Lad os høre fra smørbakkerne

Voldsforbryderne har masser af stemmer, der er poesi i ghettoen, men hvad med ofrene?

Det kraever sin kvinde at draebe med en kniv. Man er helt taet på. At vaere snigskytte er ingen sag, det kraever øvelse og en rolig hånd, men at stikke en kniv i nogen er en overvindelse. Jeg har ikke selv erfaring med det, men har det fra Jo Nesbø, som jeg interviewede i forbindelse med hans roman, der bare hedder: ”Kniv.”

Vil man vide mere om at stikke med knive, kan man opsøge Gyldendals debutant, Haidar Ansari, allerede (uundgåeligt) iscenesat som den nye Yahya Hassan med hårde linjer som disse: »en forårsdag/ ryger vi joints/ nogle polakker/ kigger på en knallert/ lidt for laenge/ sidste hiv af jointen/ sprinter med livets hastighed/ han er smart i mundtøjet den ene/ hamza svinger flasken mod hans kaebe/ han er en af de stabile/ typen som ikke tøver/ flasken smadrer ikke i første omgang/ kniven forsvinder i ham/ som gled den ind i smør/ jeg hiver ud/ sparker et par gange/ før vi løber over til kvarteret/ folk giver mig highfives/ på kryds og tvaers«.

Som gled den ind i smør. Sådan der.

»Fra smørbakkens egen mund« kaldte David Jacobsen Turner sin fremragende kommentar i Weekendavisens bogtillaeg, hvor han med fuld ret efterlyste ofrenes stemmer. Voldsforbryderne har masser af stemmer, fra Jønke og nedefter, der er poesi i ghettoen, muleposerne sitrer, abonninerne dåner, men hvad med ofrene? At stikke et andet menneske ned er som at skaere i smør, oplyser poeten, men har smørbakken da slet ingen stemme? If you prick us, do we not bleed?

Det er en småborgerlig indvending uden poetisk schwung, for når ghettoen taler, står bogklubben ret. Debutanten kommer endda fra selve Planen, det er stamtavle i velfaerdsstaten, når Planen får stemme, kan vi laere det, alle os, for hvem en social begivenhed er, når Hart-bageriet er lukket grundet personalefest.

Dyrkelsen af den kriminelle er hverken ny eller sjaelden, men det sker sjaeldent, at en smørbakke tager ordet. Yderst sjaeldent, men det er sket.

Da Claus Meyer fejrede pr-triumfer med et projekt med at laere indsatte at lave mad, kom der en kronik i selveste Politiken. Meyer, der efter eget udsagn vågner hver morgen og spørger sig selv, hvordan han kan gøre verden til et bedre sted, kom pludselig i modvind efter et pip fra noget så perifert som et offer for en bager:

»Min ekskaereste dukker pludseligt og uden varsel op i døråbningen. Han holder et stort, rustent jernrør i haenderne. Med sindssyge øjne begynder han at slå vildt omkring sig. […] Han slår løs på mig med jernrøret. […] Det sidste, jeg husker, er, at han står haevet over mig, mens jeg med overkroppen haenger ud af vinduet. Jeg har ingen kraefter. Jeg hører stemmer fra gaden. De råber. Og så giver han slip. Jeg falder 11 meter ned på asfalten.«

Så vidt smørbakken. Meyer måtte i al hast redigere hjemmesiden og tage en uheldig video ned. Så var det glemt, resten et knust liv. Hun var faerdig som model, faerdig som menneske, brugte nogle år på at få erstatning og skabe opmaerksomhed, vakte forbifor gående Christiansborg-furore og forsvandt. Hun findes, men hun har ingen stemme.

Hendes banemand fejrer brødbager-triumfer i Nice, men han nåede da at svare på kritikken, inden han skred. »Skal jeg skyde mig selv, fordi jeg har fået en praktikplads? Jeg kan ikke hjaelpe hende. Hvad skal jeg gøre? Kan jeg forstå, hun er frustreret? Naeeh. AErligt. Naeeh,« sagde han til ekstrabladet.dk, og det kan man kalde en autentisk stemme.

Men der er vel ikke litteraert kaedeansvar, vil man indvende? Skulle man ikke laese Hamsun, fordi han (og konen isaer) var en slags nazister? Og hvad med William S. Burroughs, som drak sig fuld og draebte kaeresten? Sandt. Men man laeser ikke ”Sult” eller ”Markens grøde”, fordi Hamsun var nazist. Og ”Naked Lunch” er ikke berømt grundet drabet på kaeresten, og det er tilladt at skrue helt op for ”Hey Nineteen”, selv om den handler om en midaldrende mand, der ikke laengere kan danse med de 19-årige, og selv om gruppen Steely Dan har sit navn efter en strap-on dildo i overstørrelse, der spiller en rolle i ”Naked Lunch”.

Stemmer skal høres, når stemmer findes, det er alt sammen glimrende, men vi savner at høre fra smørbakkerne, de småborgerlige smørbakker, der krydsede geniernes vej. Hvad med at høre historien om revisor Olsen, der gik og drømte om at skulle på pension og drikke små buttede øl ved campingbordet, men som kom i vejen for en autentisk stemme og en lang kniv?

Han er tavs, hvem gider laese om et aflyst liv eller en årelang genoptraening? Lad os nu vaere aerlige. Det er aldeles usexet, uden poetisk autenticitet, kedeligt som at se maling tørre. Eller smør smelte.

Ansari afsoner en faengselsdom på fem år for forsøg på manddrab. Første møde på forlaget var under en ledsaget udgang.

»Uanset hvor mange forbehold man har i forhold til volden, kan man kun hilse en sådan stemme uforbeholdent velkommen i den danske samtidspoesi,« skriver Politiken rørt. Berlingske får »et sjaeldent indblik i en kynisk underverden, som jeg nok vidste fandtes, men aldrig fået serveret så råt for usødet som her«.

Småborgeren må taenke sit. Er der graenser volden? Var ubåds-Madsens største fejl, at han ikke kan skrive en sand saetning? Og hvis han kunne, ville den så blive udgivet på Gyldendal? Kunne han få sit eget radioprogram?

Stakkels Haidar Ansari har allerede opdaget, at også i den litteraere verden stikkes der med knive, og sårene sidder som regel i ryggen. Metaforiske knive gør ondt, men det er trods alt bedre at blive fornaermet end at få stukket en stegegaffel i øret, dog, Ansari har grund til at frygte, at hans geni måske ikke er overvaeldende nok til en poetisk frikendelse for forsøg på manddrab:

»Haidar Ansaris debutdigte er jo bare ikke geniale nok til, at laeseren orker deres nonchalante afstumpethed,« konstaterer landets poetiske skarpretter nummer ét, kritikeren Lars Bukdahl, og den var vaerre, så nu er der plads på scenen, giv ordet til smørbakkerne.

Hvad med at høre historien om revisor Olsen, der gik og drømte om at skulle på pension og drikke små buttede øl ved campingbordet, men som kom i vejen for en autentisk stemme og en lang kniv?

KOMMENTAR

”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.