Putins mål: faerre, men bedre ukrainere

Døren til køleskabet fra forrige århundrede er sprunget op, og der ligger levninger på hylderne fra gamle dage, som vi vaemmes og skraemmes ved at gense.

Menneskesynet bag krigen hørte også hjemme i forrige århundrede, troede vi. Vi vidste, at den slags menneskesyn florerede i de to ideologier, nazisternes og kommunisternes, der var på mode, da filmfolkene forlod Berlin i sin tid til fordel for Californien.

En af Europas mange kulturelle gaver til USA er den tyske filmindustri. Den var den største og mest toneangivende på det europaeiske fastland i tiden efter Første Verdenskrig og op til nazisternes magtovertagelse af Tyskland og totale kulturelle kontrol over landet. Så i løbet af 1930’erne forlod tyske filmstjerner med Marlene Dietrich i spidsen Tyskland i protest imod nazismen. Sammen med berømte instruktører som Ernst Lubitsch, William Wyler, Fritz Lang osv.

Men også massevis af filmteknikere, fotografer, klippere og lysfolk udvandrede i vaemmelse over nazisterne. Fra Babelsberg, filmbyen i delstaten Brandenburg uden for Berlin, tog de til Hollywood. Så Tysklands tab af talent blev USA’s gevinst. The rest is history, som de siger. USA blev på grund af deres indvandring til Hollywood filmkunstens stormagt og er det endnu.

Det var den jødiske berliner Ernst Lubitsch, der i Hollywood skabte den visionaere filmklassiker ”Ninotchka” i 1939 med Greta Garbo i hovedrollen som sovjetisk agent. Hun er i Paris i filmen og har en erotisk affaere med en amerikaner.

Hun prøver som troende kommunist at forklare elskeren, hvorfor hun støtter den russiske revolution.

Den forelskede amerikaner lytter høfligt til hende. Han kan til en vis grad forstå årsagen til den russiske revolution, nemlig at fattige mennesker gør oprør imod godsejere og brutale kapitalister. Mange var udvandret til USA i årenes løb for at komme vaek fra den europaeiske herskende klasses undertrykkelse og udbytning af fattige mennesker. Men, indvender amerikaneren så, han kan ikke forstå, at kommunister i Sovjetunionen også løbende slår andre kommunister ihjel. Filmen foregår jo i 1930’erne efter Stalins legendariske masseudrensninger af partikammerater ved Moskva-processerne.

Den underskønne Garbo forstår amerikanerens forvirring. At kommunister udrydder andre kommunister kan naturligvis forekomme besynderligt. Men, forklarer hun så, formålet med disse udrensninger er, at der derefter vil vaere »faerre, men bedre russere«. Det er formålet med udrensningerne. Og det er et godt formål, mener hun. For de mennesker, der ikke er ordentlige kommunister, de er en fare for systemet. De spaender ben for de ordentlige kommunister. Så bedst at afskaffe dem.

Jeg har taenkt på saetningen om »fewer but better Russians« fra den gamle, romantiske lystspilfilm i forbindelse med Putin nu. Han er i gang med at draebe ukrainere. Det er, håber han vel, fordi der på den måde en dag bliver ”faerre, men bedre ukrainere”. Altså, at der en dag kun er ukrainere tilbage, som støtter ham og Ruslands erobring af deres land. Resten er døde eller flygtet.

Putin fremstiller jo sine grusomheder som en renselse af det ukrainske folk, som en broderlig håndsraekning. Så »narkomaner og nazister«, sådan beskriver Putin de folkevalgte ukrainske politikere, kan blive udrenset til glaede for rettroende, frelste overlevende. Derved vil der vaere banet vej for et bedre om end tyndere befolket Ukraine. Som vil leve til evig tid i dyb taknemmelighed efter renselsen.

Altså grusomhederne

for tiden har et højere formål. Midlerne, som helliges af formålet, kan forekomme midlertidigt ubehagelige for svage sjaele som mig, der let får tårer i øjnene og er blevet rystet hver eneste dag i godt en måned over at se mennesker på flugt, ødelagte byer, raedselsslagne børn med forstenede blikke og lig i affaldsposer. Men det overordnede formål helliger midlet, synes Putin åbenbart. Der er menneskelige konsekvenser ved krigen, jovist, men endemålet er vigtigere end tab af menneskeliv undervejs. At Ukraine bliver hans.

Krigen i Ukraine er en overlevering fra forrige århundrede. Den ligner Første Verdenskrig, fordi den er en kamp mellem to haere. I Første Verdenskrig var der få civile ofre. Den ligner også Anden Verdenskrig, fordi der er mange civile ofre og ødelagte byer. Den kombinerer det vaerste fra begge krige.

Menneskesynet bag krigen hørte også hjemme i forrige århundrede, troede vi. Vi vidste, at den slags menneskesyn florerede i de to ideologier, nazisternes og kommunisternes, der var på mode, da filmfolkene forlod Berlin i sin tid til fordel for Californien. For at kunne leve og skabe frit. Med så stor afstand til raedslerne i Europa, at de kunne lave et begavet romantisk lystspil som ”Ninotchka” om dem.

Vi troede døren til køleskabet fra forrige århundrede var forsvarligt låst, da vi omsider kom ind i det muntre, ny århundrede i Europa. Nu er døren til køleskabet sprunget op, og der ligger levninger på hylderne fra gamle dage, som vi vaemmes og skraemmes ved at gense.

Vi troede døren til køleskabet fra forrige århundrede var forsvarligt låst, da vi omsider kom ind i det muntre, ny århundrede i Europa.