“Borgen“som grundstødt radikal vision
Den grå virkelighed fylder mere end de frelste verdensfrelserdrømme i denne saeson af “Borgen“.
Den nye saeson af ”Borgen” slutter i aften, og vi tør vel slå fast, at det ikke er Mette Frederiksen, der har skrevet manuskriptet. Hun lukker domstolene og sender statens journalister hjem, hun blaeser på lov og ret, men Mette Frederiksen skal ikke have skyld for de helt ualmindeligt gumpetunge replikker i Borgen.
Dem har hun naeppe skrevet, for portraettet af hende, en skinger karikatur af en skinger personage, er så hårdt trukket op, at det får ”Badehotellet” til at virke subtilt. Det er, hvad det er, søndagsunderholdning, og jeg for min del er evigt taknemmelig over at se Jeppe K (i Magnus Millangs skikkelse) som departementschef; jeg har vidst hele tiden, at han havde en finger med i spillet.
Men altså: statsministeren. »En strigle,« kaldte Mogens Lykketoft figuren, altså ikke Mette Frederiksen, men statsministeren i ”Borgen”, der ligner hende på en prik, og sådan ser hun altså ud set fra Østerbro og Vedbaek, hvad mor Mette laerte på den hårde måde ved kommunalvalget. Ikke alle ville vaere hendes børn, den kreative klasse er i trodsalderen, ikke ulig Birgitte Nyborgs aktivistiske søn, der slipper grise løs på åbent land.
Magten koster noget, men hvis magten skal bruges til at redde kloden, må man vel betale prisen?
Han gør det for dyrenes velfaerds skyld og for klodens fremtid. Naturligvis.
Først og sidst er ”Borgen” jo et portraet af Det Radikale Venstre. Det kloge parti, det rene parti, det gode parti, det grønne parti, som baerer fremtiden i sine haender. Og som viste sig at holde så smudsige fester, hvor folk sad og tog hinanden på lårene og bagefter løj om det og forsøgte at skjule det. Såre menneskeligt var og er det jo, folkeligt tilmed, for kombinationen af sprut og upassende liderlighed ses i alle kredse fra Bergman til Banjos Likørstue, og at det også skulle ramme Radikale Venstre, var omtrent så parodisk som at antraeffe en førende imam på en stripbar.
”Borgen” er det radikale sjaeleliv blotlagt for alverden, og det kan allerede nu slås fast, at det ikke er, hvad det har vaeret.
De Radikale er ”Borgen”, ”Borgen” er De Radikale.
Det var tydeligt fra begyndelsen, hvor Birgitte Nyborg var et kulturradikalt drømmesyn om en kvindelig statsminister, der kunne saette de gumpetunge og smaelderfede provinspander på plads og dreje selveste Maersk en knap ved at udnytte hans latterlige faedrelandskaerlighed. Men var sammenhaengen tydelig, er det nu en ren tilståelsessag, for den nye saeson har selveste Martin Lidegaard som konsulent.
Noget skal man jo lave, når man ikke kan blive minister lige foreløbig, men det stadfaester også en forbindelse, så ”Borgen” nu kan laeses som et opgør med den faustiske pagt, man har indgået med Mette Frederiksens terraengående provinsielle populisme; som victorianske døtre skulle lukke øjnene og taenke på England, har De Radikale måttet holde sig for naesen og taenke på den grønne omstilling, mens Facebook blev tvaeret til med makrelmadder og håndboldjubel.
Magten koster noget, men hvis magten skal bruges til at redde kloden, må man vel betale prisen?
Det er den indre sjaelekval, der kommer ud som opkast, når Birgitte Nyborg rager fuld rundt på gulvet i sit kontor efter at have drukket for meget vin til en middag, hun inviterede den unge medarbejder ud til.
Det er et nybrud. Menneskelig svaghed hos de rød-grønne plejede at vaere noget med børn og en skilsmisse, fordi vi arbejder for meget. Noget så uaestetisk som fuldskab findes ikke i de kredse, det er altid iskiasnerven, den er gal med, når den politiske klasse stavrer rundt og tager på damerne, mens de kalder kollegerne dumme øgenavne, men det tager sin kvinde at indgå pagt med djaevlen, det slider, det river og rusker i det førhen så rene sind, og det beskriver ”Borgen” så glimrende.
Kendere (altså kendere af Christiansborg) beklager sig over, at det ikke er realistisk. Men det er – undskyld – en latterlig indvending. Selvfølgelig er det ikke realistisk. Der er ikke noget ved en god historie, hvis man kender sandheden bag, og ”Borgen” skal ikke måles på, om den ligner endnu en lang dag i ministeriet, men på, om den fungerer som fortaelling.
Jeg har netop – med laengsel efter flere bind – afsluttet fjerde bind i Mick Herrons fremragende serie om Slagtehuset, et øgenavn for den afdeling af den britiske efterretningstjeneste, hvor man sender folk hen, når de har dummet sig uopretteligt – og man trods alt ikke kan eller vil fyre dem. Laes dem, laes dem nu; de er onde, kyniske, morsomme og ganske spaendende. Men først og fremmest kyniske.
Er det en realistisk beskrivelse af livet i det britiske efterretningsvaesen?
Det håber jeg da ikke, men det er ikke sagen. I stedet morer jeg mig over, at karikaturen af Boris Johnson – som Mick Herron har gået på Balliol College, Oxford med – er så ondskabsfuld, som en karikatur kan vaere det, når en forfatters had forløses med virkeligt talent. Peter Judd, som han hedder i bogen, er beskrevet så indaedt, at man tror på figuren, selv om den er karikeret, og som laeser stiller man ikke flere spørgsmål, så godt er det. Så laes den.
Som fortaelling betragtet er Mick Herrons bøger i en helt anden kategori end ”Borgen”, men den unikke relation mellem Herron og