I krig er intet køn(t)
Krig og konflikt kan ikke koges ned til en kønsdetermineret maggiterning og en identitetspolitisk modsaetning mellem køn i et tegneserieunivers beskrevet ud fra populaerkultur. Krig og konflikter handler bl.a. om magt, vaerdier, indflydelse og ønsket om a
På den russiske ambassade i Kristianiagade i København sidder de russiske diplomater og efterretningsofficerer og griner i skaegget. Mens deres landsmaend fortsaetter den snart månedlange angrebskrig i Ukraine og driver tusindvis af kvinder og børn på flugt, glemmer vi her i Vesten – i vores iver efter at saette os selv i fokus – situationens alvor på slagmarken og i de ukrainske byer.
Putins hede drøm om at få fjernet Vestens fokus fra hans krigsforbrydelser, fordrivelser og undertrykkelsen af et demokratisk valgt styre gik i opfyldelse, da Julie Rokkjaer Birch i sin klumme i JP 14/3 og senere i Berlingske Tidende smed både faglighed og anstaendighed over bord og forsøgte at gøre den forbryderiske krig til genstand for nogle karikerede kønsstereotyper med bl.a. den amerikanske skuespiller Mel Gibson i centrum. De krigsførende parter kom under Julie Rokkjaer Birchs lup, og det har diplomaterne ganske givet indberettet lige efter bogen.
»Kan I se, hvor degenererede de er i Vesten? De tager end ikke vores forbrydelser alvorligt laengere, men vil hellere diskutere køn, ligestilling og den slags,« kan Putin have sagt, da han har fået ambassadens korte beskrivelser af den danske mediedaekning af krigen. Han har ganske sikkert også trukket på smilebåndet, hvis ambassadens indberetning indeholdt Julie Rokkjaer Birchs tåkrummende forsøg på at fjerndiagnosticere den russiske despot og Ukraines demokratisk valgte praesident. Begge bliver de smidt ind i et tegneserieunivers, som mere synes at basere sig på mavefornemmelser og fortegnede brudstykker fra mediestrømmen end egentlig viden.
Hvorfor bringe Mel Gibson og hans fiktionsportraet af den skotske frihedshelt William Wallace på banen, når den virkelige verden står uden for døren og banker på for at blive taget seriøst? Der er rigeligt med emner, som kunne tages under seriøs behandling. “Moder Rusland” er jo på ingen måde et begreb, Putin har opfundet til lejligheden, sådan som det naermest antydes af Julie Rokkjaer Birch: »Det hele er macho, og det hele er krig,« skriver hun.
Sandheden er jo, at maend gennem årtusinder primaert har sendt andre maend i krig for at slå fjendens maend ihjel, og at kvinder og børn er blevet inddraget som tilfaeldige ofre på forskellig vis.
Sandheden er også, at det er de selv samme maend, som gennem årtusinder har skabt freden efter tider med uro og krig, selv om
Julie Rokkjaer Birch fremhaever stiftelsen i 1915 af Women’s International League for Peace and Freedom som et tegn på kvinders øgede indflydelse i samfundet. Et diskret kig under overfladen havde afsløret, at organisationen under Den Kolde Krig mistede sin trovaerdighed og blev anset for en sovjetisk frontorganisation. Hvornår har de skabt fred? Aldrig … Og at kvinder altid vil fred, kan jo diskuteres. I 1767 underskrev Danmark og Rusland en traktat, hvori der stod, at »Rusland ville fred i Europa«.
Fem år senere begyndte Rusland ekspansionen mod vest og invaderede det nuvaerende Ukraine, Krim, Hviderusland, Litauen og det halve Polen ad tre omgange. Rusland var ledet af kejserinde Katarina den Store. Der er ganske enkelt ikke historisk belaeg for Julie Rokkjaer Birchs påstand om, at krig er ensbetydende med, at machoapparatet tager over. Og slet ikke i relation til Rusland-Ukraine.
Hvis man i udgangspunktet tror, at krig handler om køn, laver man den første fejl. Hvis man tror, vejen til fred kan bestemmes af køn, laver man fejl nummer to.
Kvinder kan tage samme voldsomme beslutninger som maend. Rystede Gold Meir det mindste på hånden, da hun beordrede terroristerne bag München-massakren 1972 fundet og likvideret? Naeppe.
Havde Hillary Clinton truffet en anden beslutning, hvis hun som praesident var blevet sat over for beslutningen om at likvidere Osama bin Laden? Naeppe. Og måske får tilnavnet ”Jernladyen” en klokke til at ringe? Nej, magtfulde og krigsførende statsledere kan ikke deles op efter køn.
I juni 2011 besøgte udenrigsminister Lene Espersen, Helle Thorning, Margrethe Vestager og andre danske politikere den libyske by Benghazi. De naevnte kvindelige politikere blev i forbindelse med turen fotograferet iført solbriller og designertaske samt mobiltelefoner, i kølvandet på at danske F-16-fly havde smidt 923 bomber og fløjet over 600 missioner over Libyen. Her kunne man ikke spore nogen kvindelig afvisning af, at krig er politik fortsat med andre midler. De kvindelige danske toppolitikere synes gerne at ville have den heltestatus, som Julie Rokkjaer Birch stempler som maskulin.
»Vi blev modtaget som en slags frihedshelte,« fortalte Lene Espersen.
Måske kunne Julie Rokkjaer Birchs filmiske og kønnede tilgang til spørgsmålet hjaelpe os med at afkode, om de tre kvindelige toppolitikere trak på referencer til
”Sex and the City”, eller om vi var ude i en ”Top Gun”-reference. I dag ser seriøse iagttagere anderledes på indsatsen i Libyen, og konklusionen peger mere på europaeisk uduelighed end på kønsspørgsmålet.
Julie Rokkjaer Birch tager Putin og Zelenskyj under kaerlig behandling og gør sig blandt andet lystig over Putins selviscenesaettelse som en rigtig machomand. Men danske kønsforestillinger kan naeppe overføres en til en på russiske forhold – her spaender de kulturelle forskelle på Danmark og Rusland ben for en meningsfuld analyse. De ting, vi griner af i Danmark, går måske rent ind i Rusland og omvendt. Derfor rammer man naeppe plet, når man forsøger at analysere de russiske og ukrainske statsledere ud fra egen forestillingsverden frem for at bevaege sig ud af navlen og op i helikopteren for at forstå dem på deres praemisser. Samme fejl begik mange, da de skulle spå om Donald Trumps chancer for at blive praesident i USA.
Handler det ikke mere om kulturforskelle end om køn?
Krig og statsautoriserede voldshandlinger sker på baggrund af politiske beslutninger, og beslutningerne traeffes af begge køn.
Men dem, som oftest må bøde for disse beslutninger, føre dem ud i livet og måske betale den ultimative pris, er maend. Igennem hele det 20. århundrede har millioner af unge maend mistet livet i kampen for de demokratiske vaerdier, som vi hylder i den vestlige verden – de samme vaerdier, som i dag gør ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden og meget andet til så indlysende en dele af vores hverdag, at vi tager det for givet og har glemt, at frihed og demokrati hele tiden skal naeres, udvikles og forsvares. Det gøres blandt andet gennem den kvalificerede samtale og debat.
I takt med større indflydelse og ligestilling mellem kønnene i den vestlige verden har vi paradoksalt nok i samme periode set kvinder påtage sig en stadig større og aktiv del af krigsførelsen. Kvinderne i modstandsbevaegelserne under Anden Verdenskrig, jødiske kvinder ved fronten under de israelske eksistenskampe, de sorte enker i Tjetjenien, kvindelige elitestyrker i det norske jaegerkorps og senest det store antal kvinder ved fronten i Ukraine. Eksemplerne er mange, og de kaempede og kaemper naeppe for at udfordre maendenes machomonopol, men nok naermere for de vaerdier, de troede og tror på, og det samfund, de er en del af.
Hvis man taler med de maend og kvinder, som rent faktisk har vaeret i krig, er der ikke meget, der minder om Julie Rokkjaer Birchs besynderlige tegneserieunivers. Tusindvis – primaert maend – sidder i dag fysisk og psykisk invaliderede tilbage efter at vaere blevet sendt i krig i et fjernt land og kaempe for noget, som de ikke nødvendigvis forstod eller troede på. Men de har blandt andet bidraget til, at piger kunne komme i skole, og at kvinder kunne få en uddannelse – i hvert fald for en stund.
Julie Rokkjaer Birchs klumme har sikkert vaeret velment, men nogle gange skal man acceptere, at der er områder i den offentlige debat, som man måske bare skal holde sig fra og undlade at skabe en falsk kobling til ens egen virkelighed og tunnelsyn. Nogle gange kommer man til at udstille nogle antikverede forestillinger og fordomme, og det eneste anakronistiske i Julie Rokkjaer Birchs klumme er de stereotyper og forestillinger, som bliver brugt til at se på angrebskrigen i Ukraine. Dertil kommer en ahistorisk omgang med fortiden.
Krig og konflikt kan ikke koges ned til en kønsdetermineret maggiterning og en identitetspolitisk modsaetning mellem køn i et tegneserieunivers beskrevet ud fra populaerkultur. Krig og konflikter handler bl.a. om magt, vaerdier, indflydelse og ønsket om at styrke egen position. Der er store kulturelle forskelle mellem Danmark og Rusland, og det er grunden til, at vi her til lands traekker på smilebåndet, når vi ser Putin i bar overkrop på en hest, mens russerne ser en staerk leder. Det har naeppe noget med køn og foraeldede stereotyper at gøre.
Lige meget hvad, så skal dette vaere en opfordring til at omgås fortiden og nutiden med en vis respekt for de mennesker, som bliver klemt og måske endda draebt som følge af magtfuldkomne statslederes (M/K) beslutninger.
Hvis man taler med de maend og kvinder, som rent faktisk har vaeret i krig, er der ikke meget, der minder om Julie Rokkjaer Birchs besynderlige tegneserieunivers.