Mere om misvisere

Vi hørte sidst om de mange ord, der peger på en bestemt betydning, den »pålydende«, men har en helt anden, den »faktiske«, f.eks. flodhest og aebleskive.

Grunden til, at der er så mange, er, at det som regel er umuligt at definere en ting med kun få betydningsbaerende led. Hvordan skulle man f.eks. behaendigt definere et pindsvin eller en dunhammer?

Deres pålydende betydning bliver en slags stikord til den faktiske. Solskin er lidt af en misviser, for det betegner jo ikke solens udstråling, thi den er der hele tiden (»For oven over alting straaler Moder Sol«), mens solskin kun forekommer, når strålingen sanses af os, men dét kan ikke kondenseres i et simpelt udtryk.

Lad os lige slå fast, at der kan vaere flere mulige pålydende betydninger: hundekiks

kunne ligeså regelmaessigt betyde »kiks lavet på hund« (»I Kina spiser de hundekiks«) som »kiks beregnet for hunde«; den sidste er = den faktiske, jf. hestefoder.

Men hvilken rolle spiller alt dette med pålydende betydning i sproglivet? Ofte kun lidt. Man associerer knap nok sommerfugl

og hvidvin

med ’fugl’ hhv. ’hvid’, og godt det samme: Den faktiske betydning skal vises så ubesvaeret som muligt. Men selv i dagligsproget med dets humor, overtalelser og aestetik er der rigelig plads for bevidst spillen på den pålydende betydning.

Man kan tørt konstatere: Hendes hud var meget blød, men det gør et større indtryk at sige: »Den er fløjlsblød«. Det har med ordfrekvens at gøre. Fløjlsblød er ikke så almindeligt som drivvåd, hvilket sidste knap nok associeres med »så det driver«. En spotteglose som kongerøgelse

’overdreven begejstring for kongehuse’ leder os ikke direkte til den faktiske betydning, men tager en omvej over misbrugte messedrenge og røg, der blaeses ud over menigheden.

Der er sågar udtryk, hvis pålydende betydning er tydeligere end den faktiske. F.eks. ordsprog. Man skal ikke skue hunden på hårene hentyder jo ikke til nogen hund; det advarer mod overfladiskhed. Men ingen undgår at se hunden for sig.

Endelig er der udtryk, hvis pålydende betydning skal opfattes før den faktiske. Ved alskens afsender-skabt (improviseret) metaforik må man først fatte det pålydende. Første gang en sportsjournalist fandt på at kalde en spiller, der mandsopdaekker en anden, for en overfrakke, måtte vi tage det bogstaveligt; vi fattede så den faktiske betydning, fordi vi vidste, at fodboldspillere i kamp ikke går med overfrakke.

Man associerer knap nok sommerfugl og hvidvin med ’fugl’ hhv. ’hvid’, og godt det samme.

SPROGET

Har De spørgsmål om sproget?

Lars Brink,

Skriv til professor i dansk sprog og litteratur

Morgenavisen Jyllands-Posten, Mediebyen 3, 8000 Aarhus C, og maerk kuverten ”Sproget” – eller send e-mail (opgiv navn og postadresse) til: sproget@jp.dk