Wili Jønsson sutter ikke på fortidens bolsjer, men lever livet i nutiden
80 ÅR SØNDAG: Bassisten Wili Jønsson har vaeret på den danske rockscene i over et halvt århundrede og har ry som en holdspiller og vennernes ven.
Hvis der er to ting, der i over 50 år konsekvent har vaeret fastklistret til manden, er det Gasolin og ”den skeløjede halvsvensker”.
Wili Jønsson hedder han. Naturligvis.
Kaele/øgenavnet fik han af Kim Larsen, da han sammen med denne, Franz Beckerlee og Bjørn Uglebjerg – der hurtigt blev erstattet med Søren Berlev – slog sig løs i, hvad der regnes for det største og mest populaere danske rockband i alle tider: Gasolin.
Når man naevner det band, er det meget let at fortabe sig i bandets historie og det markante aftryk, de fire musikere satte på den danske kultur.
Men Wili Jønsson kom meget hurtigt videre, da bandet efter blot ni år blev opløst tilbage i 1978. Og selv om han priser sig lykkelig over, at han var en del af det legendariske band, så har han aldrig plejet fortiden, og han har ikke deltaget i glorificeringen af de mange myter om Gasolin
Han har flere gange slået fast, at han i dag aldrig hører Gasolin-plader, og allerede i 2008 sagde han i et interview til Jyllands-Posten:
»Når man bliver aeldre, så har man en tendens til at sutte lidt på fortidens bolsjer. Det skal man passe på med. Det er nutiden, det handler om.«
Den holdning delte han med afdøde Kim Larsen, og han deler den stadig med både Franz Beckerlee og Søren Berlev.
En tid på børnehjem
Wili Jønsson blev født fredag den 27. marts 1942 og voksede op sammen med fem aeldre søskende i en beskeden lejlighed på Stokrosevej naer Sundbyvester Plads på Amager.
Hans far var fra Ystad i Sverige, og han forsørgede den store familie med en beskeden løn som skraedder. Det var ofte en sej kamp for familien at klare sig, og faktisk var Wili Jønsson som nyfødt i en periode anbragt på et børnehjem, inden familien kom på fode igen og hentede ham hjem.
Både hans mor og far var meget optaget af klassisk musik og gik – så ofte familiens sparsomme midler ellers tillod det – også i Det Kgl. Teater for at opleve opera. Hans mor spillede selv klaver, og det laerte hun sin søn.
Wili Jønsson gik sammen med Franz Beckerlee på Gerbrandskolen på Amager, og pudsigt nok var det på samme skole, at Kim Larsen – laenge inden han mødte de øvrige gasser – fik sit første job som laerer.
Wili Jønsson havde ikke en speciel nem skoletid.
Han blev mobbet meget og udviklede sig til noget af en rod – en af dem, som de andre ikke ville lege med, som
Gasolin siden sang. Han blev kendt som lidt af en slagsbror, han yndede at pjaekke fra undervisningen og i stedet slå sig løs med vennerne.
Musikken var det vigtigste
Det blev derfor til en meget beskeden realeksamen, men skolegangen betyd intet for Wili Jønsson. Det gjorde musikken, og det var igennem sit medlemskab af skolens orkester, at han kom taet på Franz Beckerlee. Orkesteret spillede en del jazz, og Wili Jønsson spillede klaver og sang i kor.
Siden byttede han tangenterne ud med de fire tykke basstrenge.
Hans storesøster flyttede til New York, og da hun sendte et par plader med Elvis og Little Richard, blev meget vendt op og ned for ham.
I begyndelsen af 1960’erne flyttede han hjemmefra og rykkede siden ind i kollektivet Sofiegården, hvor han – udover at spille i blandt andet Peter Bellis band og i bandet Exploding Mushrooms – blev en aktiv del af ungdomsoprøret. I dette miljø bestående af flippere, kunstnere, politisk aktive oprørere og andre mødte han i 1968 skuespilleren Katrine Jensenius. De giftede sig i 1968, og de er fortsat mand og kone.
Året efter blev Gasolin dannet samme sted.
Da politiet onsdag den 26. februar 1969 rykkede ind og smed de fleste beboere ud, inden det meste af huset blev revet ned, rykkede
Willi Jønsson sammen med sin kone og resten af Gasolin ind i en ejendom i Dronningensgade. Siden købte Gasolin hele ejendommen, men i dag er det kun Wili Jønsson, der bor i huset, som i folkemunde stadig bliver kaldt for gasser-huset.
Fra Gasolin til solokarriere
Gasolin fejrede i ni år den ene triumf efter den anden, og hele vejen udfyldte Wili Jønsson som bassist og korsanger en uhyre vaesentlig rolle, skønt han ikke var lige så langt fremme i skoene som f.eks. Kim Larsen og Franz Beckerlee.
Efter et forgaeves forsøg på at slå igennem i USA og begyndende uenigheder i bandet gik Gasolin den 21. august 1978 sidste gang på scenen i Folkets Park i Malmø, men blev dog for en kort bemaerkning gendannet i 1982/83, da Gasolin turnerede som en del af Gorilla Galla.
Det var Kim Larsen og
Wili Jønsson, der følte, at tiden med Gasolin var slut, og efter opløsningen af bandet kastede de sig begge over deres solokarrierer.
Siden da har Wili Jønsson blandt andre spillet med Swing Jørgen, Frede Fup, Sort Sol, Peter Belli, Peter Sommer, Allan Olsen, Bolvaerket, Sanne Salomonsen, Lasse og Mathilde og andre.
I Gasolin-årene vaeltede pengene ind på kontoen, men eventyret endte med, at Wili Jønsson takket vaeret en sjusket revisor stod med en meget stor skattegaeld, som han brugte det meste af 1980’erne på at komme ud af.
Siden har han og Katrine Jensenius skruet ned for blusset og har de seneste mange år levet et enkelt og simpelt liv, hvor andre ting end de materielle taeller.
I 2008 fik Wili Jønsson den prestigefyldte Ken Gudman-pris for sin indsats i musikbranchen gennem 50 år. Typisk for den beskedne Wili Jønsson udbad han sig i øvrigt betaenkningstid, inden han sagde ja tak til at modtage prisen.
Sort Sols frontmand,
Steen Jørgensen, karakteriserede ham ved den lejlighed som ”gentlemaendenes gentlemand”.
Når man bliver aeldre, så har man en tendens til at sutte lidt på fortidens bolsjer. Det skal man passe på med. Det er nutiden, det handler om.
Wili Jønsson, musiker, København