Med god grund taenker jeg. Hun har nemlig adskillige gange oplevet, at det fortravlede personale ikke får givet min far nok vaeske eller sågar glemmer at give min far medicin, både hans faste medicin og medicin, der gives midlertidigt i forbindelse med infektioner, hvor man får høj feber.
Og jeg fortsaetter med at drømme om, at vi kan nå dertil, at min mor og jeg kan tage hjem fra plejehjemmet med en følelse af tryghed i stedet for ondt i maven.
”Valgfrihed" og "selvbestemmelse” – er det virkelig det, der er brug for? Det kan måske nok vaere dejligt for de aeldre, der stadig er åndsfriske. Men det store flertal af demensramte plejehjemsbeboere vil ikke rigtig få glaede af det.