Oleg Kozlovskyj har begravet sin mor og bror to gange
Butja vil gå over i historien som dér, hvor de russiske styrkers første massakre blev opdaget. Jyllands-Postens korrespondent er i byen og har besøgt gaden, hvor Oleg Kozlovskyj bor. Ligesom mange andre graver han sine draebte kaere op fra deres første nø
Det er slet ikke en dag, Oleg Kozlovskyj har set frem til. Det er omvendt noget, der må gøres, men allerhelst skal det bare overstås. Det er derfor, han graver i tavshed. Iført overalls, arbejdshandsker, et sammenbidt ansigt og flankeret af to kammerater hakker han lydløst sin spade laengere og laengere ned, indtil han knap halvanden meter nede maerker modstand.
Selv om vi befinder os midt i det, vi alle ville genkende som en helt almindelig velplejet forhave – på en helt almindelig stille villavej i et anstaendigt forstadskvarter – er de tre maend ved at genskabe det rektangulaere hul, som Oleg Kozlovskyj gravede for knap en måned siden. For at begrave ikke kun sin bror, Jurij, men også sin mor, Valentyna Kozlovska, kaldet Vala.
Dengang i et interimistisk hul med begge familiemedlemmer presset ned i én og samme kiste, så den slet ikke kunne lukkes. Russerne, der på det tidspunkt stadig okkuperede byen, naegtede nemlig at lade Oleg Kozlovskyj passere checkpointet i sit forsøg på at hente kiste nummer to.
I dag gentager han så proceduren med omvendt fortegn. Oleg Kozlovskyj graver sin familie op igen, for at de kan blive stedt endeligt og vaerdigt til hvile. Oleg Kozlovskyjs oplevelser er så voldsomme, at han fortsat knap kan få dem over sine egne laeber.
»Jeg ønsker ikke at taenke på det,« som han sammenbidt udtrykker det, mens han foruden fotos alligevel viser det projektil, som han fysisk har tilbage som et makabert minde fra russerne, da han blev skudt på.
Hans beretning, der på uhyggelig vis går igen som et kollektivt ekko fra stort set hver familie, man møder i den ukrainske Kyivforstad Butja, genfortaelles derfor her primaert af hans bedste ven, »gudfar« Michaël.
42 skudhuller i bilen
Blot en uges tid efter russernes indtog den 27. februar havde Oleg Kozlovskyj, hans 67årige mor og 45-årige bror besluttet at forlade byen. Forinden var begge sønners egne familier evakueret ud af Butja. Om morgenen den 5. marts kørte de afsted i familiens bil, men måtte sande, at det var for svaert, fordi flere broer ud af byen var spraengt i luften, foruden at de ikke havde nok benzin på bilen. I forsøget på at vende retur til deres hus blev de beskudt fra en russisk mandskabsvogn, da de krydsede jernbanen.
»Jurij blev draebt med det samme. Vala
Kozlovska blev hårdt såret, men var stadig i live ligesom Oleg, der blot blev ramt af ét skud, der gik ind i hans arm,« fortaeller Michaël.
Beretningen er i fuld overensstemmelse med de 42 skudhuller, der er registreret i den bil, som nu står overdaekket som et tragisk monument over en familietragedie i moderens egen indkørsel.
»Ønsker I at overleve, skal I ikke forlade bilen,« lød russernes ordre, da de efterfølgende antastede dem og så, at OIeg Kozlovskyj og hans mor stadig var i live.
Moderen døde i bilen
»Derfor blev Oleg siddende i bilen. Han turde ikke andet. Hans mor var stadig i live og forsøgte også at tale. Men først efter to en halv time, da kampene i området var ophørt, turde han kravle ud og løbe efter hjaelp. Men ingen åbnede døren, hvor han bankede på. Så han løb tilbage til bilen. Fik Vala Kozlovska ud på jorden og løb igen efter hjaelp, men stadig uden resultat. Da han vendte retur endnu en gang, var Vala død,« fortaeller Michaël sagtmodigt efter formiddagens gravearbejde og tilføjer:
»Min egen kone og søn kørte praecist den samme rute og slap igennem. Bare 40 minutter tidligere.«
Skal man forstå omfanget af massakren i Butja, som de russiske styrker nu har trukket sig ud af, kan man aflaegge besøg ved den lokale kirke, hvor politi og retsmedicinere hver eneste dag graver nye ligposer frem fra det, der virker som en afgrundsdyb massegrav.
Man kan også få at vide, at alene ét af byens fire bedemandsfirmaer har oplyst, at det har leveret kister til 400 døde. At JyllandsPostens korrespondent under sit besøg har fået kendskab til, at mindst seks personer fra samme gade er blevet draebt, nemlig Kyyevo-Myrotska-gaden, hvor Oleg Kozlovskyj og hans familie bor, illustrerer også krigens konsekvenser på tragisk vis.
Krigens kynisme afspejles også i fortaellinger om russernes systematiske razziaer af hvert eneste hus på denne og andre villaveje. For at lede efter våben, telefoner med antirussiske beskeder eller folk med tilknytning til den ukrainske haer. Eller at de som netop i Oleg Kozlovskyjs hus efterlod en håndgranat i en kop i køkkenet. Ifølge familiens teori med ønsket om, at man ville tabe koppen grundet den uventede vaegt, hvorefter den ville springe i luften.
Ifølge officielle tal er i alt 900 civile draebt under Vladimir Putins krig i forstaederne omkring Kyiv-distriktet. Flere end 350 alene i Butja. Spørgsmålet er, om tallet kun daekker de lig, som myndighederne hidtil har kunnet finde og identificere.
Den nye praksis med små gravsteder, der sporadisk dukker op i Butjas haver, viser sig også i den modsatte ende af Kyyevo-Myrotska-gaden. I familien Ostiminkas baghave ligger sønnen Sergej og to kammerater også midlertidigt begravet. Skudt og draebt i et scenarie taet på identisk med det, som Oleg Kozlovskyj har oplevet. I Sergejs tilfaelde skudt ned stort set foran familiens egen hoveddør, da han den 4. marts på vej mod hjemmet blev beskudt fra udkanten af et skovområde.
»Vaer nu forsigtig!«
»Vi har ikke haft hverken gas, el eller vand, siden krigen begyndte. Men alt det er jo bare bullshit i forhold til det her. Man kan leve uden vand. Men du kan ikke leve uden dem, du elsker,« indleder Sergejs grådkvalte mor, den 65-årige Tatijana Ostiminka ved spisebordet i stuen.
Klaedt i sort og sammen med Sergejs bedste ven, Igor Vladimovych, fortaeller de om dagen, hvor Tatijana Ostiminka sms’ede sin søn om at vaere forsigtig, fordi der var kampe i naerheden. Han svarede blot, at han var i sikkerhed, for han var allerede hjemme, hvilket faktisk var sandt nok. Men da Tatijana Ostiminka timer senere endelig kom igennem til hans telefon, var det en anden, der svarede.
»Jeg er ikke din søn. Jeg er din nabo. Din søn ligger draebt ude på vejen, sagde han,« beretter Tatijana Ostiminka om den voldsomme besked, der fik hende til at løbe ud på gaden.
Til venstre for huset stod en bil i flammer, men da familien kom taet på, kunne de se, at en nabo, der kaempede for Sovjetunionen under Afghanistan-krigen, nu lå draebt ved siden af; skudt under sit flugtforsøg.
»Maxim var skudt mellem øjnene af en snigskytte og sad stadig i samme position i bilen. Anatasia var kravlet ud af bilen, og Sergej havde forsøgt at beskytte hende ved at laegge sig oven på. Men du kan se på billederne, hvordan de blev ved med at skyde.
De har skudt hende i hvert ben. Og Sergej flere gange i ryggen,« opremser Igor Vladimovych sammenbidt forløbet.
Hun var min bedste ven. Jeg elskede hende så højt. Vi skaendtes aldrig. Så mange gyldne unge mennesker er taget fra os af fjenden.
Tre unge mennesker – skudt
Det stemmer overens med de fotos, som Jyllands-Posten bliver vist: tre unge mennesker på hhv. 25, 28 og 26 år, som faderen Valery selv måtte baere ind fra gerningsstedet, selv har vasket rene og selv har lagt i graven i haven. Ikke i en kiste, men svøbt i klaeder og saenket ned i den rå muld.
Alene tanken om at skulle grave sønnen op igen – på samme dag, hvor Oleg Kozlovskyj skal grave sin familie op – får Tatijana til at skjule ansigtet i haenderne og bryde sammen.
»De er sadister, som fandt glaede i at draebe folk. Jeg ved ikke, hvilke foraeldre der har opdraget dem. Men selv om russerne påstår, det er fake news, så har jeg vaeret vidne til det modsatte. Hele verden skal vide, hvem der har gjort det her,« råber Tatijana Ostiminka, mens Igor Vladimovych krymper sig af tung sorg.
Nu er familiens eneste urealistiske håb, at de retsmedicinske undersøgelser vil afsløre dna-spor efter dem, der trykkede på aftraekkeren.
På sin vis er Oleg Kozlovskyjs historie af samme årsag unik. Han synes at vaere en af de få heldige, der her på egnen rent faktisk har overlevet et direkte russisk angreb. Men det er naturligvis svaert at vaere taknemmelig, når han som i dag må se til, mens professionelle gravere bugserer rundt med de stive lig af hans mor og bror. Det kraever
Billedet til højre: Oleg Kozlovskyj og vennen Michaël ved begravelsen. Foto: Thea Pedersen