»Det vaerste ville vaere, hvis ingen lagde maerke til det. Så kunne man tale om spildte penge«
Billedkunstneren Jesper Just ved godt, at der er debat om at bruge 26 mio. kr. på at udsmykke Filmbyens facade, men kunst kan ikke kun gøres op i penge, mener han.
Vel er 26,2 mio. kr. virkelig mange penge.
Det synes billedkunstneren Jesper Just også. Så han vil gerne gøre opmaerksom på, at selve det vaerk, ”The Garden in the Machine”, som i løbet af sommeren skal saettes op på en bygning i Filmbyen i Aarhus, og som han har skabt, kun koster en femtedel af det beløb.
Resten af pengene går til bl.a. de 19,3 km LED-stripes og de 1.000 kvm glas, som skal saettes op hele vejen rundt om bygningen, sådan som det har vaeret planlagt fra starten, og som Jesper Justs vaerk så at sige skal spejle sig i. Hans vaerk skal opleves udefra og kommer til at give et helt saerligt liv til et trae, formentlig en stedsegrøn skovfyr, der bliver plantet på den store terrasse, der vender ud mod Sydhavnsgade.
Jesper Just kender godt til diskussionerne om økonomien bag projektet: Skal man bruge så mange penge på kunst, når nu kommunen fattes penge på alle mulige andre områder, bl.a. de sociale?
»Hovedparten af de penge, der er til projektet, kommer fra fonde, der kun støtter kunstprojekter. Så pengene vil blive brugt til kunst et andet sted, hvis ikke de bliver brugt her,« siger han, mens vi sidder i Filmbyens kantine.
Angstprovokerende
Han har netop holdt et oplaeg for Filmbyens brugere og forklaret, hvad hans vaerk i det hele taget er, om det er klimavenligt, om han er klimaaktivist, og hvorfor det ikke bliver drevet af solceller.
Det er første gang, at han arbejder med et trae og ikke et menneske i hovedrollen.
»I vaerket er det et virkeligt trae og en virtuel fremstilling af traeer og naturen, som bliver styret af dette trae. På den måde kan vi se traeet og forstå, hvor kompleks en organisme det er. Det plejer vi ikke rigtigt at respektere, fordi traeer bare er en kulisse i vores hverdag, fordi vi lider af planteblindhed. Vi ved ikke, hvad de planter og traeer, vi omgiver os med, hedder,« mener Jesper Just.
»Jeg er perfektionist, men her giver jeg slip. Det er angstprovokerende, men man kan jo ikke både sige, at traeet er i centrum, og så bestemme, hvad der skal ske.«
Traeet bliver udstyret med seks sensorer og forbundet til de mange kilometer LEDstripes, som afhaengigt afsignalerne fra sensorerne påvirker lyset og farvespektret i en film, taget af skove i Danmark. Filmen aendrer farve alt efter, hvordan traeet har det, og omfavner hele bygningen. Det skal vaere taendt i gennemsnitligt otte timer om dagen, men forbruger mindre strøm, end en enkelt aarhusianer årligt bruger.
En del af esplanaden
Der er adgang for alle på terrassen, der ligger ud til en kommende esplanade, som skal gøre det til en oplevelse at gå fra Dokk1 og ned langs Sydhavnen.
»Jeg synes, at det er utroligt vigtigt med kunst i byen. Jeg vil ikke stoppe mine holdninger i halsen på nogen som helst, jeg vil bare pege på noget, i dette tilfaelde naturen, og få folk til at stoppe op og taenke over det, de ser,« siger han.
»Hvis man kan få sådan et moment, vil det da vaere utroligt gavnligt. Man kan ikke kun gøre det op i penge. Kunst er en del af vores kulturhistorie og identitet, og det er vaerdifuldt i sig selv, at man kan opleve noget, som ikke nødvendigvis skal skabe profit, men er der på sine egne praemisser.«
Samtidig er han godt tilfreds med, at kunst kan skabe debat.
»Det vaerste ville vaere, hvis ingen lagde maerke til det. Så kunne man tale om spildte penge,« siger han.
»For mig er det vigtigt, at folk får noget ud af det. Jeg arbejder for projektets skyld, ikke for min egen skyld.«
JESPER JUST
14 år i New York
Den 47-årige kunstner, der med egne ord har arbejdet med »skulptur, film og arkitektoniske inventioner gennem 20 år,« har boet og arbejdet 14 år i New York.
»Det var ikke et bevidst valg, arbejdet tog mig derhen, for der begyndte at vaere interesse for mit arbejde,« siger han.
»I New York er de forskellige kunstgenrer mere ligevaerdige - man ser ikke kun maleri som den højeste kunst. Det føles, som om der her i Danmark stadig er en barriere - videokunst bliver set på som noget mere edgy, noget lidt maerkeligt.«
Midt under coronapandemien flyttede han, hans 12årige søn Eik og hans østrigske ekskone tilbage til Europa - de var ikke trygge ved udviklingen i USA. I dag pendler han mellem København og Berlin, hvor de to andre slog sig ned.
Stort ambitionsniveau
Han har også pendlet til Aarhus adskillige gange.
»Ambitionsniveauet er nogle gange større i en lille by end i en stor. Det er ikke mig, der er kommet med en ambition om at lave et kaempestort vaerk i Aarhus, det er kommet fra byen selv, og så er jeg blevet bedt om at udfylde pladsen, fordi en af bidragyderne, Ny Carlsberg Fondet, har peget på mig,« siger han.
»Meget var fastsat på forhånd. Det er et anderledes samarbejde, end når jeg arbejder
47 år.
Jeg er perfektionist, men her giver jeg slip. Det er angstprovokerende, men man kan jo ikke både sige, at traeet er i centrum, og så bestemme, hvad der skal ske.